Alle indlæg af Peter ;o))

Salomon Hammer Trail 2018

Så blev det tid til ultra race nummer 10. Som aftalt skulle denne være noget ekstraordinært-lækkert. Og det skal jeg lige love for, at Salomon Hammer Trail 2018 på 50 miles distancen skulle vise at blive… 

Det er vinter, mørkt, uendeligt koldt og det regner konstant – fik jeg nævnt det regner… Beslutningen er truffet, jeg skal stå klar på startstregen kl. 00:00 den 12. Maj til Salomon Hammer Trail 2018 50 Miles. Det virker som en rigtig dårlig beslutning. Motivationen er helt i bund og jeg slider mig gennem de daglige træningspas. Og var det ikke for min søde hustru der skubbede på, var det nok endt i et no go.  

Da vi når april er vejret begyndt og lysne og lysten til at løbe bliver stærkere og stærkere for hver dag  – der bliver både løbet til og fra arbejde. Dag og nat – ja på alle tidspunkter, for alt skal trænes. Jeg skal være klar på noget, jeg endnu ikke har prøvet.  

Nå ja, helt basalt set, er det jo kun 15 km mere end jeg har prøvet før, men så kommer der så lige de der 3.000 HM oveni, for ikke at tale om, at løbe om natten i svært teknisk terræn.  

Jeg synes den sværeste forberedelse til dette race var den mentale del. Jeg var slet ikke klar på hvad der ventede forude. 

Kr. Luftfart er vi til nevøens konfirmation og kommer en anelse sent i seng. Fredag tidlig morgen drager hele familien til solskinsøen. Denne gang har jeg fået fornøjelse af, at have hele mit crew med på tur. Det er så skønt. Efter indlogering på Vandrerhjem Nordly hos skønne Simone og Martin, tager familien tilbage til Rønne for at hygge og jeg kravler til køjs for at få nogle timers søvn. 

Efter 2½ timer vågner jeg med et sæt – vi har glemt sprøjtepose til flødeskum…! I træningen mod Hammer Trail ramte jeg løbepas nr. 100 på halvmarathon distancen eller derover. Det udløste en rutebilslagkage af fineste slags. Jeg fik min søde kone overbevist om, at 10 ultraløb vel også var en form for jubilæum – så gennemførte jeg Hammer Trail, måtte da også udløse en lagkage… 

Sidste på eftermiddagen er familien tilbage på Nordly med mad og vi hygger os i spisestuen. Jeg skal dog til pastaparty nede i startområdet ved Hammersø, så holder næsten fingrene fra de andres mad… 

Efter de har spist smutter jeg ned i start- og målområdet, for at afhente mit startnummer og få mad. Mindste sønnike Zacharias har rigeligt med krudt bagi og gør mig hyggeligt selskab. Da jeg står med mit nummer i hånden kommer det fra Zacharias; “Jeg vil også have sådan ét!“. Jeg får tre startnumre med hjem til børneløbet om lørdagen, selvom der på forhånd ikke var den store iver at spore hos ungerne. Men da jeg kommer retur til Nordly, beretter jeg overfor ungerne, at løbsledelse har dikteret, at de forældre der løber 50 miles distancen, deres børn SKAL løbe børneløbet. Bum! Ingen brok – de åd den råt… eller måske gad de bare ikke diskutere den sag mere… 

Ved 21 tiden får jeg putter en MEGET træt familie i seng og hanker op i mit udstyr og træsker ned i TV-stuen for at slappe af inden turen går mod startområdet. Tiden føles umådelig lang om end den rigtige nervøsitet begynder stille at indfinde sig. 

Omkring 23-tiden går jeg ned mod startområdet og får gjort mig klar til start. Lagt mine ting klar i depotet, så alt er klart når man kommer ind. Det er efterhånden nærmest en religiøs handling, at ligge tingene i fast rutine. Der er bare ikke overskud til at lede efter ting, så bliver det bare ikke til noget. Og konsekvensen at et overspring i planen kan koste dyrt! 

Vi har løbsbriefing og kontrol af obligatorisk udstyr kl 23:45. Vi trækker ud til start og sendes afsted kl 00:00.  

Først venter en prolog rundt om Hammersø og dernæst tre runder á 26 km. Turen får os første en tur gennem Slotslyngen, videre ned til Vang og hygge lidt, for så at komme retur via kystlinjen, op over Hammershus og videre mod Hammerknuden hvor de sidste 8 og absolut hårdeste kilometer venter af runden. Efter depot ved Hammersøen vender man så om og løber retur, altså med Hammerknuden første og så frem deles. 

Jeg kommer godt fra start og synes jeg finder et rigtig fint flow rundt på prologen. Jeg holder kadencen nede, for jeg har kun pandelampen til at finde rødder, sten, klipper og andre forhindringer på vejen. Der går ikke længe før de første bakker viser deres tænder. Jeg synes det går rigtig godt, måske det er fordi man ikke rigtig kan se omgivelserne. Der er kun mig og lyskeglen.  

Feltet bliver hurtigt spredt og jeg har en fornemmelse af at ligge ca midt i klassementet. Ca. seks kilometer ude glider jeg ned af en stor klippesten og ryger på halen. Falder heldigvis heldigt, så der ikke sker noget og får rimeligt hurtigt rystet oplevelsen af mig. Men det giver en kraftig reminder om, at det her ikke er helt ufarligt og slet ikke i mørke.  

Efter mit uheld kommer jeg op til en gruppe, hvor vi det meste af tiden er 4-5 personer. Gruppen har et fint pace, måske lige en anelse over mit planlagte, men det føles rart.  Gruppen er så heldige at have en lokal guide på. Christina fører os sikkert på vej, gennem terrænet med masser overskud. Hun kender ruten ind og ud og det nyder vi andre godt af.  

15-16 kilometer ude rammer jeg endnu et uheld. Vi er på vej langs kysten mod Hammershus i et rimeligt svært teknisk område, da jeg pludselig bliver ramt i hovedet af noget. Hvad det var, ved jeg ikke, men det bløder rigeligt kraftigt. Og her er et tydeligt eksempel på, hvorfor man kalder denne sport for gentleman sport. Gruppen gør simpelthen holdt og får tjekket op på min skade og tilstand. Jeg får renset med vand og konstateret det ikke er så slemt endda. De næste kilometer er Christina konstant over mig for at sikre jeg er ok. Tusind tak for det!  

Gruppen føles gennem Hammerknuden og den grad trækker søm ud, i sær fordi den er svær at løbe i mørke og nå ja der er mange højdemeter med i købet. 

Sikkert i depot bliver gruppen splittet. Jeg har lovet mig selv at spise en portion havregryn, hver gang jeg kommer i depot, for at få ordentlig energi og i et forsøg på ikke at ødelægge maven. Efter en tør trøje, opfyldning af flasker og min aftalte havregryn tikker jeg ud igen og her venter 8 km tæsk på Hammerknuden. De slider hårdt i mig i mørket, men efter jeg er igennem glædes jeg over lyset er på vej. Desværre viste det sig at være overskyet, selvom DMI havde lovet en stjerneklar nat. Så vi fik ikke fornøjelsen af en flot solopgang. 

Runde to er hård ved mig. Den slider især hårdt på mig mentalt, men kilometerne kikker ind på kontoen stille og roligt. Især de sidste 11-12 kilometer af runden er seje. Her gør jeg heldigvis følgeskab af et par gutter der har det mindst ligeså træls som jeg. Vi følges hele vejen hjem til depot. 

Jeg kommer i depot for anden gang og giver mig denne gang ekstra god tid. Der er enkelte der vist ser langt efter min havregryn og det er nok turens mest tiltrængte energiindtag jeg får her. Efter opfyldning og trøjeskift til korteærmer, griber jeg mine stave og tikker ud på tredje og sidste runde.  

Come on Peter! Det er sidste runde, der er kun 26 kilometer hjem, men jeg kan ikke få farten ned i benene. De første kilometer ned mod depotet i Vang bliver taget i en form for kapgang.  

Jeg er oven ud lykkelig for at traf valget om, at medbringe mine stave. Jeg har ikke før haft dem med på ultraløb, trods jeg allerede købte dem til min debut i 2015. Men jeg skal lige love for det blev mine bedste venner her. Det var ellers meningen, jeg kun ville have dem med på runde tre, men tog allerede en beslutning i depot efter første runde om, at medtage dem på runde to. Det var nok klogeste beslutning den dag! 

Som timerne gik kom jeg igennem kilometerne og efter at have forceret Hammershus Slotsruin, begyndte løberne på dagens 25 kilometer distance, at komme i fuld fart bagfra. Det var virkelig dejligt, at se nogle ansigter fuld af glæde og anstrengelse. Især når man her var i gang med at grave rigtig dybt i sig selv, for at finde noget råstyrke. Nattens uheld og den mentale anstrengelse af at løbe i mørke, have jeg nok undervurderet, for alt det mentale styrke jeg skulle bruge nu, havde jeg ligesom opbrugt. Og her hjalp det mig så, at se alle de glade løbere der kom bag blæsende bagfra.  

Ganske kort før jeg kommer til Hammerhavnen for foden af Hammerknuden, og altså de sidste 8 benhårde kilometer, er jeg i færd med at klargøre mig mentalt til udfordringen, da der bagfra kommer en 25 kilometer løber. Han kommer helt op bag mig, da hen udbryder; “Det er kraft ed… godt løbet på de små ben…” Jeg var helt ødelagt af grin og tusind tak for bemærkningen, den gjorde det den skulle. Der kom gang i motoren. Og kom gennem Hammerknuden i løb, nok vel en ynkelig type af slagsen, men en form for løb var det da.  

Med 3 kilometer til mål bliver jeg hentet af vores veninde Karina der løb 50 km distancen. Hun indtager 2. pladsen i kvindernes række på den distance. Det er så sejt, især når man tænker på hun aldrig har løbet over marathon distancen!  

Jeg kommer ned fra knuden og bag om målområdet, for at indtage den sidste stigning og dermed den sidste kilometer. Jeg bliver mødt af ungerne og hvilket skønt syn. Ren benzin! På vej op af stigningen får jeg hentet to løbere på 25 km distancen. Nogle gange er det bare sådan, at man fyldes af energi, over at se andre have det værre end en selv. Og nu skulle det sap-suseme være løgn, de skal ikke have lov at komme før mig… For ind i… det gjorde ondt i lårene ned ad klippen, men fik mig gjorde de ikke… Og så… Endelig… Målgang og det må have været med tårer i øjenkrogen, for sved var der ikke mere tilbage af.  

Aldring har jeg været så hårdt presset på alle fronter. Og i tiden 13:47:18, med 80,74 kilometer i mine Inov-8 Terraclaw 250 og 2.908 HM løber jeg ind på en 22. plads. Sikken et rush. Vi var nogle og fyrre tilmeldte og 32 der gennemførte den dag. 

Jeg møder en noget sindsoprevet hustru i målområdet. Mine superseje unger, havde jo som løbsledelsen havde “sagt” været til 1 km børneløb. Efterfølgende havde de gået turen, og nu skylder man jo at sige, at fruen lider af højdeskræk, så det hjalp jo ikke meget, at børneløbet vidste sig, at have været den sidste kilometer, som jeg jo netop havde afsluttet runden med… Jeg synes de er SÅ seje og de har fortjent deres medalje i ligeså høj grad som mig.

 

Salomon Hammer Trail 50 miles er nok en af de mest sindssyge udfordringer jeg har kastet mig ud i. En af det første ting jeg sagde til Lisa efter målgang var; “det her skal jeg ALDRIG igen!”…, men søde skat, jeg har andre planer… det her må og skal kunne gøres bedre… Tænker du ikk’…? 

Tusind, tusind tak til mit elskede crew for en fantastisk weekend på solskinsøen. Også en særlig tak til Simone & Martin på Nordly, I er i høj grad med til at gøre oplevelsen endnu bedre. Sidste men ikke mindst en stor tak til Tejn IF for turen. Aldrig har jeg været så lykkelig for at få bryl. Vi ses igen! 

Og ved I hvad… Jeg fik min lagkage… 

Keep moving… 

Salomon Hammer Trail Winter Edition 2018

Endnu et af de løb jeg havde på min bucket list kan nu vinges af. Salomon Hammer Trail Winter Edition 50k. Episk var det! 

Det hele startede vel i virkeligheden mange måneder før, nærmere i maj 2017. En god tidligere kollega havde netop haft debut som ultraløber ved  North Cost Ultra. Lasse havde vist fået blod på tanden til mere og klikket sig som interesseret i Hammer Trails begivenhed på Facebook. Fik kommenteret hans opslag med, at det synes jeg vi skulle gøre en tur ud af. Og vi “sluderede” lidt om at køre 50 kilometer i januar 2018 og 50 miles i maj 2018, men hvor blev du af Lasse… 

Det var ligesom jeg ikke rigtig kunne lægge tanken fra mig, om endelig at være blevet voksen nok til at skulle “bestige” solskinsøen fra dens måske smukkeste side og med højrisiko for dårligt vejr. What’s not to like?! 

Men inden da skulle jeg jo så meget grueligt igennem først, for Ultracuppen var jo dårligt kommet i gang, vi havde jo kun lige været på Bornholm til Fyr-til-fyr. Og som du måske ved var det en hård prøvelse og forude lå både Gendarmstien og Nordkysten 

Ultracuppen var jo en fest uden lige og som det er med så meget andet, vil mer have mere.  Jow tak det er hårdt arbejde i nuet, men når man så er i mål og rush’et har lagt sig noget tid efter, kommer den naturlige tanke… hvad nu?  

Efteråret gik med at kigge mod triatlon og Team skranken.dk var jo til TIK 5-15-5 i sensommeren og det var supersjovt.  

Men min kærlighed til sport ligger nu nok, når alt kommer til alt mest i “trailer-livet”. “Sporet” er bare der jeg hører hjemme. Og omkring efterårsferien besluttede jeg, at nu skulle det være. Hammer Trail Winter Edition 2018 skal på CV’et. 

Med udgangspunkt i Moses træningsprogram fra ultracuppen, fik jeg strikket træningen sammen og efteråret forsvandt før det kom. Mørket og vinteren gav lidt psykisk pres, men med viljen og især en sublim støttende frue derhjemme, kom jeg ud ad døren og passede mine træningspas. Inden man fik set sig om, var julen forbi og 27. januar nærmede sig med hastige skridt. 

Jeg brugte en del tid på at få logistikken til at hænge sammen. Sebastian skulle til svømmestævne om søndagen, så var under tidspres for at komme hjem. Især når man ser det i forhold til, hvordan den offentlige trafik er på Bornholm. Så det blev hurtigt besluttet at tage sidste flyver hjem lørdag efter race. Så var den bagkant ligesom løst. Jeg rejste derover fredag eftermiddag med Bornholmerbussen, og det fungerer bare. Efter færgen stod den på offentlig trafik. Så i tyk tåge og med super hyggelige Brian bag rattet på linje 3, var det en smal sag at komme til Allinge/Sandvig med destination Nordly hos Simone & Martin.  

Jeg, eller vist hele vores lille familie, er faldet pladask for vandrehjemmet Nordly. Nordly har bare noget sjæl, man ikke finder ret mange andre steder. Og den ære står Simone & Martin til fulde for. Efter ankomsten ville jeg gå ned i Domen for at afhente mit startnummer, men straks kom Martin på banen og ville køre mig der ned. “Der er jo 2,5 km og der er jo rigeligt at tage af i morgen, så jeg kører – skal også ned og hilse på drengene alligevel…” Kom det fra en grinende Martin.  Så på ægte bornholmerstyle blev jeg transporteret til Domen. 

Natten gik som den plejer før race. Næsten ingen søvn og det jeg fik var konstant afbrudt. Også selvom jeg havde aftalt med Lisa, at hørte hun ikke fra mig inden kl. 6, skulle hun ringe indtil der var kontakt.  

Efter morgenmad og rigelige mængder kaffe, gik jeg de 2,5 km ned til Domen. Jeg nød mørket og stilheden og fik en sidste gang gennemgået dagens udfordring og mine målsætninger. Uvidende om hvad var forude, andet end rygter og historier havde jeg lagt baren på 8 timer.  

Mørkt på vej til Domen. Kun Hammerfyret lyser op

Klokken 8 blev vi kørt med bus til start på P-pladsen ved Hammersøen, halvvejs ude på ruten. Her var der racebreifing og kl 8.30 blev vi sendt afsted, så vi kunne få de hårdeste 8 km af ruten på Hammerknuden først og dermed tre gange på turen. 50 km ruten var en rundstrækning på 20 km fra Domen ud gennem Slotslygen, op rundt om Hammerhus, herfra til Hammerhavnen og videre ud og få stryg på Hammerkunden og retur til Domen. 

Cut off på første 10 km var 1½ time. Da jeg tikkede ind gennem depot i Domen sagde uret 1:14. Hele 16 min til cut off, det kan godt gå hen og blive en lang dag på kontoret tænkte jeg, men fint ude igen kom der godt flow i kroppen og måske endda lidt for godt. Ude af Slotslyngen fik jeg fortaget en videosamtale hjem til ældste knægten, der havde 17 års fødselsdag. Fuldt af overskud og 18 km ude, fik han også set Hammershus på hans dag. 

Med oprejst pande efter besøg i depot på Hammerhavnen, der både bød på en kop cola og krammer til den søde bartender, indtog jeg for anden gang Hammerknuden. Den sled godt i kroppen denne gang, men motoren kørte godt.  

Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg ville skifte trøjer, når jeg ramte Domen på 30 km. Men var så godt kørende, at jeg slog tanken hen, da jeg var der. Godt 300 meter ude af depotet igen, måtte jeg vende retur og skifte. Modvinden havde ramt mig og kunne mærke med det samme, at 8 km i den ville ende galt.  

Med tørre varme trøjer på var jeg i gang med sidste runde på dagens mudderbane. Vi sejlede rundt i mudder og vand. Ikke at jeg synes det er træls, at have våde fødder i timevis, men mudderet var så klæb og lergagtigt, at det var vanvittigt tungt arbejde. Ude af Slotslyngen nærmede jeg mig Hammershus for anden gang og fik det besejret. Mit Garmin Fenix 3 sagde 39 km.  Jeg havde en skyggeside der sagde det var tid til at få et motiverende skub. Og hvad er bedre end at ringe hjem til sin fantastiske hustru og nærmest tigge om at få en skideballe. Men det virker bare! Næsten ligeså godt som hendes bananpandekager med Nutella 

Ude af depotet på Hammerhavnen havde jeg ikke så meget i hovedet, at jeg nu skulle knuses på Hammerknuden, men mere fokus på den allersidste klippe, der skulle forceres inden vi kunne trille de sidste kilometer hjem til Domen. Jeg lod bare langsomt kroppen bestemme, hvordan vi kom igennem, mens mine tanker var på den møg klippe hele vejen. Jeg huskede dog traditionen tro, at stoppe op på marathon distancen og tage et billede, og kunne det være mere motiverende, end at stå og kigge ud over Hammersøen og så endda med kig til Nordly.

Med hovedet fuld af positive tanker, drev jeg det sidste ud af kroppen og der stod den så…. den forpulede klippe! Kønt var det ikke, jeg nærmest kravlede op og alt i kroppen krampede. På toppen stod jeg så med lammetævet krop og tårer i øjnene. 

Jeg fortsatte herfra med en faktisk lykkerus om at have gjort det! Fik kæmpet mig gennem de sidste kilometer med stigninger, en syndflod af mudder og nærmede mig Domen. Da målportalen tonede frem kunne jeg godt mærke følelserne var ved at løbe af med mig.  

I mål er det der både varm velkomst, medalje og bedst af alt ægte trail-krammer. 

Tænk, at man kan blive så lykkelig over, “at udsætte sig selv for den slags” vil de fleste nok tænke, men hertil kan jeg kun sige. Prøv det! Man kan meget mere, end man selv tror.  Og for mig giver det den bedste mening. 

Jeg havde sat baren på 8 timer, der var cut off på 9. Jeg stod i mål den dag på 07:13:21 med 1.887 HM i stængerne. Udmattet, lykkelig og lammetævet. Lirekassemand fik en helt ny dimension for mig den dag i januar. 

Morgenen efter morede fruen sig bekosteligt over, min helt egen facon i at komme ned af trapperne fra 1. sal. Men hvad det går jo over igen… 

Nu er vi så tilbage hvor vi startede. Målet blev nået og mer vil have mere. Jeg er i den heldige situation at jeg har fået “pladsen” til at gøre det hele en gang til. Og mit 2018 mål er nu sat.  

Natten mellem den 11-12 maj 2018 begiver jeg mig ud på mit 10. ultrarace og det skal i anledning af “jubilæet” være lidt ekstraordinært, så jeg hæver distancen og hårdheden en smule, når jeg vil står til start ved Danmarks nok hårdeste trailløb Hammertrail 2018 på 50 miles distancen. 

Keep moving… 

 

TIK 5-15-5

Det er en trist grå, kold søndag morgen og det småregner. Det er 24. oktober 2017. Team skranken.dk, i dagens anledning repræsenteret af Sebastian, Lisa og jeg selv er draget til Taastrup, for at prøve kræfter med triathlon, nærmere TIK 5-15-5.

Distancen står for Sebastians vedkomne på 100 svøm – 5 cykling – 2 løb, Lisa og jeg skal køre en sprint som i dag byder på 500 svøm – 15 cykling – 5 løb.

Næsten velforberedte kommer vi noget nervøse derud og finder hurtigt skiftezone og får stillet grejet på plads. Sebastian og Lisa skal dele mors cykel, så mekaniker Peter skal justeres cykelen undervejs.

Vi er så heldige at børnetri’en kører før de voksne, så vi får lov til at være med på sidelinjen hele vejen. Sebastian er lidt trykket ved alle de ting der skal huskes undervejs så  vi lover at hjælpe til undervejs. Han skal bare koncentrere sig om at yde sit bedste på distancerne.

Vi skal svømme i Tåstrups nye svømmehal med 50 meter baner. Sebastian står klar til start kl. 10 med mor og far på sidelinjen. Vi har ikke set ham i svømmeskolen og han er for tiden til prøvetræning på talenthold, så vi er meget spændte på at se hvad ham kan.

Han ryger i vandet, som én af de sidste og hold nu op han svømmer stærkt. Moren står næsten med våde øjne. Han ligger sig direkte i midten af banen og pløjer forbi de andre og vinder svømme disciplinen i flot stil.

I T1 er der 100% hjælp fra far, der ikke siden han var lille har hjulpet med tøjet. Så det ud på cyklen og de 5k er hurtig kørt også i flot stil, men der er tabt tid.

På løbeturen bliver Sebastian desværre ramt af et sidestik der bliver en kæp i hjulet, og de 2k bliver rigtig lange. Desværre gik der kludder i rutevisningen fra  arrangørens side så flere unger kørte forkert på cykelturen. Men alle havde det sjovt og fik en gratis billet til næste års som plaster på såret.

Sebastian var pave stolt efter gennemførsel og det var mor og far selvfølgelig også !!

Generelt var vi en del forvirret over, hvordan vi skulle gebærde os i forhold til start og skiftezone. Ikke fordi der ikke var en god løbsbriefing, den var næsten for informativ til at kunne huske. Når man sådan har debut er det svært at gennemskue det hele.

Så vores samlet start i svømning på bane 8 gik også lidt i kludder for både Lisa og jeg. Vi fandt heller aldrig rigtig en rytme og det var svært at komme op af poolen, men vi kom igennem det våde element.

T1 var rent kaos. Lisa var oppe og slås med et par lange bukser der ikke ville på og jeg skulle forsøge sætte compeet på en fugtig hæl. Som iøvrigt sad på siden af foden efter løbet…

Cykelturen gik godt for os begge, når der ses bort fra den almindelige trafik der også skulle afvikles samtidig (det gav lidt udfordring med stop undervejs). Farten kom aldrig rigtig op på max, for der var en del sving på den 7,5k korte runde i Taastrup downtown.

Løbet var som vanlig, bare den ene fod foran den anden, nå ja og så bare med alt hvad der var tilbage i kroppen. Her blev hentet flotte tider for os begge.

 

Vi har nu debuteret i sporten og jeg er helt sikker på det slet ikke bliver sidste gang vi er ude og lege. Det var maga sjov og vi havde alle en skøn formiddag i Taastrup.

Team skranken.dk

Keep moving…

Tider:
Sebastian 1-5-2; 00:32:22
Lisa 5-15-5; 01:10:40
Peter; 01:04:48

Ultraløbet Nordkysten

Så lykkes det endelig. Vi er nået frem til finalen i Ultracup 2017. Ultraløbet Nordkysten står for døren eller rettere sagt standen ligger for fødderne. 

Det er fredag den 11. august 2017 og en lang arbejdsdag på kontoret lakker mod enden. Det er planlagt sådan, at jeg tager direkte til Helsingør og overnatter på Helsingør Camping i mit til lejligheden indkøbte festivaltelt. Kønt er det ikke men for en nat går det an.  

Efter teltet er slået op og der er pakket ud og klargjort til natten, triller jeg ned mod byen. Helsingør kommer denne weekend ikke blot til at byde på finalen i Ultracup, men er også besat at masser glade fodbold børn der skal deltage i Kronborg Cup. Der er kæmpe fest på havnen og jeg kommer netop forbi da Djämes Braun går på scenen og spiller “kom og giv mig alle dine penge“. Jeg er med på en lytter, inden jeg triller videre ned i byen og finder aftensmad. 

Natten foregår noget uroligt – præcis som det plejer. Er hunderæd for at overhøre uret der er sat til kl 04:00. Og som jeg plejer, våger jeg selvfølgelig ved uret. Efter masser kaffe og morgenmad får jeg pakket ned og klargjort mig selv til dagens udfordring. 

Bussen kører fra havnen kl 6 mod Hundested Havn. Alle bliver tjekket ind af en lidt søvndrukken recedirector Moses Løvstad. Der hyggesnakkes i bussen præcis som vanligt, især falder emnet konstant tilbage på, hvor udfordrende turen bliver i dag. Det er ikke bare årets finaleløb i Ultracup, men også premiere for Ultraløbet Nordkysten. 

Ruten går fra Hundested Havn til Helsingør Havn med venstre fod i vandkanten med ganske få undtagelser. 

Vi ankommer lidt i 7 til en noget øde og forblæst p-plads i Hundested Havn. Men stemningen er høj. Som tiden går, er vi flere der bliver noget ængstelige for at komme i gang. Vi er ved at blive kolde i vinden, som også er blevet suppleret med lidt regn. 

10 minutter i 8 holder Moses racebriefing og vi trisser stille ned på stranden. Kl. 8 skarp bliver der ringet med koklokken og vi er ude. En lang dag er begyndt og vejret tegner fra start af, til at blive til vores fordel.  

Der går ikke mange hundrede meter inden vi rammer det første stykke med kystsikring. Feltet er samlet så det giver lidt kaos, men det går. Efter de første km gør jeg et kort hold, for at få jakken tilbage i vesten. Der kommer stille og roligt en god spredning i feltet, som tæller omkring 230 løbere. Det giver god plads til at finde eget pace uden hindringer. Efter de første 11 km i #vandkantsdanmark drejer vi ind i Melby overdrev. Gudskelov er der ikke kommet melding om løbere, der har trådt på miner og det er en skøn tur gennem overdrevet. 

På 18 km mærke kommer vi til p-pladsen ved Tisvildeleje Strand og her ligger depot 1. Jeg får straks tanket energi i begge flasker med sublim hjælp fra #verdensbedstecrew og går herefter i baren og nyder Sneakers, appelsin og selvfølgelig cola.  

Ved godt mod ruller jeg ud af depotet og får dette skilt i hovedet. Så vi ligesom i gang. Det bliver et langt stykke med alt slags underlag lige fra det fineste strandsand til kystsikringssten og trælse rullesten. Men med humøret i top og med udsigten til sort bælte i utraløb er man jo godt kørende.  

Krisen indtræffer dog ude omkring 35-36 km ved Gilbjerg Hoved / Søren Kierkegaard stenen. Lige som vi kommer ind og får den første asfalt under fødderne på vej mod Gilleleje (de hele 2,5 km vi får), kramper alt op fra knæ og ned i begge ben. Stranden har været hård ved mig og jeg er totalt tørlagt og lider under væske mangel.

Der bliver gravet dybt inden i og jeg får kæmpet mig frem til havnen i Gilleleje. Her finder jeg et toilet hvor jeg kan få tanket vand i den ene flaske for der er kun få kilometer til depot 2. Lykken er at jeg også får vasket salt af ansigtet. Nogle mener dog det er øjnene der bliver vasket… 

Kort efter Gilleleje rammer vi 40 km, Nakkedhoved Fyr hvor vi ruller ind i depot 2. Lykkerus – nu er der kun 20 hjem! Der er som vanligt en fantastisk stemning i depotet. Tanken slår mig… det er 6. og sidste depot i cuppen, alligevel lidt vemodigt. Jeg sludrer med en fyr som er styrtet ude på kystsikringen og har kæmpet sig i depot og får is på knæet. Vi aftaler at vi ses i mål… og gæt selv om det lykkedes…  

Jeg genvinder styrken i depotet, hvor jeg har tilladt at give mig selv lidt ekstra tid. Ude af vagten rammer vi igen stranden. Omkring 45-46 km kommer vi til Nordkyststien og nu er det vel bare at trille hjem tænker den naive. Vi kommer gennem Hornbæk og videre langs stien et par kilometer. 

På 52 km mærket sker noget vildt – et uanmeldt cola depot. Hvor vildt er det lige med kun 8 kilometer hjem! Når man så sidder her og tænker tilbage elsker man det bare endnu højere, end da man stod der og ikke vidste hvad var forude.  

Var man ikke træt af kystsikring så blev man det helt naturligt her…. udmattede ben og hoppen rundt på store sten er bare ikke lykkerus. Nå, men efter en 2-3 km holdt det vel næsten op, og ude i horisonten stod Kronborg. Det vildeste syn og top motiverende.  

Jeg løb med alt hvad der var tilbage – der var jo “kun” 5 kilometer hjem, men det var bare som om lige meget hvor meget man arbejdede så forblev Kronborg bare derude i horisonten. Og så alligevel – lige pludselig var det der!  

På de sidste 100 meter af stranden, bliver jeg taget imod af Sebastian og Gabriella og de løb med det sidste stykke til molen på havnen, hvor resten af familien stod og heppede – mit eget #verdensbedstecrew. Opløbet på molen var som altid helt uforglemmeligt og målgang var ren lykkerus.

Efter kontrol af udstyr fik jeg mit armbånd for gennemførsel af Ultraløbet Nordkysten, det sorte bælte i ultraløb og en truckercap. Jeg fik givet Moses hånd og takket for en uforglemmelig oplevelse. 

Ude på havnemolen synker jeg sammen og har absolut intet tilbage i kroppen…. 

BUT I FU****G DID IT! 

Der var cutoff på 12 timer. Jeg havde sat baren på 10 timer for Nordkysten og ville være oven ud lykkelig for en tid under 8 timer. Jeg havde målgang på 07:57:06, med en placering som nr. 111 ud af 222 gennemførte deltagere. 

Jeg havde en drøm om at gennemføre ultracuppen under 24 timer og efter ultraløbet Fyr til fyr i april som endte så skidt og frygten for finaleløbet Nordkysten, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet det ville ende sådan.  

Men med Moses Løvstad træningsprogram målrettet på cuppen som troligt tikkede ind på mailen hver søndag for den kommende uge, blev der uge efter uge arbejdet hårdt på målet og endte med en samlet placering i ultracuppen som nummer 31 i tiden 22:28:13. Vi var 63 der kom hele vejen iført “gul nummerplade”. Stolt tillykke til os alle.  

Ultracup 2017 slutter her med to citater fra racedirector Moses som vil hænge ved længe efter. “det er stadig bare noget vi leger” & “hvis det var let – ville alle gøre det…” 

Keep moving… 

Resultater fra Ultraløbet Nordkysten 

Samlet resultat for Ultracup 2017 

 

Ultraløbet Gendarmstien

Here we go again. Det er nu tid til Ultracup’s 2. afdeling. Ultraløbet Gendarmstien.

Det var så hyggeligt at have hele familien med på Bornholm at man næsten bliver helt afhængig af at have dem med…

Heldigvis faldt cuppens anden afdeling sammen med at datteren blev 9 år – og hvad var så mere belejligt end at få arrangeret en familieudflugt med logi hos vores gode venner Rikkelee & Bjarke i Egtved og en heldags-fødselsdagstur til Legoland…. Sådan her forløb det hele.

Det er torsdag den 8. juni 2017, vi er faret hjem fra jobbet for at spise et hurtig måltid mad og så det afgang til Egtved. Udsigten til en hyggelig weekend i godt selskab kan kun gøre humøret en tand højere. Vel ankommet bliver det hurtigt besluttet at ungerne og fruen bliver indenfor og sover i varmen mens jeg ene mand tager Tipi-teltet.

Fredag står vi op til en skøn morgen. Ikke blot er det flot vejr, men lillepigen Gabriella bliver 9 år og så er alt vejr jo perfekt. Vi får det flotteste morgenbord og flaget går til tops, men intet kan måle sig med at dagen i dag skal stå på en længe ventet Legolandstur. De første par timer er vejret flot og så indtræffer skybruddet. Regnen vælter ned over parken. Men da vi først er gennemblødte er det alt sammen også ligegyldigt og vi har en fest. Vi er faktisk så heldige at alle nærmest har forladt Legoland så vi bliver bare i forlystelserne og får ekstrature igen og igen for der er ingen kø overhovedet. Gabriella havde en skøn dag. Så er mor og far jo glade.

Lørdag, klokken er 6 – lysvågen og med perfekt kriller i maven ligger jeg igen alene i det 8 mands store Tipi telt. Jeg har været noget pas på det hele og derfor knap så motiveret de sidste 14 dage grundet jobskifte mv. Men negles det skal den, den der Gendarmsti. Jeg vil med selvsyn ud og se om det kan være rigtig tysken ikke står på lur mere.

Bjarke er så sød at kører mig til Kruså hvor starten ligger, herfra går ruten langs Flensborg fjord med højre fod i vandkanten 58 kilometer til Sønderborg havn.

Efter Moses har aflagt racebriefing med den vanlige slut replik; ”det er bare noget vi leger…” (ingen sammenligning med dronningen her…) går starten. Jeg er fysisk klar på turen, men motivationen er nu ikke helt hvor den skal være. Synes faktisk at det virker til at blive en rigtig lang dag, altså som længere end lang. Men med bøjet hoved og den ene fod foran den anden kommer jeg afsted. Små tre kilometer ude skal vi lige slå et lille bue for at komme ned og highfive Ravn som står ved grænsestenen der skal have et kærligt klap og lige dér på returvejen ser jeg én fyr som allerede virker helt udkørt. Ikke jeg tænker nærmere over hans tilstand, men det giver mig et los bagi med tanken om du har det jo ikke værre end andre… Motivationen er på plads i skabet igen og jeg finder hurtig mit eget pace.

Med kontrol over tankerne og i højt humør får jeg sendt flere beskeder hjem. Ikke at de når frem for mangler konstant mobildækning. Så efter 1:40 tror fruen jeg kun er nået 8 km, men kan glædeligt meddele at jeg i mellemtiden er nået 17.

Omkring 2 timer efter start ruller jeg ind over broen i Egernsund og ned til depot 1. Jeg har en fest! Allerede på vejen ind har jeg klargjort flaskerne til genopfyldning og de bliver nærmest taget ud af hænderne på mig af én af de søde tøser fra ”verdens bedste crew” med ordnerne, ”hvad skal der i?”, jeg får fremstammer lidt forvirret; ”bare energi” og wupti så er der fyldt op. Jeg går herefter lige i buffeten og får 2 kopper cola/vand med snickers til. Så det ud af klappen med et smil på læben og højt humør.

Nu kører det… Aldrig tror jeg, jeg har befundet mig så godt på et race. Humøret er højt, vejret er perfekt, ”kollegaerne” i marken er søde, tilskuerne hepper på alle – what’s not to like…?

Omkring 35-37 døjer jeg med noget sidestik som sætter pace lidt ned. Jeg rammer depot 2 i Kragesand længe før jeg nok havde turde forvente. Igen stor tak til verdens bedste crew for fantastisk forplejning hvis jeg ikke fik sagt det på vejen ud af klappen.

Jeg møder marathon midt på et skønt strand stykke og det skal jo foreviges. Herfra begynder så de værste højdemeter turen har at byde på. Jeg møder et par ”kollegaer” der døjer med kramper og andre ting. Jeg får hjulpet dem så godt jeg kan. Omkring de 45-46 km tænker jeg, hold nu magle det kører jo i dag. Jo vist trætheden har meldt sig for længst, men lider jo ikke som sådan og tiden er jo helt vanvittig. Fatter det knapt nok selv…

Jeg får sendt de gode budskaber hjem til fruen som sidder standby i Egtved lige netop som de skal til at grille, at nu forventer jeg at være ”hjemme” om 1½ time. Altså langt foran planen. Rygtet vil vide de pludselig fik travlt med at komme i bilen og afsted mod Sønderborg.

Da jeg runder et sted omkring 52 km melder problemerne deres ankomst. Jeg får nogle grimme kramper i lysken og lidt i lårene når det går opad. Så herfra bliver der gået/løbet/gået/løbet (hvis man kan kalde det løb…) Men faktum er de sidste 5-6 kilometer bliver rigtig rigtig lange.

Men godt det samme for da jeg render ind i Sønderborg og løber under Christians d. X bro ruller familien samtidig ind på p-pladsen ved Syddansk universitet og de når lige at stige ud af bilen og se mig tage opløbet. Hvor var det stort!! Jeg løber i mål med et billede af Sebastian med sit lange hår på nethinden…

Efter kontrol af obligatorisk udstyr får jeg udleveret mit bevis på ultraløbet Gendarmstien er besejret.

Jeg noterer mig for en tid på 06:33:44 og en plads som nummer 61 af 201.

Glad og super tilfreds med mit til dato bedste ultrarace trods lidt skidt opstarts motivation er jeg nu klar til at fortsætte træningen henimod mødet med den 3. og sidste afdeling af Ultracuppen løb nemlig finalen Ultraløbet Nordkysten, nu iført den ”gule nummerplade” i kampen om af nå det ”sorte bælte i ultra”

Keep moving…

Ultraløbet Fyr til Fyr 2017

Så blev det endelig tid – ultraløbet fyr til fyr – det har jeg ventet længe på. Der er langt i selen til en lille familieferie på Bornholm. Et af de små eventyrer man så typisk også ender med at se tilbage på. Og det er jeg sikker på også gør sig gældende her.

Turen starter allerede torsdag eftermiddag med at rejse derover efter job, skole og børnehave. Vinden er frisk så fruen har sine udfordringer på BornholmerFærgen der vugger i bølgerne mellem Ystad og Rønne. Men båden druknede ikke som fruen var bange for og vi ankom først på aftenen til det super skønne vandrehjem Nordly i Allinge med kig ned over Opalsøen. Her blev vi modtaget af det søde og yderst imødekommende værtspar Simone & Martin.

Fredagen blev brugt på vandretur rundt om opalsøen og selvfølge langs kystlinjen til Hammershus. Til eftermiddagen kørte vi til Rønne for at spise varm mad så alle depoter var godt fyldt op til lørdagens udfordring. Aftenen blev der hygget med TV og knas i TV-stuen på Nordly.

Klokken er 03.57 jeg har sovet elendigt. Jeg har sat to mobiltelefoner til at ringe hhv kl. 04:00 og 04:15. Ingen af dem fik lov at ringe. Jeg har sovet så uroligt af frygt for at sove over. Men nu gælder det… Alt det der er arbejdet på skal nu stå til trone. Klokken 5 bliver vi samlet op på p-pladsen ved Opalsøen og kørt til Dueoddde fyr.

Det lysner over Opalsøen

Det er koldt og det blæser voldsomt. Vinden er nok løjet lidt af, men det har virkelig været slemt igennem natten. Det er skyfrit og solen begynder at lysne himmelen mens vi sidder spændte i bussen på vej tværs over øen.

Der er den hyggeligste stemning i Dueodde. Forventningsfulde og urolige venter vi på at klokken skal slå 07:00 og Moses Løvstad lader kanonen affyrer til den 5. version af det 59 km lange ultraløb fyr til fyr.

Hånden på Dueodde fyr

Turen vil tage os fra Dueodde fyr, øst om øen gennem Nexø videre til Svaneke hvor 1. depot vil ligge dernæst til Gudhjem for 2. depot for til slut at smutte gennem kuperet terræn forbi Helligdomsklipperne videre til Allinge-Sandvig, ud forbi Hammeodde fyr, her er der så 2 km til mål på toppen når en træt krop slasker sammen og man klasker hånden i granitten på Hammer fyr.

Efter racebriefing går starten gennem klitterne på Dueodde strand og øst over mod Balka. Det er skønt at være i gang og vejret er perfekt. Vi ligger i læ og det bliver hurtig for varmt med jakken på. Jeg gør et kort holdt omkring 5 km og smider min jakke i vesten. Nyder virkelig turen på stranden i solopgangen.

Da vi kommer af stranden ved Snogebæk begynder vi at blive ramt af vinden. Ude af depotet i Svaneke efter 20 kilometer får vi vinden lige i smasken. Det er bidende koldt og jeg får hurtigt indset jeg skal have jakken på igen, men det er desværre for sent. Kulden har ramt mig og jeg lider i vinden med mange mavesmerter.

Depot 1 i Svaneke

Turen mellem 1. og 2. depot bliver rigtig rigtig lang, men husker mig selv på rigtig mange gange at nyde turen (det er jo stadig bare noget vi leger…) for det er fantastisk på kyststrækningen, hvor man ser naturen konstant ændre sig. Tror ikke der findes et sted i Danmark hvor det ændre sig så markant i løbet af så få kilometer.

Mellem Nexø og Gudhjem

Kort før depot 2 i Gudhjem møder jeg fuldstændig overraskende familien. Det er lige før jeg er ved at tude af glæde. Hvor var det bare SÅ stort. Det gav lige det adrealinkick der skulle til for at få tankerne væk fra at det bøvlede og ind på sporet igen.

40 kilometer og Gudhjem er nået og kan godt mærke, det er nu, der skal graves dybt for at finde det sidste frem, men da de første stigninger er overstået og vi er kommet lidt i læ af skoven kommer der ligesom gang i motoren igen. Jeg får hilst på nogle af mine medløbere. Det kører igen, det er ikke kønt men det kører. Da jeg ankommer i Allinge/Sandvig er jeg faktisk godt kørende, men i minus på alle konti. Får tilmed en supportkrammer på Allinge havn af en sød hepper der “lider” med os. Så det er sikkert “suset” der køres på de sidste kilometer forbi Hammerodde fyr, ud og runde Salomons Kapel og til slut op mod Hammer fyr.

Mel markering (øko-style) ved Hammerodde fyr

Da jeg når de 85 meter op af klippen står der en Marshall og siger; Peter! Der skal løbes i mål! – Jamen der er ikke mere, men alligevel får man fundet det frem og løber i mål – High five til Moses og så med hovedet i granitten klapper jeg fyret “velkomment”!

Velkommen til Hammer fyr

Det blev en usædvanlig hård dag på kontoret. Jeg kunne ikke have forberedt mig bedre. Træningen er forløbet perfekt, alt er klappet, har fået den bedste og sejeste support af familien og så bliver man ramt af hypotermi. Havde jeg ikke haft kontakten til Lisa undervejs, støtte af det super cool crew i depoterne og fået det totalt uventede heppekor ude omkring 38 km mærket, kunne jeg måske have fundet på at trække stikket. Tanken var der ganske flygtigt, men den vandt ikke – 59 laaange kilometer blev det til den 22. april 2017 og jeg ville ikke være foruden én eneste af dem. Alt i alt havde jeg en fantastisk og episk dag.

Tak for turen Moses & Ravn!

Fyr til fyr blev gennemført i tiden 07.57.23 – målet må nu være at gennemføre hele cuppen på under 24 timer.

Nu gælder det om at få restitueret ordentligt og så videre med Moses Løvstad‘s træningsprogram inden vi om 1½ måned (10. juni 2017) gør det hele igen og er klar til cuppens 2. afdeling Ultraløbet Gendarmstien

Keep moving

Ruderkongeløbet 2017

Det er søndag den 26. marts 2017. De første tegn på forår er i luften og det har jeg ventet længe på. Det er tid til Ruderkongeløbet 2017.

Fast besluttet på NU er det forår trækker jeg i de korte rør for der er lovet sol og jeg skal i Rude Skov trods det at alt fra morgenstunden er indhyllet i tyk tåge og termometer blot viser 4 grader.

Er tilmeldt ½ marathon distancen og jeg kender ruten fra tidligere år. Tredje runde (sløjfe to) i vestsiden af skoven ved jeg kan trække tænder, men planen er helt anderledes i år.

I år skal løbet blot bruges som et almindeligt træningspas i den samlede mængde af Moses Løvstads program op til Fyr til fyr i april. Altså bare lidt adspredelse i træningen.

Vi står klar i to grupper på Hørsholm Kongevej. 100 meter foran os der løber ½ marathon starter 7 og 14 km distancen og duatlon. Blot 2 minutter efter de er sendt afsted skydes vi afsted.

Sikken en ”friheds” følelse det er at være i ilden igen efter en laaaang vinter pause. Hørsholm Kongevej er lang og kuperet og de første 7 og 14 kilometers løbere bliver hurtig hentet.

Det er nok her jeg glemmer alt om det jo bare skulle være et slow pace træningspas i dag. Følelsen af at være i ilden igen, hyggen i skoven, mine medløbere, pulsen der stiger og adrenalinen der pumper i kroppen. Jeg kan ikke få pace ned trods jeg kæmper indædt med det håndslag jeg gav mig selv.

Østsiden af skoven er hurtig overstået og runder Rudegaard stadion i fin stil og ud på runde to og første sløjfe af østsiden af skoven. Desværre bliver jeg nød til at gøre tisse-stop ved 11 km mærket. Forsøgte underkaste tanken om at skulle nogen tid, men blæren ville det anderledes. Her efter taber jeg noget flow i løbet som ikke rigtig kommer igen og anden halvdel bliver noget tungere ikke at jeg lider nogen overlast.

I tiden 1:46:00 har jeg målgang på Rudegaard stadion. Efter lidt væske og lidt tørt tøj vender jeg snuden hjemad igen efter debutten på 2017 sæsonen.

Det er SÅ skønt at være i gang igen trods det alligevel ikke blev det forårsvejr de lovede. Temperaturen oversteg aldrig 6 grader den dag, men nu er de korte rør fremme og de kommer ikke af igen før til vinter. Gåsehud eller ej…

Næste stop bliver Bornholm til april til 1. afdeling af Ultracup – Fyr til fyr.

Keep moving…





Sådan er status indtil nu i 2017

Tænkte det var noget tid siden jeg har givet lyd. Det er ikke fordi jeg faldt om efter Socialmarathon og er da også siden hen blevet rask, når man ser bort fra snotnæsen der forfølger en hele vinteren.

Tænker i virkeligheden jeg slet ikke egner mig til det danske klima. Jeg hader vinter, men ikke i sig selv vinter, for elsker snevejr, men jeg hader, som i virkelig HADER regn og minus 2 grader. Jeg savner de korte rør og rifterne på stængerne efter en hyggetur i sporet.

Som trailrunner kan man vel ikke tillade sig at klage og jeg nyder da også turene i skoven når bunden er virkelig blød og til tider rimelig tung, men skal det være koldt så længe…. ?

Der er som som ikke sket så store ændringer i min træning, den fortsætter mod nye mål og så alligevel. I 2017 bliver nogle af højdepunkterne jo, at jeg skal køre Ultracup og satser da stærkt på at få sort bælte i ultra når jeg til august har målgang på Helsingør havn. Men man skal jo så grueligt meget igennem inden da.

Første afdeling af cuppen er jo Fyr til FyrBornholm, hvor ruten går langs kysten fra Dueodde Fyr til Hammer Fyr. Op til den denne tur kører jeg Moses Løvstads 16-ugers træningsprogram. Moses er jo en af Danmarks nok mest erfarne trail løbere og han er faktisk pt ude på nye eventyr. 1000 miles på ski på tværs af Alaska på en måned til Iditarod Trail Invitational. Moses og Ravn Hamberg er folkene bag Ultracup.

Set ud fra min “normale” træningen er Moses program noget anderledes. Fra min sædvanlige leverpostejstræning og kilometertyranni bestående af at køre 60-70 km i primært slow pace er vi nu ude i bakke intervaller, slow pace løb på korte og mellem distancer og tro det eller ej core med kettlebells. Jeg supplere endda med yderligere core og ro-maskine.

Nye tider = nye oplevelser – jeg er gået all in og forventer da at se gode resultater allerede til cuppens første afdeling. Om ikke andet så med flot målgang ved Hammer Fyr til ære for familien der tager med på miniferie til solskinsøen.

2017 er knap så nøje planlagt som sidste år var. Der er jo Ultracup i henholdsvis april, juni og august. Så har jeg tilmeldt med Ruderkongeløbet i slutningen af marts som test inden Bornholm. Jeg forventer også igen i år at gå efter at løbe Tour de France udfordringen med 10% af dagens etape. Sidste år gik jo fremragende, så mon ikke den skal forsøges igen. Måske med en makker på nogle af etaperne…

Året slutter med garanti af med Socialmarathon, men hvad der ligger ind imellem må tiden vise… men det bliver et spændende år med masser fantastiske oplevelse ikke blot til løbene, men også i den daglige træning.

Keep moving…

Socialmarathon 2016

Så lakkede tiden ud på året og det blev endnu engang tid til det nu traditionsrige Socialmarathon.

Når man render for 4 år i træk må det være en tradition.

Som vanligt stiller jeg op på hold 5 med hyggeholdet på 2½ time og med den fantastiske Warny Saurbrey som holdkaptajn. Og som noget nyt med hans datter som løbemakker. De mange ture han løber om året må nu har smittet af. Og det kan vel kun gøre farmand stolt…

Jeg vil ikke just sige jeg var klar på udfordringen. Familien har ligget underdrejet med influenza siden starten af december. Og det ligner dem nu ikke sådan lige at få nedlagt mig som et andet jagtbytte, men måtte desværre ned og bide i madrassen 27. december.

I bagklogskabens klare lys var det måske ikke så smart at stille til start, men hvem kan sige nej til et løb som Socialmarathon trods lidt sygdom. Man kan også sige jeg lærte at hyperventilere 21 km, for lungeplads var der ikke ret meget af. Men det gik nu ganske pænt trods alt. Det var vanvittigt hårdt, men usandsynligt hyggeligt som altid.

I år havde vi faktisk en relativ stor gruppe. Det gjorde jo lidt ekstra ved hygge og ikke mindst tanken om at vi så har fået samlet mere ind til børne- og ungeprogrammet på Rigshospitalet.

Løbet var som vanligt moster hyggeligt, og vanen tro med tre fantastiske indlagte depoter. Da vi løber ruten med uret byder depot 1 ved Motionsklubbe Amager på lune æbleskiver og alt det andet… Depot 2 ved Operaen på Holmen byder på kage, slik og alt det andet og sidste og 3. depot på Strandlodsvej slutter af med skøn varm chokolade og igen alt det andet… 🙂

Det virker lidt som om der også er gået et lille konkurrence moment i hvem der krydser målstregen først mellem min gode ven Thomas og jeg. Og trods lungernes kapacitet måtte vi se i øjnene, at Thomas må vente et år mere endnu 🙂

Tusinde tak for endnu en fantastisk løbeoplevelse, glæder mig allerede til næste gang hvor der er 5 års jubilæum…

Keep moving…

Det med at have et mål…

Det med at have et mål med det man gør er vel i virkeligheden det der driver værket. Det er vel også den devise jeg “løber” efter.

Jeg træner rigtig meget, nogle synes måske ikke det er alverden og andre synes det er det rene vanvid, men det hele skal vel blot ses ud fra ens egen perspektiv og hvad der giver mening for én selv.

Der er vel ikke et præcis korrekt svar, altså så længe man ikke går på kompromis med sit liv og lemmer.

For mig giver det den bedste mening at løbe ca. 70 km i gennemsnit pr. uge fordelt på 5 træningspas, sådan har det nu engang været de sidste godt 1½ år efter jeg trådte mine spæde skridt ind på ultra trail scenen.

Rekorder er ikke det jeg gør det i, er både for gammel og “tung” til rekorder, min filosofi er at det skal være en god og til tider udfordrende oplevelse. Og for alt i verden: det er jo bare for sjov!

Jeg er dybt fascineret af hvor “taknemlig” kroppen er og hvilken forunderlig motor vi er udstyret med. Næsten ligegyldig hvad man byder den arbejder den bare videre. Nå ja ind imellem klager den og skriger på opmærksomhed, men den arbejder bare videre og behandler man den med respekt kan man udrette den ene forunderlige ting efter den anden.

Men husk at behandle dem med respekt og lyt til den ellers bryder den ned.

Da jeg rundede de 3000 kilometer for første gang på ét årsværk nogensinde i løbeskoene her i december 2016, havde jeg det lidt ligesom med en gammel bil. Gad vist hvad der sker når triptælleren runder 300.000 km…. Men ak hverken skader, snublen eller en stor målportal med et kæmpe heppekor…. motoren fortsatte ufortrødent mod kilometer 3001.

Nu ser jeg bare frem til årets sidste løb som traditionen tro bliver Social marathon for 4. år i træk sammen med fruen. Et fantastisk vel arrangeret velgørenhedsløb på Amager til fordel for børne- og ungeprogrammet på Rigshospitalet. Her skal du læse om sidste år da vi bl.a. løb sammen med Per Larsen, den rare forhenværende chefpolitiinspektør og formand for børnerådet. Og lur mig om Warny Saurbrey ikke igen er holdkaptajn på hold 5 med kniv skarp præcision på tiden.

Jeg ved ikke hvad du vil i 2017, men min motor skal have mange flere oplevelser både til nye ultra løb, som i 2017 bl.a. vil bestå af Ultracup’en, men den skal bestemt også have det sjovt til de mange træningspas der går forud, ellers kan man jo lige så godt lade være.

Jeg er i en konstant stræben på at blive den bedste løber jeg kan uden af give alt for meget slip på mine “syndere” som jeg holder så meget af.

God jul & godt nytår

Keep moving…