Sådan er status indtil nu i 2017

Tænkte det var noget tid siden jeg har givet lyd. Det er ikke fordi jeg faldt om efter Socialmarathon og er da også siden hen blevet rask, når man ser bort fra snotnæsen der forfølger en hele vinteren.

Tænker i virkeligheden jeg slet ikke egner mig til det danske klima. Jeg hader vinter, men ikke i sig selv vinter, for elsker snevejr, men jeg hader, som i virkelig HADER regn og minus 2 grader. Jeg savner de korte rør og rifterne på stængerne efter en hyggetur i sporet.

Som trailrunner kan man vel ikke tillade sig at klage og jeg nyder da også turene i skoven når bunden er virkelig blød og til tider rimelig tung, men skal det være koldt så længe…. ?

Der er som som ikke sket så store ændringer i min træning, den fortsætter mod nye mål og så alligevel. I 2017 bliver nogle af højdepunkterne jo, at jeg skal køre Ultracup og satser da stærkt på at få sort bælte i ultra når jeg til august har målgang på Helsingør havn. Men man skal jo så grueligt meget igennem inden da.

Første afdeling af cuppen er jo Fyr til FyrBornholm, hvor ruten går langs kysten fra Dueodde Fyr til Hammer Fyr. Op til den denne tur kører jeg Moses Løvstads 16-ugers træningsprogram. Moses er jo en af Danmarks nok mest erfarne trail løbere og han er faktisk pt ude på nye eventyr. 1000 miles på ski på tværs af Alaska på en måned til Iditarod Trail Invitational. Moses og Ravn Hamberg er folkene bag Ultracup.

Set ud fra min “normale” træningen er Moses program noget anderledes. Fra min sædvanlige leverpostejstræning og kilometertyranni bestående af at køre 60-70 km i primært slow pace er vi nu ude i bakke intervaller, slow pace løb på korte og mellem distancer og tro det eller ej core med kettlebells. Jeg supplere endda med yderligere core og ro-maskine.

Nye tider = nye oplevelser – jeg er gået all in og forventer da at se gode resultater allerede til cuppens første afdeling. Om ikke andet så med flot målgang ved Hammer Fyr til ære for familien der tager med på miniferie til solskinsøen.

2017 er knap så nøje planlagt som sidste år var. Der er jo Ultracup i henholdsvis april, juni og august. Så har jeg tilmeldt med Ruderkongeløbet i slutningen af marts som test inden Bornholm. Jeg forventer også igen i år at gå efter at løbe Tour de France udfordringen med 10% af dagens etape. Sidste år gik jo fremragende, så mon ikke den skal forsøges igen. Måske med en makker på nogle af etaperne…

Året slutter med garanti af med Socialmarathon, men hvad der ligger ind imellem må tiden vise… men det bliver et spændende år med masser fantastiske oplevelse ikke blot til løbene, men også i den daglige træning.

Keep moving…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *