Salomon Hammer Trail 2018

Så blev det tid til ultra race nummer 10. Som aftalt skulle denne være noget ekstraordinært-lækkert. Og det skal jeg lige love for, at Salomon Hammer Trail 2018 på 50 miles distancen skulle vise at blive… 

Det er vinter, mørkt, uendeligt koldt og det regner konstant – fik jeg nævnt det regner… Beslutningen er truffet, jeg skal stå klar på startstregen kl. 00:00 den 12. Maj til Salomon Hammer Trail 2018 50 Miles. Det virker som en rigtig dårlig beslutning. Motivationen er helt i bund og jeg slider mig gennem de daglige træningspas. Og var det ikke for min søde hustru der skubbede på, var det nok endt i et no go.  

Da vi når april er vejret begyndt og lysne og lysten til at løbe bliver stærkere og stærkere for hver dag  – der bliver både løbet til og fra arbejde. Dag og nat – ja på alle tidspunkter, for alt skal trænes. Jeg skal være klar på noget, jeg endnu ikke har prøvet.  

Nå ja, helt basalt set, er det jo kun 15 km mere end jeg har prøvet før, men så kommer der så lige de der 3.000 HM oveni, for ikke at tale om, at løbe om natten i svært teknisk terræn.  

Jeg synes den sværeste forberedelse til dette race var den mentale del. Jeg var slet ikke klar på hvad der ventede forude. 

Kr. Luftfart er vi til nevøens konfirmation og kommer en anelse sent i seng. Fredag tidlig morgen drager hele familien til solskinsøen. Denne gang har jeg fået fornøjelse af, at have hele mit crew med på tur. Det er så skønt. Efter indlogering på Vandrerhjem Nordly hos skønne Simone og Martin, tager familien tilbage til Rønne for at hygge og jeg kravler til køjs for at få nogle timers søvn. 

Efter 2½ timer vågner jeg med et sæt – vi har glemt sprøjtepose til flødeskum…! I træningen mod Hammer Trail ramte jeg løbepas nr. 100 på halvmarathon distancen eller derover. Det udløste en rutebilslagkage af fineste slags. Jeg fik min søde kone overbevist om, at 10 ultraløb vel også var en form for jubilæum – så gennemførte jeg Hammer Trail, måtte da også udløse en lagkage… 

Sidste på eftermiddagen er familien tilbage på Nordly med mad og vi hygger os i spisestuen. Jeg skal dog til pastaparty nede i startområdet ved Hammersø, så holder næsten fingrene fra de andres mad… 

Efter de har spist smutter jeg ned i start- og målområdet, for at afhente mit startnummer og få mad. Mindste sønnike Zacharias har rigeligt med krudt bagi og gør mig hyggeligt selskab. Da jeg står med mit nummer i hånden kommer det fra Zacharias; “Jeg vil også have sådan ét!“. Jeg får tre startnumre med hjem til børneløbet om lørdagen, selvom der på forhånd ikke var den store iver at spore hos ungerne. Men da jeg kommer retur til Nordly, beretter jeg overfor ungerne, at løbsledelse har dikteret, at de forældre der løber 50 miles distancen, deres børn SKAL løbe børneløbet. Bum! Ingen brok – de åd den råt… eller måske gad de bare ikke diskutere den sag mere… 

Ved 21 tiden får jeg putter en MEGET træt familie i seng og hanker op i mit udstyr og træsker ned i TV-stuen for at slappe af inden turen går mod startområdet. Tiden føles umådelig lang om end den rigtige nervøsitet begynder stille at indfinde sig. 

Omkring 23-tiden går jeg ned mod startområdet og får gjort mig klar til start. Lagt mine ting klar i depotet, så alt er klart når man kommer ind. Det er efterhånden nærmest en religiøs handling, at ligge tingene i fast rutine. Der er bare ikke overskud til at lede efter ting, så bliver det bare ikke til noget. Og konsekvensen at et overspring i planen kan koste dyrt! 

Vi har løbsbriefing og kontrol af obligatorisk udstyr kl 23:45. Vi trækker ud til start og sendes afsted kl 00:00.  

Først venter en prolog rundt om Hammersø og dernæst tre runder á 26 km. Turen får os første en tur gennem Slotslyngen, videre ned til Vang og hygge lidt, for så at komme retur via kystlinjen, op over Hammershus og videre mod Hammerknuden hvor de sidste 8 og absolut hårdeste kilometer venter af runden. Efter depot ved Hammersøen vender man så om og løber retur, altså med Hammerknuden første og så frem deles. 

Jeg kommer godt fra start og synes jeg finder et rigtig fint flow rundt på prologen. Jeg holder kadencen nede, for jeg har kun pandelampen til at finde rødder, sten, klipper og andre forhindringer på vejen. Der går ikke længe før de første bakker viser deres tænder. Jeg synes det går rigtig godt, måske det er fordi man ikke rigtig kan se omgivelserne. Der er kun mig og lyskeglen.  

Feltet bliver hurtigt spredt og jeg har en fornemmelse af at ligge ca midt i klassementet. Ca. seks kilometer ude glider jeg ned af en stor klippesten og ryger på halen. Falder heldigvis heldigt, så der ikke sker noget og får rimeligt hurtigt rystet oplevelsen af mig. Men det giver en kraftig reminder om, at det her ikke er helt ufarligt og slet ikke i mørke.  

Efter mit uheld kommer jeg op til en gruppe, hvor vi det meste af tiden er 4-5 personer. Gruppen har et fint pace, måske lige en anelse over mit planlagte, men det føles rart.  Gruppen er så heldige at have en lokal guide på. Christina fører os sikkert på vej, gennem terrænet med masser overskud. Hun kender ruten ind og ud og det nyder vi andre godt af.  

15-16 kilometer ude rammer jeg endnu et uheld. Vi er på vej langs kysten mod Hammershus i et rimeligt svært teknisk område, da jeg pludselig bliver ramt i hovedet af noget. Hvad det var, ved jeg ikke, men det bløder rigeligt kraftigt. Og her er et tydeligt eksempel på, hvorfor man kalder denne sport for gentleman sport. Gruppen gør simpelthen holdt og får tjekket op på min skade og tilstand. Jeg får renset med vand og konstateret det ikke er så slemt endda. De næste kilometer er Christina konstant over mig for at sikre jeg er ok. Tusind tak for det!  

Gruppen føles gennem Hammerknuden og den grad trækker søm ud, i sær fordi den er svær at løbe i mørke og nå ja der er mange højdemeter med i købet. 

Sikkert i depot bliver gruppen splittet. Jeg har lovet mig selv at spise en portion havregryn, hver gang jeg kommer i depot, for at få ordentlig energi og i et forsøg på ikke at ødelægge maven. Efter en tør trøje, opfyldning af flasker og min aftalte havregryn tikker jeg ud igen og her venter 8 km tæsk på Hammerknuden. De slider hårdt i mig i mørket, men efter jeg er igennem glædes jeg over lyset er på vej. Desværre viste det sig at være overskyet, selvom DMI havde lovet en stjerneklar nat. Så vi fik ikke fornøjelsen af en flot solopgang. 

Runde to er hård ved mig. Den slider især hårdt på mig mentalt, men kilometerne kikker ind på kontoen stille og roligt. Især de sidste 11-12 kilometer af runden er seje. Her gør jeg heldigvis følgeskab af et par gutter der har det mindst ligeså træls som jeg. Vi følges hele vejen hjem til depot. 

Jeg kommer i depot for anden gang og giver mig denne gang ekstra god tid. Der er enkelte der vist ser langt efter min havregryn og det er nok turens mest tiltrængte energiindtag jeg får her. Efter opfyldning og trøjeskift til korteærmer, griber jeg mine stave og tikker ud på tredje og sidste runde.  

Come on Peter! Det er sidste runde, der er kun 26 kilometer hjem, men jeg kan ikke få farten ned i benene. De første kilometer ned mod depotet i Vang bliver taget i en form for kapgang.  

Jeg er oven ud lykkelig for at traf valget om, at medbringe mine stave. Jeg har ikke før haft dem med på ultraløb, trods jeg allerede købte dem til min debut i 2015. Men jeg skal lige love for det blev mine bedste venner her. Det var ellers meningen, jeg kun ville have dem med på runde tre, men tog allerede en beslutning i depot efter første runde om, at medtage dem på runde to. Det var nok klogeste beslutning den dag! 

Som timerne gik kom jeg igennem kilometerne og efter at have forceret Hammershus Slotsruin, begyndte løberne på dagens 25 kilometer distance, at komme i fuld fart bagfra. Det var virkelig dejligt, at se nogle ansigter fuld af glæde og anstrengelse. Især når man her var i gang med at grave rigtig dybt i sig selv, for at finde noget råstyrke. Nattens uheld og den mentale anstrengelse af at løbe i mørke, have jeg nok undervurderet, for alt det mentale styrke jeg skulle bruge nu, havde jeg ligesom opbrugt. Og her hjalp det mig så, at se alle de glade løbere der kom bag blæsende bagfra.  

Ganske kort før jeg kommer til Hammerhavnen for foden af Hammerknuden, og altså de sidste 8 benhårde kilometer, er jeg i færd med at klargøre mig mentalt til udfordringen, da der bagfra kommer en 25 kilometer løber. Han kommer helt op bag mig, da hen udbryder; “Det er kraft ed… godt løbet på de små ben…” Jeg var helt ødelagt af grin og tusind tak for bemærkningen, den gjorde det den skulle. Der kom gang i motoren. Og kom gennem Hammerknuden i løb, nok vel en ynkelig type af slagsen, men en form for løb var det da.  

Med 3 kilometer til mål bliver jeg hentet af vores veninde Karina der løb 50 km distancen. Hun indtager 2. pladsen i kvindernes række på den distance. Det er så sejt, især når man tænker på hun aldrig har løbet over marathon distancen!  

Jeg kommer ned fra knuden og bag om målområdet, for at indtage den sidste stigning og dermed den sidste kilometer. Jeg bliver mødt af ungerne og hvilket skønt syn. Ren benzin! På vej op af stigningen får jeg hentet to løbere på 25 km distancen. Nogle gange er det bare sådan, at man fyldes af energi, over at se andre have det værre end en selv. Og nu skulle det sap-suseme være løgn, de skal ikke have lov at komme før mig… For ind i… det gjorde ondt i lårene ned ad klippen, men fik mig gjorde de ikke… Og så… Endelig… Målgang og det må have været med tårer i øjenkrogen, for sved var der ikke mere tilbage af.  

Aldring har jeg været så hårdt presset på alle fronter. Og i tiden 13:47:18, med 80,74 kilometer i mine Inov-8 Terraclaw 250 og 2.908 HM løber jeg ind på en 22. plads. Sikken et rush. Vi var nogle og fyrre tilmeldte og 32 der gennemførte den dag. 

Jeg møder en noget sindsoprevet hustru i målområdet. Mine superseje unger, havde jo som løbsledelsen havde “sagt” været til 1 km børneløb. Efterfølgende havde de gået turen, og nu skylder man jo at sige, at fruen lider af højdeskræk, så det hjalp jo ikke meget, at børneløbet vidste sig, at have været den sidste kilometer, som jeg jo netop havde afsluttet runden med… Jeg synes de er SÅ seje og de har fortjent deres medalje i ligeså høj grad som mig.

 

Salomon Hammer Trail 50 miles er nok en af de mest sindssyge udfordringer jeg har kastet mig ud i. En af det første ting jeg sagde til Lisa efter målgang var; “det her skal jeg ALDRIG igen!”…, men søde skat, jeg har andre planer… det her må og skal kunne gøres bedre… Tænker du ikk’…? 

Tusind, tusind tak til mit elskede crew for en fantastisk weekend på solskinsøen. Også en særlig tak til Simone & Martin på Nordly, I er i høj grad med til at gøre oplevelsen endnu bedre. Sidste men ikke mindst en stor tak til Tejn IF for turen. Aldrig har jeg været så lykkelig for at få bryl. Vi ses igen! 

Og ved I hvad… Jeg fik min lagkage… 

Keep moving… 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *