Tag-arkiv: Garmin

Salomon Hammer Trail Winter Edition 2018

Endnu et af de løb jeg havde på min bucket list kan nu vinges af. Salomon Hammer Trail Winter Edition 50k. Episk var det! 

Det hele startede vel i virkeligheden mange måneder før, nærmere i maj 2017. En god tidligere kollega havde netop haft debut som ultraløber ved  North Cost Ultra. Lasse havde vist fået blod på tanden til mere og klikket sig som interesseret i Hammer Trails begivenhed på Facebook. Fik kommenteret hans opslag med, at det synes jeg vi skulle gøre en tur ud af. Og vi “sluderede” lidt om at køre 50 kilometer i januar 2018 og 50 miles i maj 2018, men hvor blev du af Lasse… 

Det var ligesom jeg ikke rigtig kunne lægge tanken fra mig, om endelig at være blevet voksen nok til at skulle “bestige” solskinsøen fra dens måske smukkeste side og med højrisiko for dårligt vejr. What’s not to like?! 

Men inden da skulle jeg jo så meget grueligt igennem først, for Ultracuppen var jo dårligt kommet i gang, vi havde jo kun lige været på Bornholm til Fyr-til-fyr. Og som du måske ved var det en hård prøvelse og forude lå både Gendarmstien og Nordkysten 

Ultracuppen var jo en fest uden lige og som det er med så meget andet, vil mer have mere.  Jow tak det er hårdt arbejde i nuet, men når man så er i mål og rush’et har lagt sig noget tid efter, kommer den naturlige tanke… hvad nu?  

Efteråret gik med at kigge mod triatlon og Team skranken.dk var jo til TIK 5-15-5 i sensommeren og det var supersjovt.  

Men min kærlighed til sport ligger nu nok, når alt kommer til alt mest i “trailer-livet”. “Sporet” er bare der jeg hører hjemme. Og omkring efterårsferien besluttede jeg, at nu skulle det være. Hammer Trail Winter Edition 2018 skal på CV’et. 

Med udgangspunkt i Moses træningsprogram fra ultracuppen, fik jeg strikket træningen sammen og efteråret forsvandt før det kom. Mørket og vinteren gav lidt psykisk pres, men med viljen og især en sublim støttende frue derhjemme, kom jeg ud ad døren og passede mine træningspas. Inden man fik set sig om, var julen forbi og 27. januar nærmede sig med hastige skridt. 

Jeg brugte en del tid på at få logistikken til at hænge sammen. Sebastian skulle til svømmestævne om søndagen, så var under tidspres for at komme hjem. Især når man ser det i forhold til, hvordan den offentlige trafik er på Bornholm. Så det blev hurtigt besluttet at tage sidste flyver hjem lørdag efter race. Så var den bagkant ligesom løst. Jeg rejste derover fredag eftermiddag med Bornholmerbussen, og det fungerer bare. Efter færgen stod den på offentlig trafik. Så i tyk tåge og med super hyggelige Brian bag rattet på linje 3, var det en smal sag at komme til Allinge/Sandvig med destination Nordly hos Simone & Martin.  

Jeg, eller vist hele vores lille familie, er faldet pladask for vandrehjemmet Nordly. Nordly har bare noget sjæl, man ikke finder ret mange andre steder. Og den ære står Simone & Martin til fulde for. Efter ankomsten ville jeg gå ned i Domen for at afhente mit startnummer, men straks kom Martin på banen og ville køre mig der ned. “Der er jo 2,5 km og der er jo rigeligt at tage af i morgen, så jeg kører – skal også ned og hilse på drengene alligevel…” Kom det fra en grinende Martin.  Så på ægte bornholmerstyle blev jeg transporteret til Domen. 

Natten gik som den plejer før race. Næsten ingen søvn og det jeg fik var konstant afbrudt. Også selvom jeg havde aftalt med Lisa, at hørte hun ikke fra mig inden kl. 6, skulle hun ringe indtil der var kontakt.  

Efter morgenmad og rigelige mængder kaffe, gik jeg de 2,5 km ned til Domen. Jeg nød mørket og stilheden og fik en sidste gang gennemgået dagens udfordring og mine målsætninger. Uvidende om hvad var forude, andet end rygter og historier havde jeg lagt baren på 8 timer.  

Mørkt på vej til Domen. Kun Hammerfyret lyser op

Klokken 8 blev vi kørt med bus til start på P-pladsen ved Hammersøen, halvvejs ude på ruten. Her var der racebreifing og kl 8.30 blev vi sendt afsted, så vi kunne få de hårdeste 8 km af ruten på Hammerknuden først og dermed tre gange på turen. 50 km ruten var en rundstrækning på 20 km fra Domen ud gennem Slotslygen, op rundt om Hammerhus, herfra til Hammerhavnen og videre ud og få stryg på Hammerkunden og retur til Domen. 

Cut off på første 10 km var 1½ time. Da jeg tikkede ind gennem depot i Domen sagde uret 1:14. Hele 16 min til cut off, det kan godt gå hen og blive en lang dag på kontoret tænkte jeg, men fint ude igen kom der godt flow i kroppen og måske endda lidt for godt. Ude af Slotslyngen fik jeg fortaget en videosamtale hjem til ældste knægten, der havde 17 års fødselsdag. Fuldt af overskud og 18 km ude, fik han også set Hammershus på hans dag. 

Med oprejst pande efter besøg i depot på Hammerhavnen, der både bød på en kop cola og krammer til den søde bartender, indtog jeg for anden gang Hammerknuden. Den sled godt i kroppen denne gang, men motoren kørte godt.  

Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg ville skifte trøjer, når jeg ramte Domen på 30 km. Men var så godt kørende, at jeg slog tanken hen, da jeg var der. Godt 300 meter ude af depotet igen, måtte jeg vende retur og skifte. Modvinden havde ramt mig og kunne mærke med det samme, at 8 km i den ville ende galt.  

Med tørre varme trøjer på var jeg i gang med sidste runde på dagens mudderbane. Vi sejlede rundt i mudder og vand. Ikke at jeg synes det er træls, at have våde fødder i timevis, men mudderet var så klæb og lergagtigt, at det var vanvittigt tungt arbejde. Ude af Slotslyngen nærmede jeg mig Hammershus for anden gang og fik det besejret. Mit Garmin Fenix 3 sagde 39 km.  Jeg havde en skyggeside der sagde det var tid til at få et motiverende skub. Og hvad er bedre end at ringe hjem til sin fantastiske hustru og nærmest tigge om at få en skideballe. Men det virker bare! Næsten ligeså godt som hendes bananpandekager med Nutella 

Ude af depotet på Hammerhavnen havde jeg ikke så meget i hovedet, at jeg nu skulle knuses på Hammerknuden, men mere fokus på den allersidste klippe, der skulle forceres inden vi kunne trille de sidste kilometer hjem til Domen. Jeg lod bare langsomt kroppen bestemme, hvordan vi kom igennem, mens mine tanker var på den møg klippe hele vejen. Jeg huskede dog traditionen tro, at stoppe op på marathon distancen og tage et billede, og kunne det være mere motiverende, end at stå og kigge ud over Hammersøen og så endda med kig til Nordly.

Med hovedet fuld af positive tanker, drev jeg det sidste ud af kroppen og der stod den så…. den forpulede klippe! Kønt var det ikke, jeg nærmest kravlede op og alt i kroppen krampede. På toppen stod jeg så med lammetævet krop og tårer i øjnene. 

Jeg fortsatte herfra med en faktisk lykkerus om at have gjort det! Fik kæmpet mig gennem de sidste kilometer med stigninger, en syndflod af mudder og nærmede mig Domen. Da målportalen tonede frem kunne jeg godt mærke følelserne var ved at løbe af med mig.  

I mål er det der både varm velkomst, medalje og bedst af alt ægte trail-krammer. 

Tænk, at man kan blive så lykkelig over, “at udsætte sig selv for den slags” vil de fleste nok tænke, men hertil kan jeg kun sige. Prøv det! Man kan meget mere, end man selv tror.  Og for mig giver det den bedste mening. 

Jeg havde sat baren på 8 timer, der var cut off på 9. Jeg stod i mål den dag på 07:13:21 med 1.887 HM i stængerne. Udmattet, lykkelig og lammetævet. Lirekassemand fik en helt ny dimension for mig den dag i januar. 

Morgenen efter morede fruen sig bekosteligt over, min helt egen facon i at komme ned af trapperne fra 1. sal. Men hvad det går jo over igen… 

Nu er vi så tilbage hvor vi startede. Målet blev nået og mer vil have mere. Jeg er i den heldige situation at jeg har fået “pladsen” til at gøre det hele en gang til. Og mit 2018 mål er nu sat.  

Natten mellem den 11-12 maj 2018 begiver jeg mig ud på mit 10. ultrarace og det skal i anledning af “jubilæet” være lidt ekstraordinært, så jeg hæver distancen og hårdheden en smule, når jeg vil står til start ved Danmarks nok hårdeste trailløb Hammertrail 2018 på 50 miles distancen. 

Keep moving… 

 

Garmin Trailman ultra 25K

Aftalen var én af dem og valget stod jo mellem Dollerup Tral 60K eller Garmin Trailman ultra 50K som årets sidste ultra. Og har du fulgt med på bloggen ved du jo jeg fik pisk i Viborg. Efter en lille uges pause hvor læggen fik fred til at hele og der kom gang i stængerne igen begyndte det at prikke i kroppen igen.

trailman_logo

Det er uge 42, ungerne har efterårsferie og vi holder den sammen med dem. Hvor er det skønt. Vi har hver især fået lov at bestemme én dag hvad vi skal lave. Og vi ender med alt fra at se den nye TROLLS film til at være til “cirkus sjov og ballade” (citat; Zacharias 4 år) med klovneshow på Cirkusmuseet i Hvidovre.

Torsdag morgen sidder fruen og jeg og drikke morgenkaffe i køkkenet. Der er sådan lidt almindelig morgen stilhed og jeg får sagt noget i stil med; “det kunne oz være cool at køre Trailman på søndag”, der bliver om muligt lidt mere stille… Så nu kommer møgfaldet; “Du skal under ingen omstændigheder løbe 50 kilometer på søndag!  aftalen var enten Dollerup eller Hedeland. Du valgte Dollerup – du valgte selv! – Og i øvrigt kan din krop ikke holde til det! 

Med håret tilbagestrøget hvis jeg havde haft noget får jeg grinede fremstammet; “Der jo oz andre distancer, som 12, 25 og 80 kilometer”. “Nå ja, kun 25 kunne du vel godt klare…” lyder svaret og så blev der ikke talt mere om det…

Fredag morgen nogenlunde samme tid forsøger jeg mig så igen, for kan godt se der måske alligevel er en lille åbning for, at jeg kan få lov at tage en tur til Hedeland. “Ville det så være ok, hvis jeg tog til Trailman på søndag, og ja altså kun 25K?” Svaret var et, som kun fruen kan sende, et kærligt smilende “JA det er ok”.

/Yes, game on. Men prisen var at jeg sørgede for, at der var klargjort til flæskesteg med hele molevitten som hun blot skulle tænde for, så der ville være varm mad når jeg kom hjem kl. 12:30. For nå ja krav nr. 2 var det skulle gøres på 2½ time…

time-limit

Søndag, klokken er 05:00 den 23. april 2016. Det er race day og uden det var en planlagt en af slagsen. Min sæson er jo afsluttet og jeg har faktisk set lidt frem til at holde lidt “fri”. Men nu taler vi jo Garmin Trailman ultra som jeg jo kørte sidste år på 50K. Og er det bare halvt så godt som sidste år bliver det en fest.

Jeg får kørt flæskesteg, kartofler i stilling, så den varme frokost er reddet. Drukket kaffe i rigelig mængder og spist lidt brød til. Lisa er dukket op kort efter jeg stod op, hun vil nemlig gerne nå en tur på spinnerbiken inden jeg kører og der kommer for meget liv i huset.

Klokken er ca. 8 da jeg ruller ind på den store p-plads i Hedeland. Træsker i tilmeldingsteltet for at høre om man kan få lov til at lege med på 25K. Jeg er i god tid, så får gjort de sidste par ting klar, fyldt væske i vesten og skiftet til mine Salomon Speedcross 4, som skulle vise sig at være et godt valg den dag.

Der bliver holdt race briefing 8:40 og midt i denne kommer de første 80K løbere gennem depot. Det er altså en fantastisk oplevelse når man rammer pitten. Det giver lige det ekstra kick at få lidt tilråb og skulderklap som hjælper en videre i løbet. Ja fair nok, er nok selv lidt adrenalin junkie, men det er en uovertruffent fantastisk oplevelse hver gang.

Nå men idag stå den jo på bare “sølle” 25K som Lisa siger og det har jeg så fået en tidsgrænse på 2 timer og 30 minutter til at fixe den på. Det var dealen!

Kl. 9 sharp er vi ude på ruten og allerede efter 400-500 m drejer vi af grusvejen og går på single trail. Hvor er det skønt. Det har regnet godt de seneste dage så det tegner til at blive en dejlig “tung” dag på kontoret.

14856183_686138421552103_1228339060560834522_o

Team Tailwind har designet og markeret sporet i år og det er blevet til en væsentlig opgradering i forhold til sidste år, med flere højdemetre trods vi kun efter sigende skulle op af skibakken én gang, men det blev nu til to og så en masse mere single trail. Gruppen blev hurtig delt op i enkelte mindre smågrupper og jeg skifter lidt rundt mellem grupperne indtil jeg havner i en gruppe som holder et fint pace. Måske lige en anelse over hvad jeg ville, men jeg hægter på.

Jeg nyder virkelig turen i fulde drag i år – nok også velvidende jeg “kun” skal én runde. Og i godt følgeskab går det jo endnu bedre, selv på bakkerne i vinmarken som vi passere ude ved 10-11 kilometer kører det perfekt. Trods vi lige inden har fået rigelig våde fødder og mudderbakker i stor stil. Priser mig lykkelig for mine Salomon Speedcross 4, de hjælper en del til at kunne stå fast idag…

Vinmarken i Hedeland
Vinmarken i Hedeland

Vi kommer til den berygtede Hedeland skibakke efter små 14 km. Vi møder den fra syd og får lov at løbe øst om den og rundt søen for ligesom at nyde synet af den inden den skal forceres på den stejle øst side.

Skibakken Hedeland
Skibakken Hedeland

Uh jeg synes den var hård i år. Møg bakke, men op kommer man jo og så det ned igen ad nordsiden, hvor Team Tailwind holder depot for foden. Jeg tikker ind og napper en kop cola og her giver jeg slip på min gruppen som springer depotet over.

Efter skibakken står den på de skønneste single trail man kan tænke sig og det går op og ned af bakke og skøn mudder. Alt sammen som i en større symfoni. Men så alligevel skal det gå galt. Det er som om det bare forfølger mig, ja altså det med bonus kilometer.

Single trail rocks!
Single trail rocks!

Vi er lige kommet op at en skøn mudder bakke ud omkring 20 km og jeg løber nok lidt i min egen verden for at finde mig selv igen og så er det jeg overser markering går til venstre. Jeg fortsætter bare lige ud. Efter nogen tid går det op for mig jeg ikke har set et flag i en rum tid, nå ja så det jo omkring, tilbage og lede… det gav så lige en kilometers penge ekstra eller noget i bonus, men jeg klager nu ikke – det jo et skønt spor…

14692152_686703828162229_1764721485423755338_o

Da vi runder et sted ude omkring 23 km mærket lige efter vi har paceret skibakken for anden gang, kan jeg godt mærke stængerne er ved at være godt trætte. Det har været en en “tung” tur og skal ikke lægge skjul på Dollerup Trail nok stadig sad i benene. Bliver enig med mig selv om det var en rigtig god ide Lisa gennemtrumfede, at det kun måtte være 25K. En runde mere ville nok have endt skidt…

Glad og veltilfreds har jeg målgang efter 02:35:53. Lisa have sat en timelimit på 2½ time, men det var for 25K og jeg fik jo bonus, så betragter den som godkendt…

14610916_10154205721382408_5783647928612850672_n

Jeg træsker til bilen og skifter tøj og sætter kurs mod Amager igen. Og gues what! Da jeg rammer vores matrikel vi skal spise. Flæskesteg med hele svineriet. Kan dét blive en bedre søndag!? Tror jeg vist nok ikke det kan…

Keep moving…

Epilog – Tour de France 2016 udfordringen

Hvad er det der gør, at man drives til at gøre de mest vanvittige ting?

Ved et tilfælde falder jeg engang i juni over et indlæg på Facebook skrevet af TrailGnu’en Martin Köppä – en god kending fra trailmiljøet. Lad os lege en leg. Vi løber 10% af Tour de France. Etaperne skal overholdes i distance hverken mere eller mindre, hviledage skal overholdes og sidst men ikke mindst – det er kun en leg, lyt til kroppen – vi er alle seje.

Jeg tænker straks det jo sindsygt! – som i sindsygt nok til det vil jeg prøve…

Nogle vil nok tænke; “ham dér – han er jo skrub tosset”. Og igen andre, som dem jeg møder til mine løb tænker; “fedt projekt dér”

Jeg forligger ideen for overkommandoen hjemme, for kan godt se det kommer vist også til at gå bare lidt (måske meget) ud over dem, hvis jeg skal løbe 354 km fordelt på 21 etaper og tilmed hen over vores sommerferie.

Nu er Lisa (heldigvis) som jeg bidt af sport og elsker sin spinnercykel og løbesko. Så det eneste svar jeg får er “Run Forrest, run” Det vælger jeg at tolke som et grønt lys.

mailL&P_tour

Vi kører mod Gardasøen i slutningen af juni og det kommer til at betyde jeg skal løbe de første 7 etaper i og omkring dette område. Vi afholder ferien på vestsiden af søen, hvilket gør jeg får muligheden for at få en masse højdemeter i stængerne. Utroligt kærkomment. Jeg har nemlig en hot date en Vejrhøj på Endure Dynafit Trail 25/50/100 km den 6. august, hvor jeg kræver oprejsning fra min premiere sidste år i ultra trail.

WP_20160704_07_59_25_Pro

Det er skønt at løbe ved Gardasøen og varmt. Det var “desværre” først efter min 5. etape Lisa fortæller hun lige bader i søen for at blive afkølet inden hun løber de sidste 5-600 m tilbage til campingpladsen. Hvorfor røbede hun ikke det noget før… det gjorde jeg så også derefter… Wau det var fantastisk!

WP_20160707_06_51_08_Pro

Jeg stod op kl. 04 på etape 7 for at kunne nå at løbe sidste etape i bjergene inden vi skulle forlade campingpladsen ved Gardasøen. Hvis man gør det! Så er man ikke længere motionist, så er man passioneret i min optik. Vi forlod Italien og efter et familieråd i bilen et sted i Østrig besluttede ungerne, at nu ville de gerne hjem. Det betød så at vi kørte non stop hjem – en rejse der endte med at tage 22 timer alt incl.  Ca. 40 timer efter jeg stod op og løb etape 7 ved Gardasøen løber jeg så etape 8 på Amager 1.500 km væk. Det var lidt surrealistisk.

De resterende 14 etaper blev løbet på pandekage flade Amager med en enkelt afstikker til Hvidovre.

Når jeg nu sidder her og tænker tilbage, virker det som uendelig lang tid siden projektet startede og hvor er det mærkeligt det hele nu er slut. Det er lidt som om det, altså tour’en er hverdag, altså det at man den ene dag løber 21 km for så to dage med 18 km hver osv.. Og nu er der så ikke mere…

Jow tak jeg har fået små 360 km i stængerne på 23 dage. Det er omkring 20% mere end jeg nogenside før har løbet på en hel måned, men nu var det jo ligesom “bare” hverdag og det bliver lidt mærkeligt at ligge det fra sig igen… Sjov, men alligevel også lidt skræmmende vi er indrettet sådan som mennesker at vi “bare” affinder os…

Jeg har gennem hele projektet været forskånet for skader ej heller andre problemer. Der har været dage hvor det har været svært at komme afsted og her skylder jeg min fantastiske kone mange roser for at være dén der lossede mig ud og igang. Så projektet var ikke kun mit, men vores i sidste ende.

Jeg husker ikke der var etaper hvor jeg som sådan havde problemer med motivation, der var etaper der var mere “kedelige” end andre, men sådan er det jo bare. Jeg oplevede især til sidst på Tour’en, at min formkurve var voldsomt forbedret. Jeg har løbet flere etaper i et gns. pace jeg tidligere kun har drømt om at kunne. Så de mange kilometer har også bidraget til noget rigtig godt. Bl. a. bød tour’en på hele 3 personlige rekorder.

Hvad angår udstyr var det aldrig gået uden min INOV-8 Race Elite vest, da jeg løb i Italien, det var simpelthen nødvendigt at have rigeligt med vand i varmen, herhjemme klarede jeg mig fint igennem med Salomon Hydro 45 compact bæltet. Jeg var dog så uheldig at mine nyerhvervede 3. par af Skechers GoRun Ride 4 sko viste sig at have en dårlig limning i sålen og måtte i al hast ud og skaffe nye sko allerede efter etape 2. Til al held var der udsalg i Italien og fik mig et par Nike Zoom Pegasus 32 som har  båret mig gennem ca. 75% af tour’en. Grundet manglende dataforbindelse i Italien løb jeg her med mit Garmin Forerunner 310XT, som jeg typisk kun bruger til de lange ultra løb, mens herhjemme er de enkelte etaper tracket med mit Garmin Vivoactive.  Ellers vil jeg kun fremhæve mine to trofaste følgesvende, min INOV-8 solskærm og mine SwissEye Outbreak solbriller – uden dem havde jeg ikke fundet vej… 😉

20160724_102223

Det har været et fantastisk projekt at være med i og jeg håber næsten at blive udfordret igen til næste år eller af noget der er mindst ligeså tosset…. Vi får se hvad tiden byder ind med…

En kæmpe tak til alle der på den ene eller anden måde har bidraget til at jeg har kunne få muligheden for at gennemføre dette tossede indfald 😉

Har du lyst at læse mere om mine Tour oplevelser har jeg skrevet et indlæg for hver etape som du kan læse her på siden.

Keep moving…

tour_udford

Firkløver 50/50 – wau et spor

Det er Pinsedag og kl er 4:15 jeg er allerede vågen og kan ikke falde i søvn igen… Typisk! I næste nu – det trommer på Velux vinduet, præcis som lovet – regn og vejrudsigten ser skidt ud – som i rigtig skidt, men hvad gør det når man er en trail junkie. I dag er det jo Firkløver 50/50 – etape 3 i min helt egen ultra trail tour.

Jeg er død træt. Med grus i øjnene og alt for lidt søvn kaster jeg stængerne ud af sengen og træsker neden under og sætter kaffe over. Der skal en del kaffe til for at få kick startet motoren. Mens kroppen får lov at vågne tænker jeg hvorfor det nu lige også er jeg gør det her? Det er jo sole klart. Måske ikke lige nu, men ved så snart vi er i gang og de første kilometer er langt i sporet giver det hele mening – i hvert fald for mig.

Efter nogen tid kommer der liv i huset. Fruen dukker op og ungerne begynder vågne en efter en. Det er aftalt jeg selv finder til Gurre med tog og bus, men bliver hentet deroppe efter race. Dog får jeg lidt uventet lift til Ørestad og rammer kl. 8 toget til Helsingør.

Super hyggelig tortur i rejseselskab af Spotify. Efter ankomsten til Helsingør er der knap 40 minutters ventetid inden bussen kører til Gurre (Gurre kirke).

13173730_10153802428552408_8150040814091296338_n

Vel ankommet lidt i 10 til start- og målområde, hvor der summer af den eventyrlige trailløber klargøring. Ind imellem kommer er løbere fra 50M (50 miles = 80 km) i gennem målområder for at komme i depot og videre ud på blad 3. De har på dette tidspunkt tilbagelagt omkring 34 kilometer.

10:45 er der fælles løbsbriefing og herefter træsker vi i samlet flok til toppen af Spidsbjerg bakke. Vi er små 60 forventningsfulde løbere til start på 50K. I forsøg på ikke at lade mig rive med af stemning gennemgår jeg aftalen med mig selv lige inden start; “Du skal bare være fejeblad og være hjemme inden cutoff. Planen siger målgang mellem 6½-7 timer”

Har været plaget af forkølelser og influenza hele vinteren og nå ja så også lige en ankelskade og en hofte der gik amok eller hvad der nu skete. Så peaker ikke ligefrem.

I Firkløver 50/50 50K skal der løbes en lille 3-4 km prolog inden de sidste to blade af 50M .

Jeg har helt fat i den lange enden af planen, er næsten en af de sidste der forlader startblokken på toppen af Spidsbjerg. Hele vejen rundt på prologen ligger jeg som en af de sidste i feltet og pace passer mig helt fint, måske lige en anelse for langsomt, men ok vi har langt hjem…

Vi pacere målområdet og forsætter ud på blad 3. De første kilometer er feltet rimeligt samlet, men kilometerne parsere og feltet spredes for alle vinde. Ind imellem får man kontakt, nogle hentes og så bliver man selv hentet, egentligt vanvittigt hyggeligt at løbe der i sporet i sin helt egen verden i eget pace og så alligevel få hygget lidt med andre når vi mødes derude.

13217600_886515991495040_4253958714444745844_o

En af de ting der virkelig tiltaler mig ved ultra trail er selvfølgelig distancen og det kuperede terræn, man skal ikke lade det sammenligne med et traditionelt gade løb. I ultra trail og andre trail løb, for den sags skyld, er det sociale aspekt i højsædet. Det gælder ligesom ikke om at vinde, men om at være med.

I ultra er der kun en udfordring og det dig selv  (med mindre du ved du kan løbe om podie plads tænker jeg…), måske det er en af grundene til alle er så glade – det gælder simpelthen ikke om at komme først, men om at komme hjem og så er vi jo omgivet af det mest fantastiske natur 🙂 Der er altid plads til en hyggesnak i depotet – det ser du næppe til Copenhagen Marathon!

Jeg hygger stort gemme Teglstrup Hegn blå MTB spor ind til depot rammes i Hellebæk skov omkring 17 km. Får kastet et par gifler i halsen og skyllet ned med en kop cola. Væskebeholdningen er fin så beslutter hurtigt, at den må holde til næste depot/dropbag på Spidsbjerg omkring 17 km herfra. Ud af pitten og tilbage i sporet spræng fyldt med energi. 3 km længere ude rammer vi stranden.

13227263_886537394826233_6439620032504094211_o

Der skal løbes på stranden små 4 km, men er hård kost for det er rullesten og større stensætningen der skal forceres. Men da der er det skønneste kig direkte til Kronborg så er det hele turen værd og nå ja så gør det heller ikke noget vinden ligger lige i ryggen.

IMG_5219 

 

Efter stranden krydser vi Nordre Strandvej og videre over trinbræt tæt ved Højstrup st. Her rammer vi så “tribute to Jons kapel og Hammer trail”. Ned af trappen, ringe med klokken og op igen – videre… herfra er den bare spor og græsmarker indtil vi rammer dropbag-depot på Spidsbjerg.

13227171_812951652172234_7044776051988703889_n WP_20160515_13_40_56_Pro

Jeg tager mig god tid i depot. Får fantastisk hjælp med opfyldning af væske fra det super søde og hjælpsomme crew. Der bliver hældt en del cola på maskinen og kaster lakrids i halsen, fyldt vesten med ekstra energi til de sidste 16 km hjem.

Ud af klappen og ud på blad 4. Kan godt mærke de første 34 km i stængerne som i øvrigt var blevet til 35,5 på mit ur, men det må være bonus kilometer tænker jeg… især venstre fod har jeg problemer med. Det virker som om jeg har vabler, hvilket jeg normalt vis ikke får, men vi har været i vand allerede tidligt på ruten, så man ved aldrig…

Vi løber de første kilometer i Nyrup Hegn i single track spor. Ude et sted omkring 37-38 km. begynder problemerne at melde sig. Jeg begynder at døje en del med kramper i læg og venstre inderlår. Og der skal både balanceres på væltede træstammer over åer og forceres store væltede træstammer.

Husker jeg tænker; “fanden ta’ dig Vejrhøj – jeg slagter dig til august!!!” (ja det var der jeg sloges med de fleste problemer på min ultra debut sidste år på Ndure). Jeg kæmpede mig ud af kramperne rimeligt hurtigt, men kun ved at sætte mit pace yderligere ned.

Omkring 42-43 km. rammer jeg “The Tunnel of Truth” Et å-løbs rør der skal forceres. Og for det kan ske skal det foregå i hugsiddende gang. Tror mig – ufed oplevelse når man har 43 km i stængerne og har døjet med kramper.

13243865_814389352028464_520235962539767520_o 13227495_814389632028436_6034744938492983603_o

Hvad gør man? Man gør der bare – det li meget… det fede var fødderne blev afkølet af vandet og mine elskede Salomon Speedcross III blev vasket & der er kun 7 km hjem 🙂

Efter røret går det af spor og skovstier igennem Egebæksvang og kilometerne er lange, som i meget laaange…

Det er faktisk først her da jeg tror jeg rammer ca. 46 km og tænker, nu presser vi på der er kun 5 km. hjem og da jeg så rammer 47 km. så kommer skiltet “kom så der er kun 5 km til mål” !! Hvad sker der!!! Der er kun 4 hjem – come on…

Først nu lægger jeg mærke til jeg slet ikke har været presset mentalt – alt har virket bare ikke stængerne. Men først herude på de sidste kilometer rammes jeg af krisen. Jeg får overmandet den og sætter pace op den sidste kilometer – nu skal den ha en på frakken (jeg tænker pace sikkert  går fra 8 min til 7:58 min pr km…)

Jeg kommer da også løbende ind (til klapsalve – tak for det…) i målområdet og i guder vi skal zap susme op af bakken på Spidsbjerg for at få målgang. Det er jo direkte op i himmelen…

13221320_814390028695063_8698542370515249544_o

Jeg husker ikke turen op, men husker jeg stod på måtten og fik high five og kæmpe trailkrammer af løbsdirektørerne. Og fik min medalje om halsen.

52,39 km i det skønne Nordsjælland i tiden 06:19:57

Og så tilbage til start. Hvorfor er det jeg gør det…? Det er da så indlysende… Det giver den bedste mening at løbe 50 km i trail spor, strand og andet velsignet underlag, for så at står der på toppen af Spidsbjerg, totalt smadderet i hele kroppen og blive overøst af trail-kærlighed af løbsledelsen og for hvad… jow det skal jeg sige dig – at få hængt en træklods om halsen, indgraveret med 50/50 på den ene side og et firkløver på den anden, som nået man selv lavede dengang man havde sløjd i skolen i en fjern fortid. Det gir sq da den bedste mening!

WP_20160515_17_23_34_Pro WP_20160515_17_23_44_Pro

Jeg har haft den fedeste oplevelse jeg ikke ville være foruden… og ved du hvad? jeg gør det igen…!

Vejrhøj – vi har et opgør jeg ser frem til den 6. august på Ndure…!

Men rygtet vil vide jeg oz var uhyrligt glad for at min smukke kone og ungerne i målområdet for at hente mig, efter de havde haft en hygge dag med den store brunch buffet hos Dalle-Valle og derefter bio-tur i Helsingør med popcorn og bum! Ja sådan er vi så forskellige…

Keep moving…

Firkløver 50/50 – facebook

Firkløver 50/50 – website

 

Garmin Trailman winther series som det gik…

Det skulle have været så godt – et top klasse trailløb pr måned vinteren igennem for at holde dampen oppe. 1. afdeling i Geel skov var jo helt fantastisk og hvad sker så….

Måtte udeblive fra 2. afdeling Rude skov

Hvad sker der! Man løber ind i en børne epidemi… mine lunger bliver hårdt ramt og er nede i knap 4 uger. Idag på dagen for 2. afdeling i Rude skov er jeg ude i skoene for første gang. Tanken tæller der er vel små 12 km hjem fra min niece Mia. Den klarer jeg jo nemt…

Det skulle vise sig der var 15… De første 4-5 km går jo strygend, her kigger jeg på uret første gang. 175 i puls… Oki rolig nu, der er langt hjem – farten ned!!…

Først da jeg passere de 10-11 km får jeg overbevist mig selv om formen slet slet ikke er der hvor den var for blot 4 uger siden. Det er jo fuldstændig som at starte fra ground-zero.

Jeg kommer hjem i hygge stil og er glad for turen ender her, men det var dejligt endelig at komme igang igen  Jeg har været ude i et pulsområde jeg sjældent arbejder i for længe ad gangen. Men så kan jeg lærer det!!

3. afdeling af trailman er jeg af andre grunde forhindret i at deltage så her har jeg allieret mig med en stand in

Men vær vis på jeg kommer tilbage næste år

image

Garmin Trailman Winter Series – Geel skov

Efter den fantastiske oplevelse ude i Roskilde Hedeland til Trailman ultra 50/50 kunne jeg ikke dy mig og skyndte mig at tilmelde til Garmin Trailman Winter Series som består af 3 løb i hhv. november, december og januar af enten 6/12 km. Også for at sørge for motivationen er oppe hen over den kolde og mørke vinter.

Første afdeling fandt sted 8. november i Geel Skov, Holte på toppen af Geel bakke. Da jeg havde tilmeldt mig 12 km distancen skulle der løbes to runder. Jeg har aldrig før løbet i Geel skov så var super spændt på terrænet. Hvilket viste sig fra sin aller pæneste side.

I dagene op til havde det regnet rigeligt til at vide, at bundet ville være pænt blød. Løbs dagen var i højt sol og rimelig kold vind, men vi lå heldigvis i læ af skoven.

Vil tro det gik en smule koordinering galt fra løbsledelsen og det endte med en fælles start for både 6 & 12 km. Det var i og for sig ganske hyggeligt, men det gav en del udfordringer med så mange startere, at det var svært at komme ordenligt ud af boksen og få stabiliseret tempo og puls.

Men ellers skal jeg hilse og sige sporet fejlede ikke noget – single trail næsten hele vejen. Det var skønt med skønt på…. vildt kuperet og blød skovbund kan det været andet end fantastisk og pulsen var helt i hegnet især på de to opløb af Holtekollen pr. runde.

En skøn formiddag i sporet, men skal huske selv at medbringe vand til bagefter for man var løbet tør inden jeg kom i mål.

Det endte ikke med en bragende god tid, men jeg havde en god oplevelse. Glæder mig til næste afdeling som finder sted i Rude skov 13. december

Keep moving ;o))

Trailman ultra 50/50

Det er lørdag den 17. oktober og ungerne er afleveret hos mormor og morfar. Nu skal den står på hyggemiddag for mor og far. Vi ender på Dalle Valle på Fisketorvet og nærmest foræder os. Hjemvendt efter en skøn hyggelig middag smider vi os på sofaen og sætter en god film på. Der gik ikke længe fra vi var gået i gang til jeg lægger mærke til larmen ude fra udestuen. Det regner – meget!! Pyy det bliver tungt i morgen.

En film bliver til to og igen kommer jeg alt for sent i seng. Uret er sat til 04:30 og der er sat et ekstra til for at være sikker på jeg ikke bare slukket for det. Sover rigtig uroligt hele natten, sikkert af nervøsitet for ikke at høre uret. Men det ringer og jeg kommer op. Vand i ansigtet, solid morgenmad og masser kaffe. Gennemgår udstyrskassen en sidste gang og får skrevet indhold på nogle af poserne så jeg ikke skal bruge for meget tid i depot på at lede efter grej.

05:45 vækker jeg fruen og siger farvel. Jeg får et søvndrukkent “held og lykke eller hvad det nu hedder” med på vejen ud af døren.

GPS’en er sat, adressen siger Vindingevej 201, Roskilde (Hedeland Naturlegeplads). Der er helt mørk og meget fugtigt i luften på parkeringspladsen. Der er lidt lys i de opsatte telte opsat og der spilles højt musik fra et højtalersæt der har det med at gå i overgang. Men stemningen på pladsen er høj. Rundt om går deltalere med pandelamper tændt for at finde rundt og få gearet op og sat udstyrskasser klar i depot.

Morgen hygge på Vindingevej 201 Roskilde
Morgen hygge på Vindingevej 201 Roskilde

80 km er i gang med prolog da jeg ankommer og vi får klappet dem ud da de løber gennem startområdet og ud på den lange rute.

Trailman ultra 50 km skal løbes med en enkelt prolog på 2 km og der efter to runder af 24 km.

Kl 07:15 er der løbsbriefing og kontrol af obligatorisk udstyr. Vi får besked om at vi skal forcere skibakken tre gange pr. runde og der vil være depot på toppen. Men ingen besked om, hvornår på ruten forceringerne vil ligge. Med lidt hurtig hovedregning kunne man jo nemt regne ud at skibakken ville melde sin ankomst efter 12 km, men kun for at skulle forcere den en enkelt gang. De to sidste gange havde man “heldigvis” gemt til 20 og 45 km mærket – tak for det!!

Løbsbriefing inden afgang
Løbsbriefing inden afgang

Starten gik rigtig godt, havde masser overskud. Det var rigtig godt med en fælles prolog med arrangøren i spidsen, for at mærke sporet og ikke mindst hvor mudderet der i virkeligheden ville være derude. Efter prolog kom vi igennem målområdet og ud af vagten til den to runder, jeg kom hurtig ind i en 4 mands gruppe hvor pace passede mig rigtig godt. Jeg fik dog efter 10-15 km lidt udfordringer med at styre pulsen, det kuperede terræn, med konstante op-/nedløb fik den til at gå helt amok, men jeg har masser energi i stængerne og resten af kroppen og humøret var helt i top.

Starten er gået til Trailman ultra 50/50
Starten er gået til Trailman ultra 50/50

På vej mod depot efter første runde træffer jeg beslutningen om at slippe gruppen, hvis jeg skal holde hele vejen hjem skal der mere kontrol over pulsen og dermed skal pace ned. Jeg vælger ikke at skifte tøj i depot selvom det var planen, men føler mig ok varm nok selvom en del af første runde foregik i regnvejr. Jeg får flydt op med gels og får tanket vand i væskeblæren og så det afgang.

Ude på 30 km får jeg vanen tro sendt standard status til fruen. Det går stadig rigtig godt om end noget langsommere end 1. runde. Pulsen der lidt mere under kontrol, men kan godt mærke trætheden begynder så småt i benene, men humøret fejler ikke noget.

Mellem 30-40 km sker der ikke det store. Jeg får hentet nogle og de henter mig. Sådan kører det hele vejen i enkeltmands præstation. Jeg husker det især var billeder af Gabriella på nethinden der holdt humøret oppe alt imens stængerne blev tungere og tungere som kilometrene forsvandt. Fra 40-45 traf jeg beslutningen om at sætte pace helt ned, hvis jeg skulle overleve skibakken to gang med humøret i behold og ikke mindst energi til den sidste del af turen hjem skulle der spares på ressourcerne.

12108819_521464344686179_6978819946866420605_n
Fuld af overskud

Vi løber ud af rutens nok mest mudderet terræn, mine Salomon speedcross er smut ind i mudder og føles som beton. Der står den så. Skibakken! Jeg kan slet ikke beskrive turen op, ved faktisk ikke hvordan det lykkes, men op kom jeg. Straks et nedløb som gik helt kanon. Rundt om bakken og op at bakken for sidste gang på den stejleste side. Jeg kæmpede med alt hvad der var tilbage og var lige ved at vende maven på vrangen på vejen op, men op kom jeg – helt flad rallede jeg hen i depotet og greb en RedBull. Tænkte bare – 5 km hjem! Nu skal der kickstarter energi på motoren. Er i øvrigt ellers ikke normalt til den slags. Jeg nøjes til High5 energy gels og vand, men her skulle noget ekstra til.

Denne vej op af skibakken på 2. & 5. tur
Denne vej op af skibakken på 2. & 5. tur

Jeg var HELT flad! Fik sendt sms hjem og meddelt jeg nu var på 45 km og helt i hegnet. Svaret kommer prompte: “Det gider jeg ikke høre på. 5 igen… Hvor svært kan det være!! Du kan slappe af når du bliver gammel eller ældre :)”. Kan man andet end elske hende højere end højt 🙂 Jamen så der jo ikke andet at gøre end tømme dåsen og tilbage på “kontoret”.

Skibakken besejret for 6. gang
Skibakken besejret for 6. gang

Hold nu inde der var langt hjem…. det er længe siden 5 km har føltes så lange… jeg har ca. 2 km hjem så bibber telefonen igen. “Kan du så komme i mål, NU!!” Står der i displayet. Tror måske man i virkeligheden kunne løbe sygt langt på fruens sms’er.

Op ad bakke og der – dér er den. Målporten!! Ca. 1000 meter væk, bare lige rundt her, ned ad bakke og op igen så er vi der…. der var langt, men her er det som altid ren adrenalin man løber på og i ét stod jeg i målporten og fik finisher medaljen om halsen. 05:45:37 sagde tiden. Lykkerus!!

20151018_133215

En vild intens dag i Hedeland var slut og det samme gjaldt for kroppen, jeg frøs og rystede over hele kroppen. Mens jeg skiftede begyndte stængerne at krampe op og lige meget hvad man forsøgte krampede en ny muskel bare op.

Trailman ultra 50/50 var så mit andet ultra trail løb i bagagen og jeg er sikker på der kommer flere til.

Det her er ikke noget men gør fordi man kan, men fordi man har lyst!!

I’m still a rookie

Lidt stemning fra da 80 km løb prolog

 

Stor tak til Trailman Danmark for en fantastisk dag