Tag-arkiv: Gendarmstien

Ultraløbet Gendarmstien

Here we go again. Det er nu tid til Ultracup’s 2. afdeling. Ultraløbet Gendarmstien.

Det var så hyggeligt at have hele familien med på Bornholm at man næsten bliver helt afhængig af at have dem med…

Heldigvis faldt cuppens anden afdeling sammen med at datteren blev 9 år – og hvad var så mere belejligt end at få arrangeret en familieudflugt med logi hos vores gode venner Rikkelee & Bjarke i Egtved og en heldags-fødselsdagstur til Legoland…. Sådan her forløb det hele.

Det er torsdag den 8. juni 2017, vi er faret hjem fra jobbet for at spise et hurtig måltid mad og så det afgang til Egtved. Udsigten til en hyggelig weekend i godt selskab kan kun gøre humøret en tand højere. Vel ankommet bliver det hurtigt besluttet at ungerne og fruen bliver indenfor og sover i varmen mens jeg ene mand tager Tipi-teltet.

Fredag står vi op til en skøn morgen. Ikke blot er det flot vejr, men lillepigen Gabriella bliver 9 år og så er alt vejr jo perfekt. Vi får det flotteste morgenbord og flaget går til tops, men intet kan måle sig med at dagen i dag skal stå på en længe ventet Legolandstur. De første par timer er vejret flot og så indtræffer skybruddet. Regnen vælter ned over parken. Men da vi først er gennemblødte er det alt sammen også ligegyldigt og vi har en fest. Vi er faktisk så heldige at alle nærmest har forladt Legoland så vi bliver bare i forlystelserne og får ekstrature igen og igen for der er ingen kø overhovedet. Gabriella havde en skøn dag. Så er mor og far jo glade.

Lørdag, klokken er 6 – lysvågen og med perfekt kriller i maven ligger jeg igen alene i det 8 mands store Tipi telt. Jeg har været noget pas på det hele og derfor knap så motiveret de sidste 14 dage grundet jobskifte mv. Men negles det skal den, den der Gendarmsti. Jeg vil med selvsyn ud og se om det kan være rigtig tysken ikke står på lur mere.

Bjarke er så sød at kører mig til Kruså hvor starten ligger, herfra går ruten langs Flensborg fjord med højre fod i vandkanten 58 kilometer til Sønderborg havn.

Efter Moses har aflagt racebriefing med den vanlige slut replik; ”det er bare noget vi leger…” (ingen sammenligning med dronningen her…) går starten. Jeg er fysisk klar på turen, men motivationen er nu ikke helt hvor den skal være. Synes faktisk at det virker til at blive en rigtig lang dag, altså som længere end lang. Men med bøjet hoved og den ene fod foran den anden kommer jeg afsted. Små tre kilometer ude skal vi lige slå et lille bue for at komme ned og highfive Ravn som står ved grænsestenen der skal have et kærligt klap og lige dér på returvejen ser jeg én fyr som allerede virker helt udkørt. Ikke jeg tænker nærmere over hans tilstand, men det giver mig et los bagi med tanken om du har det jo ikke værre end andre… Motivationen er på plads i skabet igen og jeg finder hurtig mit eget pace.

Med kontrol over tankerne og i højt humør får jeg sendt flere beskeder hjem. Ikke at de når frem for mangler konstant mobildækning. Så efter 1:40 tror fruen jeg kun er nået 8 km, men kan glædeligt meddele at jeg i mellemtiden er nået 17.

Omkring 2 timer efter start ruller jeg ind over broen i Egernsund og ned til depot 1. Jeg har en fest! Allerede på vejen ind har jeg klargjort flaskerne til genopfyldning og de bliver nærmest taget ud af hænderne på mig af én af de søde tøser fra ”verdens bedste crew” med ordnerne, ”hvad skal der i?”, jeg får fremstammer lidt forvirret; ”bare energi” og wupti så er der fyldt op. Jeg går herefter lige i buffeten og får 2 kopper cola/vand med snickers til. Så det ud af klappen med et smil på læben og højt humør.

Nu kører det… Aldrig tror jeg, jeg har befundet mig så godt på et race. Humøret er højt, vejret er perfekt, ”kollegaerne” i marken er søde, tilskuerne hepper på alle – what’s not to like…?

Omkring 35-37 døjer jeg med noget sidestik som sætter pace lidt ned. Jeg rammer depot 2 i Kragesand længe før jeg nok havde turde forvente. Igen stor tak til verdens bedste crew for fantastisk forplejning hvis jeg ikke fik sagt det på vejen ud af klappen.

Jeg møder marathon midt på et skønt strand stykke og det skal jo foreviges. Herfra begynder så de værste højdemeter turen har at byde på. Jeg møder et par ”kollegaer” der døjer med kramper og andre ting. Jeg får hjulpet dem så godt jeg kan. Omkring de 45-46 km tænker jeg, hold nu magle det kører jo i dag. Jo vist trætheden har meldt sig for længst, men lider jo ikke som sådan og tiden er jo helt vanvittig. Fatter det knapt nok selv…

Jeg får sendt de gode budskaber hjem til fruen som sidder standby i Egtved lige netop som de skal til at grille, at nu forventer jeg at være ”hjemme” om 1½ time. Altså langt foran planen. Rygtet vil vide de pludselig fik travlt med at komme i bilen og afsted mod Sønderborg.

Da jeg runder et sted omkring 52 km melder problemerne deres ankomst. Jeg får nogle grimme kramper i lysken og lidt i lårene når det går opad. Så herfra bliver der gået/løbet/gået/løbet (hvis man kan kalde det løb…) Men faktum er de sidste 5-6 kilometer bliver rigtig rigtig lange.

Men godt det samme for da jeg render ind i Sønderborg og løber under Christians d. X bro ruller familien samtidig ind på p-pladsen ved Syddansk universitet og de når lige at stige ud af bilen og se mig tage opløbet. Hvor var det stort!! Jeg løber i mål med et billede af Sebastian med sit lange hår på nethinden…

Efter kontrol af obligatorisk udstyr får jeg udleveret mit bevis på ultraløbet Gendarmstien er besejret.

Jeg noterer mig for en tid på 06:33:44 og en plads som nummer 61 af 201.

Glad og super tilfreds med mit til dato bedste ultrarace trods lidt skidt opstarts motivation er jeg nu klar til at fortsætte træningen henimod mødet med den 3. og sidste afdeling af Ultracuppen løb nemlig finalen Ultraløbet Nordkysten, nu iført den ”gule nummerplade” i kampen om af nå det ”sorte bælte i ultra”

Keep moving…