Tag-arkiv: Helsingør

Ultraløbet Nordkysten

Så lykkes det endelig. Vi er nået frem til finalen i Ultracup 2017. Ultraløbet Nordkysten står for døren eller rettere sagt standen ligger for fødderne. 

Det er fredag den 11. august 2017 og en lang arbejdsdag på kontoret lakker mod enden. Det er planlagt sådan, at jeg tager direkte til Helsingør og overnatter på Helsingør Camping i mit til lejligheden indkøbte festivaltelt. Kønt er det ikke men for en nat går det an.  

Efter teltet er slået op og der er pakket ud og klargjort til natten, triller jeg ned mod byen. Helsingør kommer denne weekend ikke blot til at byde på finalen i Ultracup, men er også besat at masser glade fodbold børn der skal deltage i Kronborg Cup. Der er kæmpe fest på havnen og jeg kommer netop forbi da Djämes Braun går på scenen og spiller “kom og giv mig alle dine penge“. Jeg er med på en lytter, inden jeg triller videre ned i byen og finder aftensmad. 

Natten foregår noget uroligt – præcis som det plejer. Er hunderæd for at overhøre uret der er sat til kl 04:00. Og som jeg plejer, våger jeg selvfølgelig ved uret. Efter masser kaffe og morgenmad får jeg pakket ned og klargjort mig selv til dagens udfordring. 

Bussen kører fra havnen kl 6 mod Hundested Havn. Alle bliver tjekket ind af en lidt søvndrukken recedirector Moses Løvstad. Der hyggesnakkes i bussen præcis som vanligt, især falder emnet konstant tilbage på, hvor udfordrende turen bliver i dag. Det er ikke bare årets finaleløb i Ultracup, men også premiere for Ultraløbet Nordkysten. 

Ruten går fra Hundested Havn til Helsingør Havn med venstre fod i vandkanten med ganske få undtagelser. 

Vi ankommer lidt i 7 til en noget øde og forblæst p-plads i Hundested Havn. Men stemningen er høj. Som tiden går, er vi flere der bliver noget ængstelige for at komme i gang. Vi er ved at blive kolde i vinden, som også er blevet suppleret med lidt regn. 

10 minutter i 8 holder Moses racebriefing og vi trisser stille ned på stranden. Kl. 8 skarp bliver der ringet med koklokken og vi er ude. En lang dag er begyndt og vejret tegner fra start af, til at blive til vores fordel.  

Der går ikke mange hundrede meter inden vi rammer det første stykke med kystsikring. Feltet er samlet så det giver lidt kaos, men det går. Efter de første km gør jeg et kort hold, for at få jakken tilbage i vesten. Der kommer stille og roligt en god spredning i feltet, som tæller omkring 230 løbere. Det giver god plads til at finde eget pace uden hindringer. Efter de første 11 km i #vandkantsdanmark drejer vi ind i Melby overdrev. Gudskelov er der ikke kommet melding om løbere, der har trådt på miner og det er en skøn tur gennem overdrevet. 

På 18 km mærke kommer vi til p-pladsen ved Tisvildeleje Strand og her ligger depot 1. Jeg får straks tanket energi i begge flasker med sublim hjælp fra #verdensbedstecrew og går herefter i baren og nyder Sneakers, appelsin og selvfølgelig cola.  

Ved godt mod ruller jeg ud af depotet og får dette skilt i hovedet. Så vi ligesom i gang. Det bliver et langt stykke med alt slags underlag lige fra det fineste strandsand til kystsikringssten og trælse rullesten. Men med humøret i top og med udsigten til sort bælte i utraløb er man jo godt kørende.  

Krisen indtræffer dog ude omkring 35-36 km ved Gilbjerg Hoved / Søren Kierkegaard stenen. Lige som vi kommer ind og får den første asfalt under fødderne på vej mod Gilleleje (de hele 2,5 km vi får), kramper alt op fra knæ og ned i begge ben. Stranden har været hård ved mig og jeg er totalt tørlagt og lider under væske mangel.

Der bliver gravet dybt inden i og jeg får kæmpet mig frem til havnen i Gilleleje. Her finder jeg et toilet hvor jeg kan få tanket vand i den ene flaske for der er kun få kilometer til depot 2. Lykken er at jeg også får vasket salt af ansigtet. Nogle mener dog det er øjnene der bliver vasket… 

Kort efter Gilleleje rammer vi 40 km, Nakkedhoved Fyr hvor vi ruller ind i depot 2. Lykkerus – nu er der kun 20 hjem! Der er som vanligt en fantastisk stemning i depotet. Tanken slår mig… det er 6. og sidste depot i cuppen, alligevel lidt vemodigt. Jeg sludrer med en fyr som er styrtet ude på kystsikringen og har kæmpet sig i depot og får is på knæet. Vi aftaler at vi ses i mål… og gæt selv om det lykkedes…  

Jeg genvinder styrken i depotet, hvor jeg har tilladt at give mig selv lidt ekstra tid. Ude af vagten rammer vi igen stranden. Omkring 45-46 km kommer vi til Nordkyststien og nu er det vel bare at trille hjem tænker den naive. Vi kommer gennem Hornbæk og videre langs stien et par kilometer. 

På 52 km mærket sker noget vildt – et uanmeldt cola depot. Hvor vildt er det lige med kun 8 kilometer hjem! Når man så sidder her og tænker tilbage elsker man det bare endnu højere, end da man stod der og ikke vidste hvad var forude.  

Var man ikke træt af kystsikring så blev man det helt naturligt her…. udmattede ben og hoppen rundt på store sten er bare ikke lykkerus. Nå, men efter en 2-3 km holdt det vel næsten op, og ude i horisonten stod Kronborg. Det vildeste syn og top motiverende.  

Jeg løb med alt hvad der var tilbage – der var jo “kun” 5 kilometer hjem, men det var bare som om lige meget hvor meget man arbejdede så forblev Kronborg bare derude i horisonten. Og så alligevel – lige pludselig var det der!  

På de sidste 100 meter af stranden, bliver jeg taget imod af Sebastian og Gabriella og de løb med det sidste stykke til molen på havnen, hvor resten af familien stod og heppede – mit eget #verdensbedstecrew. Opløbet på molen var som altid helt uforglemmeligt og målgang var ren lykkerus.

Efter kontrol af udstyr fik jeg mit armbånd for gennemførsel af Ultraløbet Nordkysten, det sorte bælte i ultraløb og en truckercap. Jeg fik givet Moses hånd og takket for en uforglemmelig oplevelse. 

Ude på havnemolen synker jeg sammen og har absolut intet tilbage i kroppen…. 

BUT I FU****G DID IT! 

Der var cutoff på 12 timer. Jeg havde sat baren på 10 timer for Nordkysten og ville være oven ud lykkelig for en tid under 8 timer. Jeg havde målgang på 07:57:06, med en placering som nr. 111 ud af 222 gennemførte deltagere. 

Jeg havde en drøm om at gennemføre ultracuppen under 24 timer og efter ultraløbet Fyr til fyr i april som endte så skidt og frygten for finaleløbet Nordkysten, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet det ville ende sådan.  

Men med Moses Løvstad træningsprogram målrettet på cuppen som troligt tikkede ind på mailen hver søndag for den kommende uge, blev der uge efter uge arbejdet hårdt på målet og endte med en samlet placering i ultracuppen som nummer 31 i tiden 22:28:13. Vi var 63 der kom hele vejen iført “gul nummerplade”. Stolt tillykke til os alle.  

Ultracup 2017 slutter her med to citater fra racedirector Moses som vil hænge ved længe efter. “det er stadig bare noget vi leger” & “hvis det var let – ville alle gøre det…” 

Keep moving… 

Resultater fra Ultraløbet Nordkysten 

Samlet resultat for Ultracup 2017 

 

Hviledag – 0,0 km

Så kom endelig en kærkommen hviledag. Heldigvis har vi stadig ferie så ingen arbejde og fruen sparrede mig også for de vilde udskejelser i huslig arbejde 😉

Efter fruen havde fået overstået dagens træning blev bilen startet og ungerne blev afleveret hos mormor & morfar som især Zacharias havde savnet i ferien. Vi selv drog videre mod den skønne by på spidsen af Sjælland, nemlig Helsingør. Her bor den sejeste smed og han skulle have besøg…

I dag skal fruen mærkes for livet og har længe ønsket at få Kræftens Bekæmpelse stjernelogo fra knæk cancer tatoveret ved anklen. Jeg selv skal skal have mit motto på højre læg sammen med et pigtogram af en løbende mand. Alt sammen var sat i søen hos Tattoosmeden  i samarbejde med hans søde kone Pernille.

Selv om jeg er blevet tusset et par gange før besluttede vi (jeg) hurtigt at Lisa skulle have æret af at være første levende billed i stolen og wupti ganske kort tid efter var hun færdig uden en lyd.

20160711_110807

Så var stilen ligesom lagt for hvordan man bør tage det som mand og måtte bide det i mig. Havde heldigvis kun lige et kort øjeblik hvor det gjorde rigtig ondt. Tror det var omkring m’et.

IMG_20160711_113429

Vi er super glade for resultatet 😉

13592301_10210295112598899_231229067986645534_nIMG_20160711_114503

Efterfølgende stod den på “kærestetur” i gågaden, nu vi var i den hyggelig by på nordspidsen. Kærestetid/kvalitetstid kan jo opfattes på forskellig måde…

20160711_123312

Vi havde en super skøn ½ dag uden børn og endte dagen med medbragte pizzaer og cola hos mormor & morfar

En dejlig hviledag med et minde for livet

Imorgen forsætter Tour’en og jeg glæder mig – hvor mærkeligt det så end måtte lyde

Keep moving…

hviledag1

Firkløver 50/50 – wau et spor

Det er Pinsedag og kl er 4:15 jeg er allerede vågen og kan ikke falde i søvn igen… Typisk! I næste nu – det trommer på Velux vinduet, præcis som lovet – regn og vejrudsigten ser skidt ud – som i rigtig skidt, men hvad gør det når man er en trail junkie. I dag er det jo Firkløver 50/50 – etape 3 i min helt egen ultra trail tour.

Jeg er død træt. Med grus i øjnene og alt for lidt søvn kaster jeg stængerne ud af sengen og træsker neden under og sætter kaffe over. Der skal en del kaffe til for at få kick startet motoren. Mens kroppen får lov at vågne tænker jeg hvorfor det nu lige også er jeg gør det her? Det er jo sole klart. Måske ikke lige nu, men ved så snart vi er i gang og de første kilometer er langt i sporet giver det hele mening – i hvert fald for mig.

Efter nogen tid kommer der liv i huset. Fruen dukker op og ungerne begynder vågne en efter en. Det er aftalt jeg selv finder til Gurre med tog og bus, men bliver hentet deroppe efter race. Dog får jeg lidt uventet lift til Ørestad og rammer kl. 8 toget til Helsingør.

Super hyggelig tortur i rejseselskab af Spotify. Efter ankomsten til Helsingør er der knap 40 minutters ventetid inden bussen kører til Gurre (Gurre kirke).

13173730_10153802428552408_8150040814091296338_n

Vel ankommet lidt i 10 til start- og målområde, hvor der summer af den eventyrlige trailløber klargøring. Ind imellem kommer er løbere fra 50M (50 miles = 80 km) i gennem målområder for at komme i depot og videre ud på blad 3. De har på dette tidspunkt tilbagelagt omkring 34 kilometer.

10:45 er der fælles løbsbriefing og herefter træsker vi i samlet flok til toppen af Spidsbjerg bakke. Vi er små 60 forventningsfulde løbere til start på 50K. I forsøg på ikke at lade mig rive med af stemning gennemgår jeg aftalen med mig selv lige inden start; “Du skal bare være fejeblad og være hjemme inden cutoff. Planen siger målgang mellem 6½-7 timer”

Har været plaget af forkølelser og influenza hele vinteren og nå ja så også lige en ankelskade og en hofte der gik amok eller hvad der nu skete. Så peaker ikke ligefrem.

I Firkløver 50/50 50K skal der løbes en lille 3-4 km prolog inden de sidste to blade af 50M .

Jeg har helt fat i den lange enden af planen, er næsten en af de sidste der forlader startblokken på toppen af Spidsbjerg. Hele vejen rundt på prologen ligger jeg som en af de sidste i feltet og pace passer mig helt fint, måske lige en anelse for langsomt, men ok vi har langt hjem…

Vi pacere målområdet og forsætter ud på blad 3. De første kilometer er feltet rimeligt samlet, men kilometerne parsere og feltet spredes for alle vinde. Ind imellem får man kontakt, nogle hentes og så bliver man selv hentet, egentligt vanvittigt hyggeligt at løbe der i sporet i sin helt egen verden i eget pace og så alligevel få hygget lidt med andre når vi mødes derude.

13217600_886515991495040_4253958714444745844_o

En af de ting der virkelig tiltaler mig ved ultra trail er selvfølgelig distancen og det kuperede terræn, man skal ikke lade det sammenligne med et traditionelt gade løb. I ultra trail og andre trail løb, for den sags skyld, er det sociale aspekt i højsædet. Det gælder ligesom ikke om at vinde, men om at være med.

I ultra er der kun en udfordring og det dig selv  (med mindre du ved du kan løbe om podie plads tænker jeg…), måske det er en af grundene til alle er så glade – det gælder simpelthen ikke om at komme først, men om at komme hjem og så er vi jo omgivet af det mest fantastiske natur 🙂 Der er altid plads til en hyggesnak i depotet – det ser du næppe til Copenhagen Marathon!

Jeg hygger stort gemme Teglstrup Hegn blå MTB spor ind til depot rammes i Hellebæk skov omkring 17 km. Får kastet et par gifler i halsen og skyllet ned med en kop cola. Væskebeholdningen er fin så beslutter hurtigt, at den må holde til næste depot/dropbag på Spidsbjerg omkring 17 km herfra. Ud af pitten og tilbage i sporet spræng fyldt med energi. 3 km længere ude rammer vi stranden.

13227263_886537394826233_6439620032504094211_o

Der skal løbes på stranden små 4 km, men er hård kost for det er rullesten og større stensætningen der skal forceres. Men da der er det skønneste kig direkte til Kronborg så er det hele turen værd og nå ja så gør det heller ikke noget vinden ligger lige i ryggen.

IMG_5219 

 

Efter stranden krydser vi Nordre Strandvej og videre over trinbræt tæt ved Højstrup st. Her rammer vi så “tribute to Jons kapel og Hammer trail”. Ned af trappen, ringe med klokken og op igen – videre… herfra er den bare spor og græsmarker indtil vi rammer dropbag-depot på Spidsbjerg.

13227171_812951652172234_7044776051988703889_n WP_20160515_13_40_56_Pro

Jeg tager mig god tid i depot. Får fantastisk hjælp med opfyldning af væske fra det super søde og hjælpsomme crew. Der bliver hældt en del cola på maskinen og kaster lakrids i halsen, fyldt vesten med ekstra energi til de sidste 16 km hjem.

Ud af klappen og ud på blad 4. Kan godt mærke de første 34 km i stængerne som i øvrigt var blevet til 35,5 på mit ur, men det må være bonus kilometer tænker jeg… især venstre fod har jeg problemer med. Det virker som om jeg har vabler, hvilket jeg normalt vis ikke får, men vi har været i vand allerede tidligt på ruten, så man ved aldrig…

Vi løber de første kilometer i Nyrup Hegn i single track spor. Ude et sted omkring 37-38 km. begynder problemerne at melde sig. Jeg begynder at døje en del med kramper i læg og venstre inderlår. Og der skal både balanceres på væltede træstammer over åer og forceres store væltede træstammer.

Husker jeg tænker; “fanden ta’ dig Vejrhøj – jeg slagter dig til august!!!” (ja det var der jeg sloges med de fleste problemer på min ultra debut sidste år på Ndure). Jeg kæmpede mig ud af kramperne rimeligt hurtigt, men kun ved at sætte mit pace yderligere ned.

Omkring 42-43 km. rammer jeg “The Tunnel of Truth” Et å-løbs rør der skal forceres. Og for det kan ske skal det foregå i hugsiddende gang. Tror mig – ufed oplevelse når man har 43 km i stængerne og har døjet med kramper.

13243865_814389352028464_520235962539767520_o 13227495_814389632028436_6034744938492983603_o

Hvad gør man? Man gør der bare – det li meget… det fede var fødderne blev afkølet af vandet og mine elskede Salomon Speedcross III blev vasket & der er kun 7 km hjem 🙂

Efter røret går det af spor og skovstier igennem Egebæksvang og kilometerne er lange, som i meget laaange…

Det er faktisk først her da jeg tror jeg rammer ca. 46 km og tænker, nu presser vi på der er kun 5 km. hjem og da jeg så rammer 47 km. så kommer skiltet “kom så der er kun 5 km til mål” !! Hvad sker der!!! Der er kun 4 hjem – come on…

Først nu lægger jeg mærke til jeg slet ikke har været presset mentalt – alt har virket bare ikke stængerne. Men først herude på de sidste kilometer rammes jeg af krisen. Jeg får overmandet den og sætter pace op den sidste kilometer – nu skal den ha en på frakken (jeg tænker pace sikkert  går fra 8 min til 7:58 min pr km…)

Jeg kommer da også løbende ind (til klapsalve – tak for det…) i målområdet og i guder vi skal zap susme op af bakken på Spidsbjerg for at få målgang. Det er jo direkte op i himmelen…

13221320_814390028695063_8698542370515249544_o

Jeg husker ikke turen op, men husker jeg stod på måtten og fik high five og kæmpe trailkrammer af løbsdirektørerne. Og fik min medalje om halsen.

52,39 km i det skønne Nordsjælland i tiden 06:19:57

Og så tilbage til start. Hvorfor er det jeg gør det…? Det er da så indlysende… Det giver den bedste mening at løbe 50 km i trail spor, strand og andet velsignet underlag, for så at står der på toppen af Spidsbjerg, totalt smadderet i hele kroppen og blive overøst af trail-kærlighed af løbsledelsen og for hvad… jow det skal jeg sige dig – at få hængt en træklods om halsen, indgraveret med 50/50 på den ene side og et firkløver på den anden, som nået man selv lavede dengang man havde sløjd i skolen i en fjern fortid. Det gir sq da den bedste mening!

WP_20160515_17_23_34_Pro WP_20160515_17_23_44_Pro

Jeg har haft den fedeste oplevelse jeg ikke ville være foruden… og ved du hvad? jeg gør det igen…!

Vejrhøj – vi har et opgør jeg ser frem til den 6. august på Ndure…!

Men rygtet vil vide jeg oz var uhyrligt glad for at min smukke kone og ungerne i målområdet for at hente mig, efter de havde haft en hygge dag med den store brunch buffet hos Dalle-Valle og derefter bio-tur i Helsingør med popcorn og bum! Ja sådan er vi så forskellige…

Keep moving…

Firkløver 50/50 – facebook

Firkløver 50/50 – website