Tag-arkiv: INOV-8

Salomon Hammer Trail 2018

Så blev det tid til ultra race nummer 10. Som aftalt skulle denne være noget ekstraordinært-lækkert. Og det skal jeg lige love for, at Salomon Hammer Trail 2018 på 50 miles distancen skulle vise at blive… 

Det er vinter, mørkt, uendeligt koldt og det regner konstant – fik jeg nævnt det regner… Beslutningen er truffet, jeg skal stå klar på startstregen kl. 00:00 den 12. Maj til Salomon Hammer Trail 2018 50 Miles. Det virker som en rigtig dårlig beslutning. Motivationen er helt i bund og jeg slider mig gennem de daglige træningspas. Og var det ikke for min søde hustru der skubbede på, var det nok endt i et no go.  

Da vi når april er vejret begyndt og lysne og lysten til at løbe bliver stærkere og stærkere for hver dag  – der bliver både løbet til og fra arbejde. Dag og nat – ja på alle tidspunkter, for alt skal trænes. Jeg skal være klar på noget, jeg endnu ikke har prøvet.  

Nå ja, helt basalt set, er det jo kun 15 km mere end jeg har prøvet før, men så kommer der så lige de der 3.000 HM oveni, for ikke at tale om, at løbe om natten i svært teknisk terræn.  

Jeg synes den sværeste forberedelse til dette race var den mentale del. Jeg var slet ikke klar på hvad der ventede forude. 

Kr. Luftfart er vi til nevøens konfirmation og kommer en anelse sent i seng. Fredag tidlig morgen drager hele familien til solskinsøen. Denne gang har jeg fået fornøjelse af, at have hele mit crew med på tur. Det er så skønt. Efter indlogering på Vandrerhjem Nordly hos skønne Simone og Martin, tager familien tilbage til Rønne for at hygge og jeg kravler til køjs for at få nogle timers søvn. 

Efter 2½ timer vågner jeg med et sæt – vi har glemt sprøjtepose til flødeskum…! I træningen mod Hammer Trail ramte jeg løbepas nr. 100 på halvmarathon distancen eller derover. Det udløste en rutebilslagkage af fineste slags. Jeg fik min søde kone overbevist om, at 10 ultraløb vel også var en form for jubilæum – så gennemførte jeg Hammer Trail, måtte da også udløse en lagkage… 

Sidste på eftermiddagen er familien tilbage på Nordly med mad og vi hygger os i spisestuen. Jeg skal dog til pastaparty nede i startområdet ved Hammersø, så holder næsten fingrene fra de andres mad… 

Efter de har spist smutter jeg ned i start- og målområdet, for at afhente mit startnummer og få mad. Mindste sønnike Zacharias har rigeligt med krudt bagi og gør mig hyggeligt selskab. Da jeg står med mit nummer i hånden kommer det fra Zacharias; “Jeg vil også have sådan ét!“. Jeg får tre startnumre med hjem til børneløbet om lørdagen, selvom der på forhånd ikke var den store iver at spore hos ungerne. Men da jeg kommer retur til Nordly, beretter jeg overfor ungerne, at løbsledelse har dikteret, at de forældre der løber 50 miles distancen, deres børn SKAL løbe børneløbet. Bum! Ingen brok – de åd den råt… eller måske gad de bare ikke diskutere den sag mere… 

Ved 21 tiden får jeg putter en MEGET træt familie i seng og hanker op i mit udstyr og træsker ned i TV-stuen for at slappe af inden turen går mod startområdet. Tiden føles umådelig lang om end den rigtige nervøsitet begynder stille at indfinde sig. 

Omkring 23-tiden går jeg ned mod startområdet og får gjort mig klar til start. Lagt mine ting klar i depotet, så alt er klart når man kommer ind. Det er efterhånden nærmest en religiøs handling, at ligge tingene i fast rutine. Der er bare ikke overskud til at lede efter ting, så bliver det bare ikke til noget. Og konsekvensen at et overspring i planen kan koste dyrt! 

Vi har løbsbriefing og kontrol af obligatorisk udstyr kl 23:45. Vi trækker ud til start og sendes afsted kl 00:00.  

Først venter en prolog rundt om Hammersø og dernæst tre runder á 26 km. Turen får os første en tur gennem Slotslyngen, videre ned til Vang og hygge lidt, for så at komme retur via kystlinjen, op over Hammershus og videre mod Hammerknuden hvor de sidste 8 og absolut hårdeste kilometer venter af runden. Efter depot ved Hammersøen vender man så om og løber retur, altså med Hammerknuden første og så frem deles. 

Jeg kommer godt fra start og synes jeg finder et rigtig fint flow rundt på prologen. Jeg holder kadencen nede, for jeg har kun pandelampen til at finde rødder, sten, klipper og andre forhindringer på vejen. Der går ikke længe før de første bakker viser deres tænder. Jeg synes det går rigtig godt, måske det er fordi man ikke rigtig kan se omgivelserne. Der er kun mig og lyskeglen.  

Feltet bliver hurtigt spredt og jeg har en fornemmelse af at ligge ca midt i klassementet. Ca. seks kilometer ude glider jeg ned af en stor klippesten og ryger på halen. Falder heldigvis heldigt, så der ikke sker noget og får rimeligt hurtigt rystet oplevelsen af mig. Men det giver en kraftig reminder om, at det her ikke er helt ufarligt og slet ikke i mørke.  

Efter mit uheld kommer jeg op til en gruppe, hvor vi det meste af tiden er 4-5 personer. Gruppen har et fint pace, måske lige en anelse over mit planlagte, men det føles rart.  Gruppen er så heldige at have en lokal guide på. Christina fører os sikkert på vej, gennem terrænet med masser overskud. Hun kender ruten ind og ud og det nyder vi andre godt af.  

15-16 kilometer ude rammer jeg endnu et uheld. Vi er på vej langs kysten mod Hammershus i et rimeligt svært teknisk område, da jeg pludselig bliver ramt i hovedet af noget. Hvad det var, ved jeg ikke, men det bløder rigeligt kraftigt. Og her er et tydeligt eksempel på, hvorfor man kalder denne sport for gentleman sport. Gruppen gør simpelthen holdt og får tjekket op på min skade og tilstand. Jeg får renset med vand og konstateret det ikke er så slemt endda. De næste kilometer er Christina konstant over mig for at sikre jeg er ok. Tusind tak for det!  

Gruppen føles gennem Hammerknuden og den grad trækker søm ud, i sær fordi den er svær at løbe i mørke og nå ja der er mange højdemeter med i købet. 

Sikkert i depot bliver gruppen splittet. Jeg har lovet mig selv at spise en portion havregryn, hver gang jeg kommer i depot, for at få ordentlig energi og i et forsøg på ikke at ødelægge maven. Efter en tør trøje, opfyldning af flasker og min aftalte havregryn tikker jeg ud igen og her venter 8 km tæsk på Hammerknuden. De slider hårdt i mig i mørket, men efter jeg er igennem glædes jeg over lyset er på vej. Desværre viste det sig at være overskyet, selvom DMI havde lovet en stjerneklar nat. Så vi fik ikke fornøjelsen af en flot solopgang. 

Runde to er hård ved mig. Den slider især hårdt på mig mentalt, men kilometerne kikker ind på kontoen stille og roligt. Især de sidste 11-12 kilometer af runden er seje. Her gør jeg heldigvis følgeskab af et par gutter der har det mindst ligeså træls som jeg. Vi følges hele vejen hjem til depot. 

Jeg kommer i depot for anden gang og giver mig denne gang ekstra god tid. Der er enkelte der vist ser langt efter min havregryn og det er nok turens mest tiltrængte energiindtag jeg får her. Efter opfyldning og trøjeskift til korteærmer, griber jeg mine stave og tikker ud på tredje og sidste runde.  

Come on Peter! Det er sidste runde, der er kun 26 kilometer hjem, men jeg kan ikke få farten ned i benene. De første kilometer ned mod depotet i Vang bliver taget i en form for kapgang.  

Jeg er oven ud lykkelig for at traf valget om, at medbringe mine stave. Jeg har ikke før haft dem med på ultraløb, trods jeg allerede købte dem til min debut i 2015. Men jeg skal lige love for det blev mine bedste venner her. Det var ellers meningen, jeg kun ville have dem med på runde tre, men tog allerede en beslutning i depot efter første runde om, at medtage dem på runde to. Det var nok klogeste beslutning den dag! 

Som timerne gik kom jeg igennem kilometerne og efter at have forceret Hammershus Slotsruin, begyndte løberne på dagens 25 kilometer distance, at komme i fuld fart bagfra. Det var virkelig dejligt, at se nogle ansigter fuld af glæde og anstrengelse. Især når man her var i gang med at grave rigtig dybt i sig selv, for at finde noget råstyrke. Nattens uheld og den mentale anstrengelse af at løbe i mørke, have jeg nok undervurderet, for alt det mentale styrke jeg skulle bruge nu, havde jeg ligesom opbrugt. Og her hjalp det mig så, at se alle de glade løbere der kom bag blæsende bagfra.  

Ganske kort før jeg kommer til Hammerhavnen for foden af Hammerknuden, og altså de sidste 8 benhårde kilometer, er jeg i færd med at klargøre mig mentalt til udfordringen, da der bagfra kommer en 25 kilometer løber. Han kommer helt op bag mig, da hen udbryder; “Det er kraft ed… godt løbet på de små ben…” Jeg var helt ødelagt af grin og tusind tak for bemærkningen, den gjorde det den skulle. Der kom gang i motoren. Og kom gennem Hammerknuden i løb, nok vel en ynkelig type af slagsen, men en form for løb var det da.  

Med 3 kilometer til mål bliver jeg hentet af vores veninde Karina der løb 50 km distancen. Hun indtager 2. pladsen i kvindernes række på den distance. Det er så sejt, især når man tænker på hun aldrig har løbet over marathon distancen!  

Jeg kommer ned fra knuden og bag om målområdet, for at indtage den sidste stigning og dermed den sidste kilometer. Jeg bliver mødt af ungerne og hvilket skønt syn. Ren benzin! På vej op af stigningen får jeg hentet to løbere på 25 km distancen. Nogle gange er det bare sådan, at man fyldes af energi, over at se andre have det værre end en selv. Og nu skulle det sap-suseme være løgn, de skal ikke have lov at komme før mig… For ind i… det gjorde ondt i lårene ned ad klippen, men fik mig gjorde de ikke… Og så… Endelig… Målgang og det må have været med tårer i øjenkrogen, for sved var der ikke mere tilbage af.  

Aldring har jeg været så hårdt presset på alle fronter. Og i tiden 13:47:18, med 80,74 kilometer i mine Inov-8 Terraclaw 250 og 2.908 HM løber jeg ind på en 22. plads. Sikken et rush. Vi var nogle og fyrre tilmeldte og 32 der gennemførte den dag. 

Jeg møder en noget sindsoprevet hustru i målområdet. Mine superseje unger, havde jo som løbsledelsen havde “sagt” været til 1 km børneløb. Efterfølgende havde de gået turen, og nu skylder man jo at sige, at fruen lider af højdeskræk, så det hjalp jo ikke meget, at børneløbet vidste sig, at have været den sidste kilometer, som jeg jo netop havde afsluttet runden med… Jeg synes de er SÅ seje og de har fortjent deres medalje i ligeså høj grad som mig.

 

Salomon Hammer Trail 50 miles er nok en af de mest sindssyge udfordringer jeg har kastet mig ud i. En af det første ting jeg sagde til Lisa efter målgang var; “det her skal jeg ALDRIG igen!”…, men søde skat, jeg har andre planer… det her må og skal kunne gøres bedre… Tænker du ikk’…? 

Tusind, tusind tak til mit elskede crew for en fantastisk weekend på solskinsøen. Også en særlig tak til Simone & Martin på Nordly, I er i høj grad med til at gøre oplevelsen endnu bedre. Sidste men ikke mindst en stor tak til Tejn IF for turen. Aldrig har jeg været så lykkelig for at få bryl. Vi ses igen! 

Og ved I hvad… Jeg fik min lagkage… 

Keep moving… 

Salomon Hammer Trail Winter Edition 2018

Endnu et af de løb jeg havde på min bucket list kan nu vinges af. Salomon Hammer Trail Winter Edition 50k. Episk var det! 

Det hele startede vel i virkeligheden mange måneder før, nærmere i maj 2017. En god tidligere kollega havde netop haft debut som ultraløber ved  North Cost Ultra. Lasse havde vist fået blod på tanden til mere og klikket sig som interesseret i Hammer Trails begivenhed på Facebook. Fik kommenteret hans opslag med, at det synes jeg vi skulle gøre en tur ud af. Og vi “sluderede” lidt om at køre 50 kilometer i januar 2018 og 50 miles i maj 2018, men hvor blev du af Lasse… 

Det var ligesom jeg ikke rigtig kunne lægge tanken fra mig, om endelig at være blevet voksen nok til at skulle “bestige” solskinsøen fra dens måske smukkeste side og med højrisiko for dårligt vejr. What’s not to like?! 

Men inden da skulle jeg jo så meget grueligt igennem først, for Ultracuppen var jo dårligt kommet i gang, vi havde jo kun lige været på Bornholm til Fyr-til-fyr. Og som du måske ved var det en hård prøvelse og forude lå både Gendarmstien og Nordkysten 

Ultracuppen var jo en fest uden lige og som det er med så meget andet, vil mer have mere.  Jow tak det er hårdt arbejde i nuet, men når man så er i mål og rush’et har lagt sig noget tid efter, kommer den naturlige tanke… hvad nu?  

Efteråret gik med at kigge mod triatlon og Team skranken.dk var jo til TIK 5-15-5 i sensommeren og det var supersjovt.  

Men min kærlighed til sport ligger nu nok, når alt kommer til alt mest i “trailer-livet”. “Sporet” er bare der jeg hører hjemme. Og omkring efterårsferien besluttede jeg, at nu skulle det være. Hammer Trail Winter Edition 2018 skal på CV’et. 

Med udgangspunkt i Moses træningsprogram fra ultracuppen, fik jeg strikket træningen sammen og efteråret forsvandt før det kom. Mørket og vinteren gav lidt psykisk pres, men med viljen og især en sublim støttende frue derhjemme, kom jeg ud ad døren og passede mine træningspas. Inden man fik set sig om, var julen forbi og 27. januar nærmede sig med hastige skridt. 

Jeg brugte en del tid på at få logistikken til at hænge sammen. Sebastian skulle til svømmestævne om søndagen, så var under tidspres for at komme hjem. Især når man ser det i forhold til, hvordan den offentlige trafik er på Bornholm. Så det blev hurtigt besluttet at tage sidste flyver hjem lørdag efter race. Så var den bagkant ligesom løst. Jeg rejste derover fredag eftermiddag med Bornholmerbussen, og det fungerer bare. Efter færgen stod den på offentlig trafik. Så i tyk tåge og med super hyggelige Brian bag rattet på linje 3, var det en smal sag at komme til Allinge/Sandvig med destination Nordly hos Simone & Martin.  

Jeg, eller vist hele vores lille familie, er faldet pladask for vandrehjemmet Nordly. Nordly har bare noget sjæl, man ikke finder ret mange andre steder. Og den ære står Simone & Martin til fulde for. Efter ankomsten ville jeg gå ned i Domen for at afhente mit startnummer, men straks kom Martin på banen og ville køre mig der ned. “Der er jo 2,5 km og der er jo rigeligt at tage af i morgen, så jeg kører – skal også ned og hilse på drengene alligevel…” Kom det fra en grinende Martin.  Så på ægte bornholmerstyle blev jeg transporteret til Domen. 

Natten gik som den plejer før race. Næsten ingen søvn og det jeg fik var konstant afbrudt. Også selvom jeg havde aftalt med Lisa, at hørte hun ikke fra mig inden kl. 6, skulle hun ringe indtil der var kontakt.  

Efter morgenmad og rigelige mængder kaffe, gik jeg de 2,5 km ned til Domen. Jeg nød mørket og stilheden og fik en sidste gang gennemgået dagens udfordring og mine målsætninger. Uvidende om hvad var forude, andet end rygter og historier havde jeg lagt baren på 8 timer.  

Mørkt på vej til Domen. Kun Hammerfyret lyser op

Klokken 8 blev vi kørt med bus til start på P-pladsen ved Hammersøen, halvvejs ude på ruten. Her var der racebreifing og kl 8.30 blev vi sendt afsted, så vi kunne få de hårdeste 8 km af ruten på Hammerknuden først og dermed tre gange på turen. 50 km ruten var en rundstrækning på 20 km fra Domen ud gennem Slotslygen, op rundt om Hammerhus, herfra til Hammerhavnen og videre ud og få stryg på Hammerkunden og retur til Domen. 

Cut off på første 10 km var 1½ time. Da jeg tikkede ind gennem depot i Domen sagde uret 1:14. Hele 16 min til cut off, det kan godt gå hen og blive en lang dag på kontoret tænkte jeg, men fint ude igen kom der godt flow i kroppen og måske endda lidt for godt. Ude af Slotslyngen fik jeg fortaget en videosamtale hjem til ældste knægten, der havde 17 års fødselsdag. Fuldt af overskud og 18 km ude, fik han også set Hammershus på hans dag. 

Med oprejst pande efter besøg i depot på Hammerhavnen, der både bød på en kop cola og krammer til den søde bartender, indtog jeg for anden gang Hammerknuden. Den sled godt i kroppen denne gang, men motoren kørte godt.  

Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg ville skifte trøjer, når jeg ramte Domen på 30 km. Men var så godt kørende, at jeg slog tanken hen, da jeg var der. Godt 300 meter ude af depotet igen, måtte jeg vende retur og skifte. Modvinden havde ramt mig og kunne mærke med det samme, at 8 km i den ville ende galt.  

Med tørre varme trøjer på var jeg i gang med sidste runde på dagens mudderbane. Vi sejlede rundt i mudder og vand. Ikke at jeg synes det er træls, at have våde fødder i timevis, men mudderet var så klæb og lergagtigt, at det var vanvittigt tungt arbejde. Ude af Slotslyngen nærmede jeg mig Hammershus for anden gang og fik det besejret. Mit Garmin Fenix 3 sagde 39 km.  Jeg havde en skyggeside der sagde det var tid til at få et motiverende skub. Og hvad er bedre end at ringe hjem til sin fantastiske hustru og nærmest tigge om at få en skideballe. Men det virker bare! Næsten ligeså godt som hendes bananpandekager med Nutella 

Ude af depotet på Hammerhavnen havde jeg ikke så meget i hovedet, at jeg nu skulle knuses på Hammerknuden, men mere fokus på den allersidste klippe, der skulle forceres inden vi kunne trille de sidste kilometer hjem til Domen. Jeg lod bare langsomt kroppen bestemme, hvordan vi kom igennem, mens mine tanker var på den møg klippe hele vejen. Jeg huskede dog traditionen tro, at stoppe op på marathon distancen og tage et billede, og kunne det være mere motiverende, end at stå og kigge ud over Hammersøen og så endda med kig til Nordly.

Med hovedet fuld af positive tanker, drev jeg det sidste ud af kroppen og der stod den så…. den forpulede klippe! Kønt var det ikke, jeg nærmest kravlede op og alt i kroppen krampede. På toppen stod jeg så med lammetævet krop og tårer i øjnene. 

Jeg fortsatte herfra med en faktisk lykkerus om at have gjort det! Fik kæmpet mig gennem de sidste kilometer med stigninger, en syndflod af mudder og nærmede mig Domen. Da målportalen tonede frem kunne jeg godt mærke følelserne var ved at løbe af med mig.  

I mål er det der både varm velkomst, medalje og bedst af alt ægte trail-krammer. 

Tænk, at man kan blive så lykkelig over, “at udsætte sig selv for den slags” vil de fleste nok tænke, men hertil kan jeg kun sige. Prøv det! Man kan meget mere, end man selv tror.  Og for mig giver det den bedste mening. 

Jeg havde sat baren på 8 timer, der var cut off på 9. Jeg stod i mål den dag på 07:13:21 med 1.887 HM i stængerne. Udmattet, lykkelig og lammetævet. Lirekassemand fik en helt ny dimension for mig den dag i januar. 

Morgenen efter morede fruen sig bekosteligt over, min helt egen facon i at komme ned af trapperne fra 1. sal. Men hvad det går jo over igen… 

Nu er vi så tilbage hvor vi startede. Målet blev nået og mer vil have mere. Jeg er i den heldige situation at jeg har fået “pladsen” til at gøre det hele en gang til. Og mit 2018 mål er nu sat.  

Natten mellem den 11-12 maj 2018 begiver jeg mig ud på mit 10. ultrarace og det skal i anledning af “jubilæet” være lidt ekstraordinært, så jeg hæver distancen og hårdheden en smule, når jeg vil står til start ved Danmarks nok hårdeste trailløb Hammertrail 2018 på 50 miles distancen. 

Keep moving… 

 

Ultraløbet Nordkysten

Så lykkes det endelig. Vi er nået frem til finalen i Ultracup 2017. Ultraløbet Nordkysten står for døren eller rettere sagt standen ligger for fødderne. 

Det er fredag den 11. august 2017 og en lang arbejdsdag på kontoret lakker mod enden. Det er planlagt sådan, at jeg tager direkte til Helsingør og overnatter på Helsingør Camping i mit til lejligheden indkøbte festivaltelt. Kønt er det ikke men for en nat går det an.  

Efter teltet er slået op og der er pakket ud og klargjort til natten, triller jeg ned mod byen. Helsingør kommer denne weekend ikke blot til at byde på finalen i Ultracup, men er også besat at masser glade fodbold børn der skal deltage i Kronborg Cup. Der er kæmpe fest på havnen og jeg kommer netop forbi da Djämes Braun går på scenen og spiller “kom og giv mig alle dine penge“. Jeg er med på en lytter, inden jeg triller videre ned i byen og finder aftensmad. 

Natten foregår noget uroligt – præcis som det plejer. Er hunderæd for at overhøre uret der er sat til kl 04:00. Og som jeg plejer, våger jeg selvfølgelig ved uret. Efter masser kaffe og morgenmad får jeg pakket ned og klargjort mig selv til dagens udfordring. 

Bussen kører fra havnen kl 6 mod Hundested Havn. Alle bliver tjekket ind af en lidt søvndrukken recedirector Moses Løvstad. Der hyggesnakkes i bussen præcis som vanligt, især falder emnet konstant tilbage på, hvor udfordrende turen bliver i dag. Det er ikke bare årets finaleløb i Ultracup, men også premiere for Ultraløbet Nordkysten. 

Ruten går fra Hundested Havn til Helsingør Havn med venstre fod i vandkanten med ganske få undtagelser. 

Vi ankommer lidt i 7 til en noget øde og forblæst p-plads i Hundested Havn. Men stemningen er høj. Som tiden går, er vi flere der bliver noget ængstelige for at komme i gang. Vi er ved at blive kolde i vinden, som også er blevet suppleret med lidt regn. 

10 minutter i 8 holder Moses racebriefing og vi trisser stille ned på stranden. Kl. 8 skarp bliver der ringet med koklokken og vi er ude. En lang dag er begyndt og vejret tegner fra start af, til at blive til vores fordel.  

Der går ikke mange hundrede meter inden vi rammer det første stykke med kystsikring. Feltet er samlet så det giver lidt kaos, men det går. Efter de første km gør jeg et kort hold, for at få jakken tilbage i vesten. Der kommer stille og roligt en god spredning i feltet, som tæller omkring 230 løbere. Det giver god plads til at finde eget pace uden hindringer. Efter de første 11 km i #vandkantsdanmark drejer vi ind i Melby overdrev. Gudskelov er der ikke kommet melding om løbere, der har trådt på miner og det er en skøn tur gennem overdrevet. 

På 18 km mærke kommer vi til p-pladsen ved Tisvildeleje Strand og her ligger depot 1. Jeg får straks tanket energi i begge flasker med sublim hjælp fra #verdensbedstecrew og går herefter i baren og nyder Sneakers, appelsin og selvfølgelig cola.  

Ved godt mod ruller jeg ud af depotet og får dette skilt i hovedet. Så vi ligesom i gang. Det bliver et langt stykke med alt slags underlag lige fra det fineste strandsand til kystsikringssten og trælse rullesten. Men med humøret i top og med udsigten til sort bælte i utraløb er man jo godt kørende.  

Krisen indtræffer dog ude omkring 35-36 km ved Gilbjerg Hoved / Søren Kierkegaard stenen. Lige som vi kommer ind og får den første asfalt under fødderne på vej mod Gilleleje (de hele 2,5 km vi får), kramper alt op fra knæ og ned i begge ben. Stranden har været hård ved mig og jeg er totalt tørlagt og lider under væske mangel.

Der bliver gravet dybt inden i og jeg får kæmpet mig frem til havnen i Gilleleje. Her finder jeg et toilet hvor jeg kan få tanket vand i den ene flaske for der er kun få kilometer til depot 2. Lykken er at jeg også får vasket salt af ansigtet. Nogle mener dog det er øjnene der bliver vasket… 

Kort efter Gilleleje rammer vi 40 km, Nakkedhoved Fyr hvor vi ruller ind i depot 2. Lykkerus – nu er der kun 20 hjem! Der er som vanligt en fantastisk stemning i depotet. Tanken slår mig… det er 6. og sidste depot i cuppen, alligevel lidt vemodigt. Jeg sludrer med en fyr som er styrtet ude på kystsikringen og har kæmpet sig i depot og får is på knæet. Vi aftaler at vi ses i mål… og gæt selv om det lykkedes…  

Jeg genvinder styrken i depotet, hvor jeg har tilladt at give mig selv lidt ekstra tid. Ude af vagten rammer vi igen stranden. Omkring 45-46 km kommer vi til Nordkyststien og nu er det vel bare at trille hjem tænker den naive. Vi kommer gennem Hornbæk og videre langs stien et par kilometer. 

På 52 km mærket sker noget vildt – et uanmeldt cola depot. Hvor vildt er det lige med kun 8 kilometer hjem! Når man så sidder her og tænker tilbage elsker man det bare endnu højere, end da man stod der og ikke vidste hvad var forude.  

Var man ikke træt af kystsikring så blev man det helt naturligt her…. udmattede ben og hoppen rundt på store sten er bare ikke lykkerus. Nå, men efter en 2-3 km holdt det vel næsten op, og ude i horisonten stod Kronborg. Det vildeste syn og top motiverende.  

Jeg løb med alt hvad der var tilbage – der var jo “kun” 5 kilometer hjem, men det var bare som om lige meget hvor meget man arbejdede så forblev Kronborg bare derude i horisonten. Og så alligevel – lige pludselig var det der!  

På de sidste 100 meter af stranden, bliver jeg taget imod af Sebastian og Gabriella og de løb med det sidste stykke til molen på havnen, hvor resten af familien stod og heppede – mit eget #verdensbedstecrew. Opløbet på molen var som altid helt uforglemmeligt og målgang var ren lykkerus.

Efter kontrol af udstyr fik jeg mit armbånd for gennemførsel af Ultraløbet Nordkysten, det sorte bælte i ultraløb og en truckercap. Jeg fik givet Moses hånd og takket for en uforglemmelig oplevelse. 

Ude på havnemolen synker jeg sammen og har absolut intet tilbage i kroppen…. 

BUT I FU****G DID IT! 

Der var cutoff på 12 timer. Jeg havde sat baren på 10 timer for Nordkysten og ville være oven ud lykkelig for en tid under 8 timer. Jeg havde målgang på 07:57:06, med en placering som nr. 111 ud af 222 gennemførte deltagere. 

Jeg havde en drøm om at gennemføre ultracuppen under 24 timer og efter ultraløbet Fyr til fyr i april som endte så skidt og frygten for finaleløbet Nordkysten, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet det ville ende sådan.  

Men med Moses Løvstad træningsprogram målrettet på cuppen som troligt tikkede ind på mailen hver søndag for den kommende uge, blev der uge efter uge arbejdet hårdt på målet og endte med en samlet placering i ultracuppen som nummer 31 i tiden 22:28:13. Vi var 63 der kom hele vejen iført “gul nummerplade”. Stolt tillykke til os alle.  

Ultracup 2017 slutter her med to citater fra racedirector Moses som vil hænge ved længe efter. “det er stadig bare noget vi leger” & “hvis det var let – ville alle gøre det…” 

Keep moving… 

Resultater fra Ultraløbet Nordkysten 

Samlet resultat for Ultracup 2017 

 

Ultraløbet Gendarmstien

Here we go again. Det er nu tid til Ultracup’s 2. afdeling. Ultraløbet Gendarmstien.

Det var så hyggeligt at have hele familien med på Bornholm at man næsten bliver helt afhængig af at have dem med…

Heldigvis faldt cuppens anden afdeling sammen med at datteren blev 9 år – og hvad var så mere belejligt end at få arrangeret en familieudflugt med logi hos vores gode venner Rikkelee & Bjarke i Egtved og en heldags-fødselsdagstur til Legoland…. Sådan her forløb det hele.

Det er torsdag den 8. juni 2017, vi er faret hjem fra jobbet for at spise et hurtig måltid mad og så det afgang til Egtved. Udsigten til en hyggelig weekend i godt selskab kan kun gøre humøret en tand højere. Vel ankommet bliver det hurtigt besluttet at ungerne og fruen bliver indenfor og sover i varmen mens jeg ene mand tager Tipi-teltet.

Fredag står vi op til en skøn morgen. Ikke blot er det flot vejr, men lillepigen Gabriella bliver 9 år og så er alt vejr jo perfekt. Vi får det flotteste morgenbord og flaget går til tops, men intet kan måle sig med at dagen i dag skal stå på en længe ventet Legolandstur. De første par timer er vejret flot og så indtræffer skybruddet. Regnen vælter ned over parken. Men da vi først er gennemblødte er det alt sammen også ligegyldigt og vi har en fest. Vi er faktisk så heldige at alle nærmest har forladt Legoland så vi bliver bare i forlystelserne og får ekstrature igen og igen for der er ingen kø overhovedet. Gabriella havde en skøn dag. Så er mor og far jo glade.

Lørdag, klokken er 6 – lysvågen og med perfekt kriller i maven ligger jeg igen alene i det 8 mands store Tipi telt. Jeg har været noget pas på det hele og derfor knap så motiveret de sidste 14 dage grundet jobskifte mv. Men negles det skal den, den der Gendarmsti. Jeg vil med selvsyn ud og se om det kan være rigtig tysken ikke står på lur mere.

Bjarke er så sød at kører mig til Kruså hvor starten ligger, herfra går ruten langs Flensborg fjord med højre fod i vandkanten 58 kilometer til Sønderborg havn.

Efter Moses har aflagt racebriefing med den vanlige slut replik; ”det er bare noget vi leger…” (ingen sammenligning med dronningen her…) går starten. Jeg er fysisk klar på turen, men motivationen er nu ikke helt hvor den skal være. Synes faktisk at det virker til at blive en rigtig lang dag, altså som længere end lang. Men med bøjet hoved og den ene fod foran den anden kommer jeg afsted. Små tre kilometer ude skal vi lige slå et lille bue for at komme ned og highfive Ravn som står ved grænsestenen der skal have et kærligt klap og lige dér på returvejen ser jeg én fyr som allerede virker helt udkørt. Ikke jeg tænker nærmere over hans tilstand, men det giver mig et los bagi med tanken om du har det jo ikke værre end andre… Motivationen er på plads i skabet igen og jeg finder hurtig mit eget pace.

Med kontrol over tankerne og i højt humør får jeg sendt flere beskeder hjem. Ikke at de når frem for mangler konstant mobildækning. Så efter 1:40 tror fruen jeg kun er nået 8 km, men kan glædeligt meddele at jeg i mellemtiden er nået 17.

Omkring 2 timer efter start ruller jeg ind over broen i Egernsund og ned til depot 1. Jeg har en fest! Allerede på vejen ind har jeg klargjort flaskerne til genopfyldning og de bliver nærmest taget ud af hænderne på mig af én af de søde tøser fra ”verdens bedste crew” med ordnerne, ”hvad skal der i?”, jeg får fremstammer lidt forvirret; ”bare energi” og wupti så er der fyldt op. Jeg går herefter lige i buffeten og får 2 kopper cola/vand med snickers til. Så det ud af klappen med et smil på læben og højt humør.

Nu kører det… Aldrig tror jeg, jeg har befundet mig så godt på et race. Humøret er højt, vejret er perfekt, ”kollegaerne” i marken er søde, tilskuerne hepper på alle – what’s not to like…?

Omkring 35-37 døjer jeg med noget sidestik som sætter pace lidt ned. Jeg rammer depot 2 i Kragesand længe før jeg nok havde turde forvente. Igen stor tak til verdens bedste crew for fantastisk forplejning hvis jeg ikke fik sagt det på vejen ud af klappen.

Jeg møder marathon midt på et skønt strand stykke og det skal jo foreviges. Herfra begynder så de værste højdemeter turen har at byde på. Jeg møder et par ”kollegaer” der døjer med kramper og andre ting. Jeg får hjulpet dem så godt jeg kan. Omkring de 45-46 km tænker jeg, hold nu magle det kører jo i dag. Jo vist trætheden har meldt sig for længst, men lider jo ikke som sådan og tiden er jo helt vanvittig. Fatter det knapt nok selv…

Jeg får sendt de gode budskaber hjem til fruen som sidder standby i Egtved lige netop som de skal til at grille, at nu forventer jeg at være ”hjemme” om 1½ time. Altså langt foran planen. Rygtet vil vide de pludselig fik travlt med at komme i bilen og afsted mod Sønderborg.

Da jeg runder et sted omkring 52 km melder problemerne deres ankomst. Jeg får nogle grimme kramper i lysken og lidt i lårene når det går opad. Så herfra bliver der gået/løbet/gået/løbet (hvis man kan kalde det løb…) Men faktum er de sidste 5-6 kilometer bliver rigtig rigtig lange.

Men godt det samme for da jeg render ind i Sønderborg og løber under Christians d. X bro ruller familien samtidig ind på p-pladsen ved Syddansk universitet og de når lige at stige ud af bilen og se mig tage opløbet. Hvor var det stort!! Jeg løber i mål med et billede af Sebastian med sit lange hår på nethinden…

Efter kontrol af obligatorisk udstyr får jeg udleveret mit bevis på ultraløbet Gendarmstien er besejret.

Jeg noterer mig for en tid på 06:33:44 og en plads som nummer 61 af 201.

Glad og super tilfreds med mit til dato bedste ultrarace trods lidt skidt opstarts motivation er jeg nu klar til at fortsætte træningen henimod mødet med den 3. og sidste afdeling af Ultracuppen løb nemlig finalen Ultraløbet Nordkysten, nu iført den ”gule nummerplade” i kampen om af nå det ”sorte bælte i ultra”

Keep moving…

Ultraløbet Fyr til Fyr 2017

Så blev det endelig tid – ultraløbet fyr til fyr – det har jeg ventet længe på. Der er langt i selen til en lille familieferie på Bornholm. Et af de små eventyrer man så typisk også ender med at se tilbage på. Og det er jeg sikker på også gør sig gældende her.

Turen starter allerede torsdag eftermiddag med at rejse derover efter job, skole og børnehave. Vinden er frisk så fruen har sine udfordringer på BornholmerFærgen der vugger i bølgerne mellem Ystad og Rønne. Men båden druknede ikke som fruen var bange for og vi ankom først på aftenen til det super skønne vandrehjem Nordly i Allinge med kig ned over Opalsøen. Her blev vi modtaget af det søde og yderst imødekommende værtspar Simone & Martin.

Fredagen blev brugt på vandretur rundt om opalsøen og selvfølge langs kystlinjen til Hammershus. Til eftermiddagen kørte vi til Rønne for at spise varm mad så alle depoter var godt fyldt op til lørdagens udfordring. Aftenen blev der hygget med TV og knas i TV-stuen på Nordly.

Klokken er 03.57 jeg har sovet elendigt. Jeg har sat to mobiltelefoner til at ringe hhv kl. 04:00 og 04:15. Ingen af dem fik lov at ringe. Jeg har sovet så uroligt af frygt for at sove over. Men nu gælder det… Alt det der er arbejdet på skal nu stå til trone. Klokken 5 bliver vi samlet op på p-pladsen ved Opalsøen og kørt til Dueoddde fyr.

Det lysner over Opalsøen

Det er koldt og det blæser voldsomt. Vinden er nok løjet lidt af, men det har virkelig været slemt igennem natten. Det er skyfrit og solen begynder at lysne himmelen mens vi sidder spændte i bussen på vej tværs over øen.

Der er den hyggeligste stemning i Dueodde. Forventningsfulde og urolige venter vi på at klokken skal slå 07:00 og Moses Løvstad lader kanonen affyrer til den 5. version af det 59 km lange ultraløb fyr til fyr.

Hånden på Dueodde fyr

Turen vil tage os fra Dueodde fyr, øst om øen gennem Nexø videre til Svaneke hvor 1. depot vil ligge dernæst til Gudhjem for 2. depot for til slut at smutte gennem kuperet terræn forbi Helligdomsklipperne videre til Allinge-Sandvig, ud forbi Hammeodde fyr, her er der så 2 km til mål på toppen når en træt krop slasker sammen og man klasker hånden i granitten på Hammer fyr.

Efter racebriefing går starten gennem klitterne på Dueodde strand og øst over mod Balka. Det er skønt at være i gang og vejret er perfekt. Vi ligger i læ og det bliver hurtig for varmt med jakken på. Jeg gør et kort holdt omkring 5 km og smider min jakke i vesten. Nyder virkelig turen på stranden i solopgangen.

Da vi kommer af stranden ved Snogebæk begynder vi at blive ramt af vinden. Ude af depotet i Svaneke efter 20 kilometer får vi vinden lige i smasken. Det er bidende koldt og jeg får hurtigt indset jeg skal have jakken på igen, men det er desværre for sent. Kulden har ramt mig og jeg lider i vinden med mange mavesmerter.

Depot 1 i Svaneke

Turen mellem 1. og 2. depot bliver rigtig rigtig lang, men husker mig selv på rigtig mange gange at nyde turen (det er jo stadig bare noget vi leger…) for det er fantastisk på kyststrækningen, hvor man ser naturen konstant ændre sig. Tror ikke der findes et sted i Danmark hvor det ændre sig så markant i løbet af så få kilometer.

Mellem Nexø og Gudhjem

Kort før depot 2 i Gudhjem møder jeg fuldstændig overraskende familien. Det er lige før jeg er ved at tude af glæde. Hvor var det bare SÅ stort. Det gav lige det adrealinkick der skulle til for at få tankerne væk fra at det bøvlede og ind på sporet igen.

40 kilometer og Gudhjem er nået og kan godt mærke, det er nu, der skal graves dybt for at finde det sidste frem, men da de første stigninger er overstået og vi er kommet lidt i læ af skoven kommer der ligesom gang i motoren igen. Jeg får hilst på nogle af mine medløbere. Det kører igen, det er ikke kønt men det kører. Da jeg ankommer i Allinge/Sandvig er jeg faktisk godt kørende, men i minus på alle konti. Får tilmed en supportkrammer på Allinge havn af en sød hepper der “lider” med os. Så det er sikkert “suset” der køres på de sidste kilometer forbi Hammerodde fyr, ud og runde Salomons Kapel og til slut op mod Hammer fyr.

Mel markering (øko-style) ved Hammerodde fyr

Da jeg når de 85 meter op af klippen står der en Marshall og siger; Peter! Der skal løbes i mål! – Jamen der er ikke mere, men alligevel får man fundet det frem og løber i mål – High five til Moses og så med hovedet i granitten klapper jeg fyret “velkomment”!

Velkommen til Hammer fyr

Det blev en usædvanlig hård dag på kontoret. Jeg kunne ikke have forberedt mig bedre. Træningen er forløbet perfekt, alt er klappet, har fået den bedste og sejeste support af familien og så bliver man ramt af hypotermi. Havde jeg ikke haft kontakten til Lisa undervejs, støtte af det super cool crew i depoterne og fået det totalt uventede heppekor ude omkring 38 km mærket, kunne jeg måske have fundet på at trække stikket. Tanken var der ganske flygtigt, men den vandt ikke – 59 laaange kilometer blev det til den 22. april 2017 og jeg ville ikke være foruden én eneste af dem. Alt i alt havde jeg en fantastisk og episk dag.

Tak for turen Moses & Ravn!

Fyr til fyr blev gennemført i tiden 07.57.23 – målet må nu være at gennemføre hele cuppen på under 24 timer.

Nu gælder det om at få restitueret ordentligt og så videre med Moses Løvstad‘s træningsprogram inden vi om 1½ måned (10. juni 2017) gør det hele igen og er klar til cuppens 2. afdeling Ultraløbet Gendarmstien

Keep moving

Ruderkongeløbet 2017

Det er søndag den 26. marts 2017. De første tegn på forår er i luften og det har jeg ventet længe på. Det er tid til Ruderkongeløbet 2017.

Fast besluttet på NU er det forår trækker jeg i de korte rør for der er lovet sol og jeg skal i Rude Skov trods det at alt fra morgenstunden er indhyllet i tyk tåge og termometer blot viser 4 grader.

Er tilmeldt ½ marathon distancen og jeg kender ruten fra tidligere år. Tredje runde (sløjfe to) i vestsiden af skoven ved jeg kan trække tænder, men planen er helt anderledes i år.

I år skal løbet blot bruges som et almindeligt træningspas i den samlede mængde af Moses Løvstads program op til Fyr til fyr i april. Altså bare lidt adspredelse i træningen.

Vi står klar i to grupper på Hørsholm Kongevej. 100 meter foran os der løber ½ marathon starter 7 og 14 km distancen og duatlon. Blot 2 minutter efter de er sendt afsted skydes vi afsted.

Sikken en ”friheds” følelse det er at være i ilden igen efter en laaaang vinter pause. Hørsholm Kongevej er lang og kuperet og de første 7 og 14 kilometers løbere bliver hurtig hentet.

Det er nok her jeg glemmer alt om det jo bare skulle være et slow pace træningspas i dag. Følelsen af at være i ilden igen, hyggen i skoven, mine medløbere, pulsen der stiger og adrenalinen der pumper i kroppen. Jeg kan ikke få pace ned trods jeg kæmper indædt med det håndslag jeg gav mig selv.

Østsiden af skoven er hurtig overstået og runder Rudegaard stadion i fin stil og ud på runde to og første sløjfe af østsiden af skoven. Desværre bliver jeg nød til at gøre tisse-stop ved 11 km mærket. Forsøgte underkaste tanken om at skulle nogen tid, men blæren ville det anderledes. Her efter taber jeg noget flow i løbet som ikke rigtig kommer igen og anden halvdel bliver noget tungere ikke at jeg lider nogen overlast.

I tiden 1:46:00 har jeg målgang på Rudegaard stadion. Efter lidt væske og lidt tørt tøj vender jeg snuden hjemad igen efter debutten på 2017 sæsonen.

Det er SÅ skønt at være i gang igen trods det alligevel ikke blev det forårsvejr de lovede. Temperaturen oversteg aldrig 6 grader den dag, men nu er de korte rør fremme og de kommer ikke af igen før til vinter. Gåsehud eller ej…

Næste stop bliver Bornholm til april til 1. afdeling af Ultracup – Fyr til fyr.

Keep moving…





løb for livet… eller…

Så blev det igen den tid på året, hvor den stod på Kræften Bekæmpelses – Stafet for livet i Dragør på kalenderen. Igen i år var familien tilmeldt på Team Storm.

Grundet en sommerfest på fritten og lidt andre arrangementer fik vi først tikkede ind først på aftenen lørdag. Traditionen tro havde jeg igen fået en del af nattevagten og havde derfor i år valgt at slå telt op derude for at få lidt søvn inden tjek in tid og for at sparre lidt på CO2-transporten

Sebastian og en kammerat valgte også at blive derude så vi camperede i hvert vores pop-up telt, så de ikke blev forstyrre i løbet af natten.

20160528_210724

Jeg havde en planlagt vagt mellem kl. 4-6 for at løbe solen igang. Der blev lagt 23 km ind på kontoen under vagten og i alt fik jeg løbet 45 km til stafetten dertil også den del hygge omgange i almindelig gang. Så hvor mange kilometer det blev til i sidste ende har jeg ingen anelse om, men var godt øm i lårbasserne mandag og det er jo et godt tegn.

WP_20160529_05_22_22_Pro

Som til en hvert andet løb bør der altid være noget nyt. Stafetten er jo ikke umiddelbart et løb i løbs-forstand, men alligevel fik mine nyerhvervet INOV8 TrailRoc lov til, at få premiere med løb i vejrabatten. Ca. 16 km fik de, resten foregik i mine asfalt racere Skechers GoRun Ride 4

WP_20160530_21_07_39_Pro 1

Det var som vanlig en super hyggelig stafet og der tænkes lidt i om man skal ligge kræfter i, at stable eget team på benene næste år med Skelgårdsskolen som grundpæl startende med den kommende 4.C & 2.C

Måske man skulle gå Poul (en gæv gut fra stafetten i år) i bedene og nappe 100 km som han gjorde eller måske gå all-in på et 24 timers løb… never know…

Udklip

Stafet for livet – Dragør på Facebook

keep moving…

Firkløver 50/50 – wau et spor

Det er Pinsedag og kl er 4:15 jeg er allerede vågen og kan ikke falde i søvn igen… Typisk! I næste nu – det trommer på Velux vinduet, præcis som lovet – regn og vejrudsigten ser skidt ud – som i rigtig skidt, men hvad gør det når man er en trail junkie. I dag er det jo Firkløver 50/50 – etape 3 i min helt egen ultra trail tour.

Jeg er død træt. Med grus i øjnene og alt for lidt søvn kaster jeg stængerne ud af sengen og træsker neden under og sætter kaffe over. Der skal en del kaffe til for at få kick startet motoren. Mens kroppen får lov at vågne tænker jeg hvorfor det nu lige også er jeg gør det her? Det er jo sole klart. Måske ikke lige nu, men ved så snart vi er i gang og de første kilometer er langt i sporet giver det hele mening – i hvert fald for mig.

Efter nogen tid kommer der liv i huset. Fruen dukker op og ungerne begynder vågne en efter en. Det er aftalt jeg selv finder til Gurre med tog og bus, men bliver hentet deroppe efter race. Dog får jeg lidt uventet lift til Ørestad og rammer kl. 8 toget til Helsingør.

Super hyggelig tortur i rejseselskab af Spotify. Efter ankomsten til Helsingør er der knap 40 minutters ventetid inden bussen kører til Gurre (Gurre kirke).

13173730_10153802428552408_8150040814091296338_n

Vel ankommet lidt i 10 til start- og målområde, hvor der summer af den eventyrlige trailløber klargøring. Ind imellem kommer er løbere fra 50M (50 miles = 80 km) i gennem målområder for at komme i depot og videre ud på blad 3. De har på dette tidspunkt tilbagelagt omkring 34 kilometer.

10:45 er der fælles løbsbriefing og herefter træsker vi i samlet flok til toppen af Spidsbjerg bakke. Vi er små 60 forventningsfulde løbere til start på 50K. I forsøg på ikke at lade mig rive med af stemning gennemgår jeg aftalen med mig selv lige inden start; “Du skal bare være fejeblad og være hjemme inden cutoff. Planen siger målgang mellem 6½-7 timer”

Har været plaget af forkølelser og influenza hele vinteren og nå ja så også lige en ankelskade og en hofte der gik amok eller hvad der nu skete. Så peaker ikke ligefrem.

I Firkløver 50/50 50K skal der løbes en lille 3-4 km prolog inden de sidste to blade af 50M .

Jeg har helt fat i den lange enden af planen, er næsten en af de sidste der forlader startblokken på toppen af Spidsbjerg. Hele vejen rundt på prologen ligger jeg som en af de sidste i feltet og pace passer mig helt fint, måske lige en anelse for langsomt, men ok vi har langt hjem…

Vi pacere målområdet og forsætter ud på blad 3. De første kilometer er feltet rimeligt samlet, men kilometerne parsere og feltet spredes for alle vinde. Ind imellem får man kontakt, nogle hentes og så bliver man selv hentet, egentligt vanvittigt hyggeligt at løbe der i sporet i sin helt egen verden i eget pace og så alligevel få hygget lidt med andre når vi mødes derude.

13217600_886515991495040_4253958714444745844_o

En af de ting der virkelig tiltaler mig ved ultra trail er selvfølgelig distancen og det kuperede terræn, man skal ikke lade det sammenligne med et traditionelt gade løb. I ultra trail og andre trail løb, for den sags skyld, er det sociale aspekt i højsædet. Det gælder ligesom ikke om at vinde, men om at være med.

I ultra er der kun en udfordring og det dig selv  (med mindre du ved du kan løbe om podie plads tænker jeg…), måske det er en af grundene til alle er så glade – det gælder simpelthen ikke om at komme først, men om at komme hjem og så er vi jo omgivet af det mest fantastiske natur 🙂 Der er altid plads til en hyggesnak i depotet – det ser du næppe til Copenhagen Marathon!

Jeg hygger stort gemme Teglstrup Hegn blå MTB spor ind til depot rammes i Hellebæk skov omkring 17 km. Får kastet et par gifler i halsen og skyllet ned med en kop cola. Væskebeholdningen er fin så beslutter hurtigt, at den må holde til næste depot/dropbag på Spidsbjerg omkring 17 km herfra. Ud af pitten og tilbage i sporet spræng fyldt med energi. 3 km længere ude rammer vi stranden.

13227263_886537394826233_6439620032504094211_o

Der skal løbes på stranden små 4 km, men er hård kost for det er rullesten og større stensætningen der skal forceres. Men da der er det skønneste kig direkte til Kronborg så er det hele turen værd og nå ja så gør det heller ikke noget vinden ligger lige i ryggen.

IMG_5219 

 

Efter stranden krydser vi Nordre Strandvej og videre over trinbræt tæt ved Højstrup st. Her rammer vi så “tribute to Jons kapel og Hammer trail”. Ned af trappen, ringe med klokken og op igen – videre… herfra er den bare spor og græsmarker indtil vi rammer dropbag-depot på Spidsbjerg.

13227171_812951652172234_7044776051988703889_n WP_20160515_13_40_56_Pro

Jeg tager mig god tid i depot. Får fantastisk hjælp med opfyldning af væske fra det super søde og hjælpsomme crew. Der bliver hældt en del cola på maskinen og kaster lakrids i halsen, fyldt vesten med ekstra energi til de sidste 16 km hjem.

Ud af klappen og ud på blad 4. Kan godt mærke de første 34 km i stængerne som i øvrigt var blevet til 35,5 på mit ur, men det må være bonus kilometer tænker jeg… især venstre fod har jeg problemer med. Det virker som om jeg har vabler, hvilket jeg normalt vis ikke får, men vi har været i vand allerede tidligt på ruten, så man ved aldrig…

Vi løber de første kilometer i Nyrup Hegn i single track spor. Ude et sted omkring 37-38 km. begynder problemerne at melde sig. Jeg begynder at døje en del med kramper i læg og venstre inderlår. Og der skal både balanceres på væltede træstammer over åer og forceres store væltede træstammer.

Husker jeg tænker; “fanden ta’ dig Vejrhøj – jeg slagter dig til august!!!” (ja det var der jeg sloges med de fleste problemer på min ultra debut sidste år på Ndure). Jeg kæmpede mig ud af kramperne rimeligt hurtigt, men kun ved at sætte mit pace yderligere ned.

Omkring 42-43 km. rammer jeg “The Tunnel of Truth” Et å-løbs rør der skal forceres. Og for det kan ske skal det foregå i hugsiddende gang. Tror mig – ufed oplevelse når man har 43 km i stængerne og har døjet med kramper.

13243865_814389352028464_520235962539767520_o 13227495_814389632028436_6034744938492983603_o

Hvad gør man? Man gør der bare – det li meget… det fede var fødderne blev afkølet af vandet og mine elskede Salomon Speedcross III blev vasket & der er kun 7 km hjem 🙂

Efter røret går det af spor og skovstier igennem Egebæksvang og kilometerne er lange, som i meget laaange…

Det er faktisk først her da jeg tror jeg rammer ca. 46 km og tænker, nu presser vi på der er kun 5 km. hjem og da jeg så rammer 47 km. så kommer skiltet “kom så der er kun 5 km til mål” !! Hvad sker der!!! Der er kun 4 hjem – come on…

Først nu lægger jeg mærke til jeg slet ikke har været presset mentalt – alt har virket bare ikke stængerne. Men først herude på de sidste kilometer rammes jeg af krisen. Jeg får overmandet den og sætter pace op den sidste kilometer – nu skal den ha en på frakken (jeg tænker pace sikkert  går fra 8 min til 7:58 min pr km…)

Jeg kommer da også løbende ind (til klapsalve – tak for det…) i målområdet og i guder vi skal zap susme op af bakken på Spidsbjerg for at få målgang. Det er jo direkte op i himmelen…

13221320_814390028695063_8698542370515249544_o

Jeg husker ikke turen op, men husker jeg stod på måtten og fik high five og kæmpe trailkrammer af løbsdirektørerne. Og fik min medalje om halsen.

52,39 km i det skønne Nordsjælland i tiden 06:19:57

Og så tilbage til start. Hvorfor er det jeg gør det…? Det er da så indlysende… Det giver den bedste mening at løbe 50 km i trail spor, strand og andet velsignet underlag, for så at står der på toppen af Spidsbjerg, totalt smadderet i hele kroppen og blive overøst af trail-kærlighed af løbsledelsen og for hvad… jow det skal jeg sige dig – at få hængt en træklods om halsen, indgraveret med 50/50 på den ene side og et firkløver på den anden, som nået man selv lavede dengang man havde sløjd i skolen i en fjern fortid. Det gir sq da den bedste mening!

WP_20160515_17_23_34_Pro WP_20160515_17_23_44_Pro

Jeg har haft den fedeste oplevelse jeg ikke ville være foruden… og ved du hvad? jeg gør det igen…!

Vejrhøj – vi har et opgør jeg ser frem til den 6. august på Ndure…!

Men rygtet vil vide jeg oz var uhyrligt glad for at min smukke kone og ungerne i målområdet for at hente mig, efter de havde haft en hygge dag med den store brunch buffet hos Dalle-Valle og derefter bio-tur i Helsingør med popcorn og bum! Ja sådan er vi så forskellige…

Keep moving…

Firkløver 50/50 – facebook

Firkløver 50/50 – website