Tag-arkiv: Løb

Det med at have et mål…

Det med at have et mål med det man gør er vel i virkeligheden det der driver værket. Det er vel også den devise jeg “løber” efter.

Jeg træner rigtig meget, nogle synes måske ikke det er alverden og andre synes det er det rene vanvid, men det hele skal vel blot ses ud fra ens egen perspektiv og hvad der giver mening for én selv.

Der er vel ikke et præcis korrekt svar, altså så længe man ikke går på kompromis med sit liv og lemmer.

For mig giver det den bedste mening at løbe ca. 70 km i gennemsnit pr. uge fordelt på 5 træningspas, sådan har det nu engang været de sidste godt 1½ år efter jeg trådte mine spæde skridt ind på ultra trail scenen.

Rekorder er ikke det jeg gør det i, er både for gammel og “tung” til rekorder, min filosofi er at det skal være en god og til tider udfordrende oplevelse. Og for alt i verden: det er jo bare for sjov!

Jeg er dybt fascineret af hvor “taknemlig” kroppen er og hvilken forunderlig motor vi er udstyret med. Næsten ligegyldig hvad man byder den arbejder den bare videre. Nå ja ind imellem klager den og skriger på opmærksomhed, men den arbejder bare videre og behandler man den med respekt kan man udrette den ene forunderlige ting efter den anden.

Men husk at behandle dem med respekt og lyt til den ellers bryder den ned.

Da jeg rundede de 3000 kilometer for første gang på ét årsværk nogensinde i løbeskoene her i december 2016, havde jeg det lidt ligesom med en gammel bil. Gad vist hvad der sker når triptælleren runder 300.000 km…. Men ak hverken skader, snublen eller en stor målportal med et kæmpe heppekor…. motoren fortsatte ufortrødent mod kilometer 3001.

Nu ser jeg bare frem til årets sidste løb som traditionen tro bliver Social marathon for 4. år i træk sammen med fruen. Et fantastisk vel arrangeret velgørenhedsløb på Amager til fordel for børne- og ungeprogrammet på Rigshospitalet. Her skal du læse om sidste år da vi bl.a. løb sammen med Per Larsen, den rare forhenværende chefpolitiinspektør og formand for børnerådet. Og lur mig om Warny Saurbrey ikke igen er holdkaptajn på hold 5 med kniv skarp præcision på tiden.

Jeg ved ikke hvad du vil i 2017, men min motor skal have mange flere oplevelser både til nye ultra løb, som i 2017 bl.a. vil bestå af Ultracup’en, men den skal bestemt også have det sjovt til de mange træningspas der går forud, ellers kan man jo lige så godt lade være.

Jeg er i en konstant stræben på at blive den bedste løber jeg kan uden af give alt for meget slip på mine “syndere” som jeg holder så meget af.

God jul & godt nytår

Keep moving…

Helt i kælderen

Der er gode tider og der er knap så gode tider…

Lige for nærværende synes jeg kun det går ned af bakke. Det er sjovt som den ene dag kan være super fantastisk og så vender det hele bare på en tallerken.

Lige efter mit lange pas i Påsken, det jeg gik ned på, fik jeg en uge med helt normal træning og så blev jeg pludselig mandag aften ramt af knap 40 i feber som et lyn fra en klar himmel. Samme mandag som jeg havde fået presset min fantastiske heksemuter til at tage mig ind for at se på årsager til jeg gik ned pas det lange pas.

Hun var nu rimelig grundig uden rigtig at kunne finde noget. Jeg fik dog en henvisning i hånden så jeg via min sundhedsforsikring kunne komme videre og blive ultralydsscannet for brok.

Nu startede så en hell-week i influenza-land. Husker ikke rigtig hvad der skete den uge, men fik afsendt en skadeanmeldelse til min forsikring og de har sendt mig videre til udregning på et privathospital.

I mandags har jeg så været til samtale på hospitalet og der blev booket tid til røngen af mine hofter og ultralyd af mine lyske. Den rare læge Bo, en super empatisk mand. Han lyttede oprigtig interesseret til min forklaring af symptomer og kunne næsten derud af konkludere det næppe var brok, men ville nu undersøge det alligevel. Han havde straks mere focus på det var min hofte der var problemet. Men et sted skal der jo startes.

Igår torsdag kommer jeg så igen på hospitalet og bliver igen modtaget med “åbne arme”. Jeg er til røngen hos en igen rigtig flink mand. Han spørger flere gange oprigtig interesseret ind til hvor mine problemer er lokaliseret og han siger flere gange “der er noget uldent”. Jeg kommer videre i ultralyd og her konstateres ingen brok.

Nu sider man så her og venter på dommen… Har jeg virkelig en så dårlig hofte af den er færdig og måske skal skiftes til en protese…

Jeg kan slet ikke overskue konsekvensen… Tænk hvis jeg er færdig som ultra trail løber, jeg har arbejdet så målrettet efter det. Jeg har løbet 1000-vis af kilometer, tabt 21 kg kropsvægt og blev endelig sidste år en ægte rookie. Skal det så allerede slutte nu, nu hvor jeg endelig skal til at have de store “fede” oplevelser…. Det er bare ikke rimeligt!!!!

Idag er en off dag – og jeg synes selv jeg er berettiget til den, jeg er sortseer og bliver ved med at male plankeværker indtil jeg hører fra lægen. Jeg kan slet ikke lade det ligge. Løb har fået så stor en prioritet i mit liv, hvis det er slut nu – hvad så….

Selvom det er off dag ender det nok som det plejer. Jeg giver ikke op…. Om et par dage når jeg er træt at at se sort skifter farven nok igen… Keep moving

øv øv øv – skade

Det måtte jo ske før eller siden…. øv øv øv – skade

En snedækket tirsdag aften hvor det normalvis ville have stået på svømning havde datteren brændt mig af med en legeaftale og måtte derfor ty et en lille løbetur i stedet før hun skulle afhentes.

Holdt mig ellers pænt til de ryddede saltede veje og passede ekstra meget på da jeg drejede ind i villakvarteret hvor min datters legeaftale bor.

Alt ånder fred og ro og jeg skal blot lunte hjem med datteren på cykel ved siden af. Vi når også kun lige et lille stykke ned af vejen så glider foden på den snedækkede kantsten og det føles som jeg fortsætter ned i et hul og wupti så står jeg på ydersiden af vristen. Jeg skriger som ind i et ondt…. Min datter som normalt ikke er sådan at hyle ud af den (når hun er sammen med mor/far) blev helt tavs. Jeg sendte hende i forvejen for at fortælle hjemme jeg var skadet og ville komme efterfølgende

Nu har jeg jo et utal af gange vredet om i skoven og får som så ofte før gang i foden igen og videre i teksten. Så her forsøgte jeg igen samme princip. Det var så bare ikke løsningen. Den her gang rigtig AV.

Hjemme fik jeg skoene af og det skod hurtig klart den var gal… Nu stod den så på RICE behandling. Efter nogen tid havde jeg ingen smerter mere og det gik også fint på arbejde næste dag. Da jeg kom hjem og fik skoene af og fik set foden blev jeg noget bekymret. Den var blevet noget større. Klumpfod fik ligesom en anden mening… Efter konsultation med 1813 kom jeg på skadestue og fik røntgen. Ingen brud, men de kunne heller ikke afvise der var røgen en fli, men det ville ikke ændre på behandlingen.

12540634_10208785355775922_8479810497750881390_n
øv øv øv – skade

Fik både tilbud om krykker, benskinne og alverdens ting, sågar en rullestol blev tilbudt da jeg skulle i røntgen, men nej tak. Ingen smerter – ingen hjælpemidler – sådan må det være…

Efter nogle dage kom jeg på spinnercyklen hjemme i stuen og ugen efter i svømmehallen. 14 dage efter er løbetræningen igang igen, dog kun korte ture indtil foden er helt stærk igen til længere ture og ikke mindst skoven…

Døjer stadig med lidt hævelse på forsiden af ankel/vrist, men er godt på vej – Men glæder mig over jeg slap vist alligevel slap billigt 🙂

Keep moving

Garmin Trailman winther series som det gik…

Det skulle have været så godt – et top klasse trailløb pr måned vinteren igennem for at holde dampen oppe. 1. afdeling i Geel skov var jo helt fantastisk og hvad sker så….

Måtte udeblive fra 2. afdeling Rude skov

Hvad sker der! Man løber ind i en børne epidemi… mine lunger bliver hårdt ramt og er nede i knap 4 uger. Idag på dagen for 2. afdeling i Rude skov er jeg ude i skoene for første gang. Tanken tæller der er vel små 12 km hjem fra min niece Mia. Den klarer jeg jo nemt…

Det skulle vise sig der var 15… De første 4-5 km går jo strygend, her kigger jeg på uret første gang. 175 i puls… Oki rolig nu, der er langt hjem – farten ned!!…

Først da jeg passere de 10-11 km får jeg overbevist mig selv om formen slet slet ikke er der hvor den var for blot 4 uger siden. Det er jo fuldstændig som at starte fra ground-zero.

Jeg kommer hjem i hygge stil og er glad for turen ender her, men det var dejligt endelig at komme igang igen  Jeg har været ude i et pulsområde jeg sjældent arbejder i for længe ad gangen. Men så kan jeg lærer det!!

3. afdeling af trailman er jeg af andre grunde forhindret i at deltage så her har jeg allieret mig med en stand in

Men vær vis på jeg kommer tilbage næste år

image

Trailman ultra 50/50

Det er lørdag den 17. oktober og ungerne er afleveret hos mormor og morfar. Nu skal den står på hyggemiddag for mor og far. Vi ender på Dalle Valle på Fisketorvet og nærmest foræder os. Hjemvendt efter en skøn hyggelig middag smider vi os på sofaen og sætter en god film på. Der gik ikke længe fra vi var gået i gang til jeg lægger mærke til larmen ude fra udestuen. Det regner – meget!! Pyy det bliver tungt i morgen.

En film bliver til to og igen kommer jeg alt for sent i seng. Uret er sat til 04:30 og der er sat et ekstra til for at være sikker på jeg ikke bare slukket for det. Sover rigtig uroligt hele natten, sikkert af nervøsitet for ikke at høre uret. Men det ringer og jeg kommer op. Vand i ansigtet, solid morgenmad og masser kaffe. Gennemgår udstyrskassen en sidste gang og får skrevet indhold på nogle af poserne så jeg ikke skal bruge for meget tid i depot på at lede efter grej.

05:45 vækker jeg fruen og siger farvel. Jeg får et søvndrukkent “held og lykke eller hvad det nu hedder” med på vejen ud af døren.

GPS’en er sat, adressen siger Vindingevej 201, Roskilde (Hedeland Naturlegeplads). Der er helt mørk og meget fugtigt i luften på parkeringspladsen. Der er lidt lys i de opsatte telte opsat og der spilles højt musik fra et højtalersæt der har det med at gå i overgang. Men stemningen på pladsen er høj. Rundt om går deltalere med pandelamper tændt for at finde rundt og få gearet op og sat udstyrskasser klar i depot.

Morgen hygge på Vindingevej 201 Roskilde
Morgen hygge på Vindingevej 201 Roskilde

80 km er i gang med prolog da jeg ankommer og vi får klappet dem ud da de løber gennem startområdet og ud på den lange rute.

Trailman ultra 50 km skal løbes med en enkelt prolog på 2 km og der efter to runder af 24 km.

Kl 07:15 er der løbsbriefing og kontrol af obligatorisk udstyr. Vi får besked om at vi skal forcere skibakken tre gange pr. runde og der vil være depot på toppen. Men ingen besked om, hvornår på ruten forceringerne vil ligge. Med lidt hurtig hovedregning kunne man jo nemt regne ud at skibakken ville melde sin ankomst efter 12 km, men kun for at skulle forcere den en enkelt gang. De to sidste gange havde man “heldigvis” gemt til 20 og 45 km mærket – tak for det!!

Løbsbriefing inden afgang
Løbsbriefing inden afgang

Starten gik rigtig godt, havde masser overskud. Det var rigtig godt med en fælles prolog med arrangøren i spidsen, for at mærke sporet og ikke mindst hvor mudderet der i virkeligheden ville være derude. Efter prolog kom vi igennem målområdet og ud af vagten til den to runder, jeg kom hurtig ind i en 4 mands gruppe hvor pace passede mig rigtig godt. Jeg fik dog efter 10-15 km lidt udfordringer med at styre pulsen, det kuperede terræn, med konstante op-/nedløb fik den til at gå helt amok, men jeg har masser energi i stængerne og resten af kroppen og humøret var helt i top.

Starten er gået til Trailman ultra 50/50
Starten er gået til Trailman ultra 50/50

På vej mod depot efter første runde træffer jeg beslutningen om at slippe gruppen, hvis jeg skal holde hele vejen hjem skal der mere kontrol over pulsen og dermed skal pace ned. Jeg vælger ikke at skifte tøj i depot selvom det var planen, men føler mig ok varm nok selvom en del af første runde foregik i regnvejr. Jeg får flydt op med gels og får tanket vand i væskeblæren og så det afgang.

Ude på 30 km får jeg vanen tro sendt standard status til fruen. Det går stadig rigtig godt om end noget langsommere end 1. runde. Pulsen der lidt mere under kontrol, men kan godt mærke trætheden begynder så småt i benene, men humøret fejler ikke noget.

Mellem 30-40 km sker der ikke det store. Jeg får hentet nogle og de henter mig. Sådan kører det hele vejen i enkeltmands præstation. Jeg husker det især var billeder af Gabriella på nethinden der holdt humøret oppe alt imens stængerne blev tungere og tungere som kilometrene forsvandt. Fra 40-45 traf jeg beslutningen om at sætte pace helt ned, hvis jeg skulle overleve skibakken to gang med humøret i behold og ikke mindst energi til den sidste del af turen hjem skulle der spares på ressourcerne.

12108819_521464344686179_6978819946866420605_n
Fuld af overskud

Vi løber ud af rutens nok mest mudderet terræn, mine Salomon speedcross er smut ind i mudder og føles som beton. Der står den så. Skibakken! Jeg kan slet ikke beskrive turen op, ved faktisk ikke hvordan det lykkes, men op kom jeg. Straks et nedløb som gik helt kanon. Rundt om bakken og op at bakken for sidste gang på den stejleste side. Jeg kæmpede med alt hvad der var tilbage og var lige ved at vende maven på vrangen på vejen op, men op kom jeg – helt flad rallede jeg hen i depotet og greb en RedBull. Tænkte bare – 5 km hjem! Nu skal der kickstarter energi på motoren. Er i øvrigt ellers ikke normalt til den slags. Jeg nøjes til High5 energy gels og vand, men her skulle noget ekstra til.

Denne vej op af skibakken på 2. & 5. tur
Denne vej op af skibakken på 2. & 5. tur

Jeg var HELT flad! Fik sendt sms hjem og meddelt jeg nu var på 45 km og helt i hegnet. Svaret kommer prompte: “Det gider jeg ikke høre på. 5 igen… Hvor svært kan det være!! Du kan slappe af når du bliver gammel eller ældre :)”. Kan man andet end elske hende højere end højt 🙂 Jamen så der jo ikke andet at gøre end tømme dåsen og tilbage på “kontoret”.

Skibakken besejret for 6. gang
Skibakken besejret for 6. gang

Hold nu inde der var langt hjem…. det er længe siden 5 km har føltes så lange… jeg har ca. 2 km hjem så bibber telefonen igen. “Kan du så komme i mål, NU!!” Står der i displayet. Tror måske man i virkeligheden kunne løbe sygt langt på fruens sms’er.

Op ad bakke og der – dér er den. Målporten!! Ca. 1000 meter væk, bare lige rundt her, ned ad bakke og op igen så er vi der…. der var langt, men her er det som altid ren adrenalin man løber på og i ét stod jeg i målporten og fik finisher medaljen om halsen. 05:45:37 sagde tiden. Lykkerus!!

20151018_133215

En vild intens dag i Hedeland var slut og det samme gjaldt for kroppen, jeg frøs og rystede over hele kroppen. Mens jeg skiftede begyndte stængerne at krampe op og lige meget hvad man forsøgte krampede en ny muskel bare op.

Trailman ultra 50/50 var så mit andet ultra trail løb i bagagen og jeg er sikker på der kommer flere til.

Det her er ikke noget men gør fordi man kan, men fordi man har lyst!!

I’m still a rookie

Lidt stemning fra da 80 km løb prolog

 

Stor tak til Trailman Danmark for en fantastisk dag

 

 

Løb zombierne kommer…

Så blev det tid til endnu en unik løbe oplevelse – Zombieløbet. Denne gang var jeg dog ikke i ilden, men blot med på sidelinjen som tilskuer (selvom nogle måske ville mene jeg indgik i zombi-gruppen)

Fruen og Sebastian skulle til Zombiløbet i Vallensbæk Mose. Et fantastisk koncept hvor alt kører lige efter bogen og der bliver gået all in, både fra løbere men også fra de kun halvlevende zombier… 🙂

Lisa og Sabastian havde en kæmpe oplevelse, selvom det til tider blev lige uhyggeligt nok. Jeg er er så stolt og super glad for de overlevede 🙂 Næste år skal hele familien vist være med, og ungerne har plant at alle skal være zombier undtaget far…. !!!

20150927_150534

I denne facebook gruppe kan man se masser billeder fra løbet, hvis du ikke har fået nok af dem jeg har lag op 🙂 https://www.facebook.com/groups/ZLPics/?fref=ts

Her er trailer fra løbet