Tag-arkiv: Salomon

Salomon Hammer Trail 2018

Så blev det tid til ultra race nummer 10. Som aftalt skulle denne være noget ekstraordinært-lækkert. Og det skal jeg lige love for, at Salomon Hammer Trail 2018 på 50 miles distancen skulle vise at blive… 

Det er vinter, mørkt, uendeligt koldt og det regner konstant – fik jeg nævnt det regner… Beslutningen er truffet, jeg skal stå klar på startstregen kl. 00:00 den 12. Maj til Salomon Hammer Trail 2018 50 Miles. Det virker som en rigtig dårlig beslutning. Motivationen er helt i bund og jeg slider mig gennem de daglige træningspas. Og var det ikke for min søde hustru der skubbede på, var det nok endt i et no go.  

Da vi når april er vejret begyndt og lysne og lysten til at løbe bliver stærkere og stærkere for hver dag  – der bliver både løbet til og fra arbejde. Dag og nat – ja på alle tidspunkter, for alt skal trænes. Jeg skal være klar på noget, jeg endnu ikke har prøvet.  

Nå ja, helt basalt set, er det jo kun 15 km mere end jeg har prøvet før, men så kommer der så lige de der 3.000 HM oveni, for ikke at tale om, at løbe om natten i svært teknisk terræn.  

Jeg synes den sværeste forberedelse til dette race var den mentale del. Jeg var slet ikke klar på hvad der ventede forude. 

Kr. Luftfart er vi til nevøens konfirmation og kommer en anelse sent i seng. Fredag tidlig morgen drager hele familien til solskinsøen. Denne gang har jeg fået fornøjelse af, at have hele mit crew med på tur. Det er så skønt. Efter indlogering på Vandrerhjem Nordly hos skønne Simone og Martin, tager familien tilbage til Rønne for at hygge og jeg kravler til køjs for at få nogle timers søvn. 

Efter 2½ timer vågner jeg med et sæt – vi har glemt sprøjtepose til flødeskum…! I træningen mod Hammer Trail ramte jeg løbepas nr. 100 på halvmarathon distancen eller derover. Det udløste en rutebilslagkage af fineste slags. Jeg fik min søde kone overbevist om, at 10 ultraløb vel også var en form for jubilæum – så gennemførte jeg Hammer Trail, måtte da også udløse en lagkage… 

Sidste på eftermiddagen er familien tilbage på Nordly med mad og vi hygger os i spisestuen. Jeg skal dog til pastaparty nede i startområdet ved Hammersø, så holder næsten fingrene fra de andres mad… 

Efter de har spist smutter jeg ned i start- og målområdet, for at afhente mit startnummer og få mad. Mindste sønnike Zacharias har rigeligt med krudt bagi og gør mig hyggeligt selskab. Da jeg står med mit nummer i hånden kommer det fra Zacharias; “Jeg vil også have sådan ét!“. Jeg får tre startnumre med hjem til børneløbet om lørdagen, selvom der på forhånd ikke var den store iver at spore hos ungerne. Men da jeg kommer retur til Nordly, beretter jeg overfor ungerne, at løbsledelse har dikteret, at de forældre der løber 50 miles distancen, deres børn SKAL løbe børneløbet. Bum! Ingen brok – de åd den råt… eller måske gad de bare ikke diskutere den sag mere… 

Ved 21 tiden får jeg putter en MEGET træt familie i seng og hanker op i mit udstyr og træsker ned i TV-stuen for at slappe af inden turen går mod startområdet. Tiden føles umådelig lang om end den rigtige nervøsitet begynder stille at indfinde sig. 

Omkring 23-tiden går jeg ned mod startområdet og får gjort mig klar til start. Lagt mine ting klar i depotet, så alt er klart når man kommer ind. Det er efterhånden nærmest en religiøs handling, at ligge tingene i fast rutine. Der er bare ikke overskud til at lede efter ting, så bliver det bare ikke til noget. Og konsekvensen at et overspring i planen kan koste dyrt! 

Vi har løbsbriefing og kontrol af obligatorisk udstyr kl 23:45. Vi trækker ud til start og sendes afsted kl 00:00.  

Først venter en prolog rundt om Hammersø og dernæst tre runder á 26 km. Turen får os første en tur gennem Slotslyngen, videre ned til Vang og hygge lidt, for så at komme retur via kystlinjen, op over Hammershus og videre mod Hammerknuden hvor de sidste 8 og absolut hårdeste kilometer venter af runden. Efter depot ved Hammersøen vender man så om og løber retur, altså med Hammerknuden første og så frem deles. 

Jeg kommer godt fra start og synes jeg finder et rigtig fint flow rundt på prologen. Jeg holder kadencen nede, for jeg har kun pandelampen til at finde rødder, sten, klipper og andre forhindringer på vejen. Der går ikke længe før de første bakker viser deres tænder. Jeg synes det går rigtig godt, måske det er fordi man ikke rigtig kan se omgivelserne. Der er kun mig og lyskeglen.  

Feltet bliver hurtigt spredt og jeg har en fornemmelse af at ligge ca midt i klassementet. Ca. seks kilometer ude glider jeg ned af en stor klippesten og ryger på halen. Falder heldigvis heldigt, så der ikke sker noget og får rimeligt hurtigt rystet oplevelsen af mig. Men det giver en kraftig reminder om, at det her ikke er helt ufarligt og slet ikke i mørke.  

Efter mit uheld kommer jeg op til en gruppe, hvor vi det meste af tiden er 4-5 personer. Gruppen har et fint pace, måske lige en anelse over mit planlagte, men det føles rart.  Gruppen er så heldige at have en lokal guide på. Christina fører os sikkert på vej, gennem terrænet med masser overskud. Hun kender ruten ind og ud og det nyder vi andre godt af.  

15-16 kilometer ude rammer jeg endnu et uheld. Vi er på vej langs kysten mod Hammershus i et rimeligt svært teknisk område, da jeg pludselig bliver ramt i hovedet af noget. Hvad det var, ved jeg ikke, men det bløder rigeligt kraftigt. Og her er et tydeligt eksempel på, hvorfor man kalder denne sport for gentleman sport. Gruppen gør simpelthen holdt og får tjekket op på min skade og tilstand. Jeg får renset med vand og konstateret det ikke er så slemt endda. De næste kilometer er Christina konstant over mig for at sikre jeg er ok. Tusind tak for det!  

Gruppen føles gennem Hammerknuden og den grad trækker søm ud, i sær fordi den er svær at løbe i mørke og nå ja der er mange højdemeter med i købet. 

Sikkert i depot bliver gruppen splittet. Jeg har lovet mig selv at spise en portion havregryn, hver gang jeg kommer i depot, for at få ordentlig energi og i et forsøg på ikke at ødelægge maven. Efter en tør trøje, opfyldning af flasker og min aftalte havregryn tikker jeg ud igen og her venter 8 km tæsk på Hammerknuden. De slider hårdt i mig i mørket, men efter jeg er igennem glædes jeg over lyset er på vej. Desværre viste det sig at være overskyet, selvom DMI havde lovet en stjerneklar nat. Så vi fik ikke fornøjelsen af en flot solopgang. 

Runde to er hård ved mig. Den slider især hårdt på mig mentalt, men kilometerne kikker ind på kontoen stille og roligt. Især de sidste 11-12 kilometer af runden er seje. Her gør jeg heldigvis følgeskab af et par gutter der har det mindst ligeså træls som jeg. Vi følges hele vejen hjem til depot. 

Jeg kommer i depot for anden gang og giver mig denne gang ekstra god tid. Der er enkelte der vist ser langt efter min havregryn og det er nok turens mest tiltrængte energiindtag jeg får her. Efter opfyldning og trøjeskift til korteærmer, griber jeg mine stave og tikker ud på tredje og sidste runde.  

Come on Peter! Det er sidste runde, der er kun 26 kilometer hjem, men jeg kan ikke få farten ned i benene. De første kilometer ned mod depotet i Vang bliver taget i en form for kapgang.  

Jeg er oven ud lykkelig for at traf valget om, at medbringe mine stave. Jeg har ikke før haft dem med på ultraløb, trods jeg allerede købte dem til min debut i 2015. Men jeg skal lige love for det blev mine bedste venner her. Det var ellers meningen, jeg kun ville have dem med på runde tre, men tog allerede en beslutning i depot efter første runde om, at medtage dem på runde to. Det var nok klogeste beslutning den dag! 

Som timerne gik kom jeg igennem kilometerne og efter at have forceret Hammershus Slotsruin, begyndte løberne på dagens 25 kilometer distance, at komme i fuld fart bagfra. Det var virkelig dejligt, at se nogle ansigter fuld af glæde og anstrengelse. Især når man her var i gang med at grave rigtig dybt i sig selv, for at finde noget råstyrke. Nattens uheld og den mentale anstrengelse af at løbe i mørke, have jeg nok undervurderet, for alt det mentale styrke jeg skulle bruge nu, havde jeg ligesom opbrugt. Og her hjalp det mig så, at se alle de glade løbere der kom bag blæsende bagfra.  

Ganske kort før jeg kommer til Hammerhavnen for foden af Hammerknuden, og altså de sidste 8 benhårde kilometer, er jeg i færd med at klargøre mig mentalt til udfordringen, da der bagfra kommer en 25 kilometer løber. Han kommer helt op bag mig, da hen udbryder; “Det er kraft ed… godt løbet på de små ben…” Jeg var helt ødelagt af grin og tusind tak for bemærkningen, den gjorde det den skulle. Der kom gang i motoren. Og kom gennem Hammerknuden i løb, nok vel en ynkelig type af slagsen, men en form for løb var det da.  

Med 3 kilometer til mål bliver jeg hentet af vores veninde Karina der løb 50 km distancen. Hun indtager 2. pladsen i kvindernes række på den distance. Det er så sejt, især når man tænker på hun aldrig har løbet over marathon distancen!  

Jeg kommer ned fra knuden og bag om målområdet, for at indtage den sidste stigning og dermed den sidste kilometer. Jeg bliver mødt af ungerne og hvilket skønt syn. Ren benzin! På vej op af stigningen får jeg hentet to løbere på 25 km distancen. Nogle gange er det bare sådan, at man fyldes af energi, over at se andre have det værre end en selv. Og nu skulle det sap-suseme være løgn, de skal ikke have lov at komme før mig… For ind i… det gjorde ondt i lårene ned ad klippen, men fik mig gjorde de ikke… Og så… Endelig… Målgang og det må have været med tårer i øjenkrogen, for sved var der ikke mere tilbage af.  

Aldring har jeg været så hårdt presset på alle fronter. Og i tiden 13:47:18, med 80,74 kilometer i mine Inov-8 Terraclaw 250 og 2.908 HM løber jeg ind på en 22. plads. Sikken et rush. Vi var nogle og fyrre tilmeldte og 32 der gennemførte den dag. 

Jeg møder en noget sindsoprevet hustru i målområdet. Mine superseje unger, havde jo som løbsledelsen havde “sagt” været til 1 km børneløb. Efterfølgende havde de gået turen, og nu skylder man jo at sige, at fruen lider af højdeskræk, så det hjalp jo ikke meget, at børneløbet vidste sig, at have været den sidste kilometer, som jeg jo netop havde afsluttet runden med… Jeg synes de er SÅ seje og de har fortjent deres medalje i ligeså høj grad som mig.

 

Salomon Hammer Trail 50 miles er nok en af de mest sindssyge udfordringer jeg har kastet mig ud i. En af det første ting jeg sagde til Lisa efter målgang var; “det her skal jeg ALDRIG igen!”…, men søde skat, jeg har andre planer… det her må og skal kunne gøres bedre… Tænker du ikk’…? 

Tusind, tusind tak til mit elskede crew for en fantastisk weekend på solskinsøen. Også en særlig tak til Simone & Martin på Nordly, I er i høj grad med til at gøre oplevelsen endnu bedre. Sidste men ikke mindst en stor tak til Tejn IF for turen. Aldrig har jeg været så lykkelig for at få bryl. Vi ses igen! 

Og ved I hvad… Jeg fik min lagkage… 

Keep moving… 

Salomon Hammer Trail Winter Edition 2018

Endnu et af de løb jeg havde på min bucket list kan nu vinges af. Salomon Hammer Trail Winter Edition 50k. Episk var det! 

Det hele startede vel i virkeligheden mange måneder før, nærmere i maj 2017. En god tidligere kollega havde netop haft debut som ultraløber ved  North Cost Ultra. Lasse havde vist fået blod på tanden til mere og klikket sig som interesseret i Hammer Trails begivenhed på Facebook. Fik kommenteret hans opslag med, at det synes jeg vi skulle gøre en tur ud af. Og vi “sluderede” lidt om at køre 50 kilometer i januar 2018 og 50 miles i maj 2018, men hvor blev du af Lasse… 

Det var ligesom jeg ikke rigtig kunne lægge tanken fra mig, om endelig at være blevet voksen nok til at skulle “bestige” solskinsøen fra dens måske smukkeste side og med højrisiko for dårligt vejr. What’s not to like?! 

Men inden da skulle jeg jo så meget grueligt igennem først, for Ultracuppen var jo dårligt kommet i gang, vi havde jo kun lige været på Bornholm til Fyr-til-fyr. Og som du måske ved var det en hård prøvelse og forude lå både Gendarmstien og Nordkysten 

Ultracuppen var jo en fest uden lige og som det er med så meget andet, vil mer have mere.  Jow tak det er hårdt arbejde i nuet, men når man så er i mål og rush’et har lagt sig noget tid efter, kommer den naturlige tanke… hvad nu?  

Efteråret gik med at kigge mod triatlon og Team skranken.dk var jo til TIK 5-15-5 i sensommeren og det var supersjovt.  

Men min kærlighed til sport ligger nu nok, når alt kommer til alt mest i “trailer-livet”. “Sporet” er bare der jeg hører hjemme. Og omkring efterårsferien besluttede jeg, at nu skulle det være. Hammer Trail Winter Edition 2018 skal på CV’et. 

Med udgangspunkt i Moses træningsprogram fra ultracuppen, fik jeg strikket træningen sammen og efteråret forsvandt før det kom. Mørket og vinteren gav lidt psykisk pres, men med viljen og især en sublim støttende frue derhjemme, kom jeg ud ad døren og passede mine træningspas. Inden man fik set sig om, var julen forbi og 27. januar nærmede sig med hastige skridt. 

Jeg brugte en del tid på at få logistikken til at hænge sammen. Sebastian skulle til svømmestævne om søndagen, så var under tidspres for at komme hjem. Især når man ser det i forhold til, hvordan den offentlige trafik er på Bornholm. Så det blev hurtigt besluttet at tage sidste flyver hjem lørdag efter race. Så var den bagkant ligesom løst. Jeg rejste derover fredag eftermiddag med Bornholmerbussen, og det fungerer bare. Efter færgen stod den på offentlig trafik. Så i tyk tåge og med super hyggelige Brian bag rattet på linje 3, var det en smal sag at komme til Allinge/Sandvig med destination Nordly hos Simone & Martin.  

Jeg, eller vist hele vores lille familie, er faldet pladask for vandrehjemmet Nordly. Nordly har bare noget sjæl, man ikke finder ret mange andre steder. Og den ære står Simone & Martin til fulde for. Efter ankomsten ville jeg gå ned i Domen for at afhente mit startnummer, men straks kom Martin på banen og ville køre mig der ned. “Der er jo 2,5 km og der er jo rigeligt at tage af i morgen, så jeg kører – skal også ned og hilse på drengene alligevel…” Kom det fra en grinende Martin.  Så på ægte bornholmerstyle blev jeg transporteret til Domen. 

Natten gik som den plejer før race. Næsten ingen søvn og det jeg fik var konstant afbrudt. Også selvom jeg havde aftalt med Lisa, at hørte hun ikke fra mig inden kl. 6, skulle hun ringe indtil der var kontakt.  

Efter morgenmad og rigelige mængder kaffe, gik jeg de 2,5 km ned til Domen. Jeg nød mørket og stilheden og fik en sidste gang gennemgået dagens udfordring og mine målsætninger. Uvidende om hvad var forude, andet end rygter og historier havde jeg lagt baren på 8 timer.  

Mørkt på vej til Domen. Kun Hammerfyret lyser op

Klokken 8 blev vi kørt med bus til start på P-pladsen ved Hammersøen, halvvejs ude på ruten. Her var der racebreifing og kl 8.30 blev vi sendt afsted, så vi kunne få de hårdeste 8 km af ruten på Hammerknuden først og dermed tre gange på turen. 50 km ruten var en rundstrækning på 20 km fra Domen ud gennem Slotslygen, op rundt om Hammerhus, herfra til Hammerhavnen og videre ud og få stryg på Hammerkunden og retur til Domen. 

Cut off på første 10 km var 1½ time. Da jeg tikkede ind gennem depot i Domen sagde uret 1:14. Hele 16 min til cut off, det kan godt gå hen og blive en lang dag på kontoret tænkte jeg, men fint ude igen kom der godt flow i kroppen og måske endda lidt for godt. Ude af Slotslyngen fik jeg fortaget en videosamtale hjem til ældste knægten, der havde 17 års fødselsdag. Fuldt af overskud og 18 km ude, fik han også set Hammershus på hans dag. 

Med oprejst pande efter besøg i depot på Hammerhavnen, der både bød på en kop cola og krammer til den søde bartender, indtog jeg for anden gang Hammerknuden. Den sled godt i kroppen denne gang, men motoren kørte godt.  

Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg ville skifte trøjer, når jeg ramte Domen på 30 km. Men var så godt kørende, at jeg slog tanken hen, da jeg var der. Godt 300 meter ude af depotet igen, måtte jeg vende retur og skifte. Modvinden havde ramt mig og kunne mærke med det samme, at 8 km i den ville ende galt.  

Med tørre varme trøjer på var jeg i gang med sidste runde på dagens mudderbane. Vi sejlede rundt i mudder og vand. Ikke at jeg synes det er træls, at have våde fødder i timevis, men mudderet var så klæb og lergagtigt, at det var vanvittigt tungt arbejde. Ude af Slotslyngen nærmede jeg mig Hammershus for anden gang og fik det besejret. Mit Garmin Fenix 3 sagde 39 km.  Jeg havde en skyggeside der sagde det var tid til at få et motiverende skub. Og hvad er bedre end at ringe hjem til sin fantastiske hustru og nærmest tigge om at få en skideballe. Men det virker bare! Næsten ligeså godt som hendes bananpandekager med Nutella 

Ude af depotet på Hammerhavnen havde jeg ikke så meget i hovedet, at jeg nu skulle knuses på Hammerknuden, men mere fokus på den allersidste klippe, der skulle forceres inden vi kunne trille de sidste kilometer hjem til Domen. Jeg lod bare langsomt kroppen bestemme, hvordan vi kom igennem, mens mine tanker var på den møg klippe hele vejen. Jeg huskede dog traditionen tro, at stoppe op på marathon distancen og tage et billede, og kunne det være mere motiverende, end at stå og kigge ud over Hammersøen og så endda med kig til Nordly.

Med hovedet fuld af positive tanker, drev jeg det sidste ud af kroppen og der stod den så…. den forpulede klippe! Kønt var det ikke, jeg nærmest kravlede op og alt i kroppen krampede. På toppen stod jeg så med lammetævet krop og tårer i øjnene. 

Jeg fortsatte herfra med en faktisk lykkerus om at have gjort det! Fik kæmpet mig gennem de sidste kilometer med stigninger, en syndflod af mudder og nærmede mig Domen. Da målportalen tonede frem kunne jeg godt mærke følelserne var ved at løbe af med mig.  

I mål er det der både varm velkomst, medalje og bedst af alt ægte trail-krammer. 

Tænk, at man kan blive så lykkelig over, “at udsætte sig selv for den slags” vil de fleste nok tænke, men hertil kan jeg kun sige. Prøv det! Man kan meget mere, end man selv tror.  Og for mig giver det den bedste mening. 

Jeg havde sat baren på 8 timer, der var cut off på 9. Jeg stod i mål den dag på 07:13:21 med 1.887 HM i stængerne. Udmattet, lykkelig og lammetævet. Lirekassemand fik en helt ny dimension for mig den dag i januar. 

Morgenen efter morede fruen sig bekosteligt over, min helt egen facon i at komme ned af trapperne fra 1. sal. Men hvad det går jo over igen… 

Nu er vi så tilbage hvor vi startede. Målet blev nået og mer vil have mere. Jeg er i den heldige situation at jeg har fået “pladsen” til at gøre det hele en gang til. Og mit 2018 mål er nu sat.  

Natten mellem den 11-12 maj 2018 begiver jeg mig ud på mit 10. ultrarace og det skal i anledning af “jubilæet” være lidt ekstraordinært, så jeg hæver distancen og hårdheden en smule, når jeg vil står til start ved Danmarks nok hårdeste trailløb Hammertrail 2018 på 50 miles distancen. 

Keep moving… 

 

Ultraløbet Nordkysten

Så lykkes det endelig. Vi er nået frem til finalen i Ultracup 2017. Ultraløbet Nordkysten står for døren eller rettere sagt standen ligger for fødderne. 

Det er fredag den 11. august 2017 og en lang arbejdsdag på kontoret lakker mod enden. Det er planlagt sådan, at jeg tager direkte til Helsingør og overnatter på Helsingør Camping i mit til lejligheden indkøbte festivaltelt. Kønt er det ikke men for en nat går det an.  

Efter teltet er slået op og der er pakket ud og klargjort til natten, triller jeg ned mod byen. Helsingør kommer denne weekend ikke blot til at byde på finalen i Ultracup, men er også besat at masser glade fodbold børn der skal deltage i Kronborg Cup. Der er kæmpe fest på havnen og jeg kommer netop forbi da Djämes Braun går på scenen og spiller “kom og giv mig alle dine penge“. Jeg er med på en lytter, inden jeg triller videre ned i byen og finder aftensmad. 

Natten foregår noget uroligt – præcis som det plejer. Er hunderæd for at overhøre uret der er sat til kl 04:00. Og som jeg plejer, våger jeg selvfølgelig ved uret. Efter masser kaffe og morgenmad får jeg pakket ned og klargjort mig selv til dagens udfordring. 

Bussen kører fra havnen kl 6 mod Hundested Havn. Alle bliver tjekket ind af en lidt søvndrukken recedirector Moses Løvstad. Der hyggesnakkes i bussen præcis som vanligt, især falder emnet konstant tilbage på, hvor udfordrende turen bliver i dag. Det er ikke bare årets finaleløb i Ultracup, men også premiere for Ultraløbet Nordkysten. 

Ruten går fra Hundested Havn til Helsingør Havn med venstre fod i vandkanten med ganske få undtagelser. 

Vi ankommer lidt i 7 til en noget øde og forblæst p-plads i Hundested Havn. Men stemningen er høj. Som tiden går, er vi flere der bliver noget ængstelige for at komme i gang. Vi er ved at blive kolde i vinden, som også er blevet suppleret med lidt regn. 

10 minutter i 8 holder Moses racebriefing og vi trisser stille ned på stranden. Kl. 8 skarp bliver der ringet med koklokken og vi er ude. En lang dag er begyndt og vejret tegner fra start af, til at blive til vores fordel.  

Der går ikke mange hundrede meter inden vi rammer det første stykke med kystsikring. Feltet er samlet så det giver lidt kaos, men det går. Efter de første km gør jeg et kort hold, for at få jakken tilbage i vesten. Der kommer stille og roligt en god spredning i feltet, som tæller omkring 230 løbere. Det giver god plads til at finde eget pace uden hindringer. Efter de første 11 km i #vandkantsdanmark drejer vi ind i Melby overdrev. Gudskelov er der ikke kommet melding om løbere, der har trådt på miner og det er en skøn tur gennem overdrevet. 

På 18 km mærke kommer vi til p-pladsen ved Tisvildeleje Strand og her ligger depot 1. Jeg får straks tanket energi i begge flasker med sublim hjælp fra #verdensbedstecrew og går herefter i baren og nyder Sneakers, appelsin og selvfølgelig cola.  

Ved godt mod ruller jeg ud af depotet og får dette skilt i hovedet. Så vi ligesom i gang. Det bliver et langt stykke med alt slags underlag lige fra det fineste strandsand til kystsikringssten og trælse rullesten. Men med humøret i top og med udsigten til sort bælte i utraløb er man jo godt kørende.  

Krisen indtræffer dog ude omkring 35-36 km ved Gilbjerg Hoved / Søren Kierkegaard stenen. Lige som vi kommer ind og får den første asfalt under fødderne på vej mod Gilleleje (de hele 2,5 km vi får), kramper alt op fra knæ og ned i begge ben. Stranden har været hård ved mig og jeg er totalt tørlagt og lider under væske mangel.

Der bliver gravet dybt inden i og jeg får kæmpet mig frem til havnen i Gilleleje. Her finder jeg et toilet hvor jeg kan få tanket vand i den ene flaske for der er kun få kilometer til depot 2. Lykken er at jeg også får vasket salt af ansigtet. Nogle mener dog det er øjnene der bliver vasket… 

Kort efter Gilleleje rammer vi 40 km, Nakkedhoved Fyr hvor vi ruller ind i depot 2. Lykkerus – nu er der kun 20 hjem! Der er som vanligt en fantastisk stemning i depotet. Tanken slår mig… det er 6. og sidste depot i cuppen, alligevel lidt vemodigt. Jeg sludrer med en fyr som er styrtet ude på kystsikringen og har kæmpet sig i depot og får is på knæet. Vi aftaler at vi ses i mål… og gæt selv om det lykkedes…  

Jeg genvinder styrken i depotet, hvor jeg har tilladt at give mig selv lidt ekstra tid. Ude af vagten rammer vi igen stranden. Omkring 45-46 km kommer vi til Nordkyststien og nu er det vel bare at trille hjem tænker den naive. Vi kommer gennem Hornbæk og videre langs stien et par kilometer. 

På 52 km mærket sker noget vildt – et uanmeldt cola depot. Hvor vildt er det lige med kun 8 kilometer hjem! Når man så sidder her og tænker tilbage elsker man det bare endnu højere, end da man stod der og ikke vidste hvad var forude.  

Var man ikke træt af kystsikring så blev man det helt naturligt her…. udmattede ben og hoppen rundt på store sten er bare ikke lykkerus. Nå, men efter en 2-3 km holdt det vel næsten op, og ude i horisonten stod Kronborg. Det vildeste syn og top motiverende.  

Jeg løb med alt hvad der var tilbage – der var jo “kun” 5 kilometer hjem, men det var bare som om lige meget hvor meget man arbejdede så forblev Kronborg bare derude i horisonten. Og så alligevel – lige pludselig var det der!  

På de sidste 100 meter af stranden, bliver jeg taget imod af Sebastian og Gabriella og de løb med det sidste stykke til molen på havnen, hvor resten af familien stod og heppede – mit eget #verdensbedstecrew. Opløbet på molen var som altid helt uforglemmeligt og målgang var ren lykkerus.

Efter kontrol af udstyr fik jeg mit armbånd for gennemførsel af Ultraløbet Nordkysten, det sorte bælte i ultraløb og en truckercap. Jeg fik givet Moses hånd og takket for en uforglemmelig oplevelse. 

Ude på havnemolen synker jeg sammen og har absolut intet tilbage i kroppen…. 

BUT I FU****G DID IT! 

Der var cutoff på 12 timer. Jeg havde sat baren på 10 timer for Nordkysten og ville være oven ud lykkelig for en tid under 8 timer. Jeg havde målgang på 07:57:06, med en placering som nr. 111 ud af 222 gennemførte deltagere. 

Jeg havde en drøm om at gennemføre ultracuppen under 24 timer og efter ultraløbet Fyr til fyr i april som endte så skidt og frygten for finaleløbet Nordkysten, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet det ville ende sådan.  

Men med Moses Løvstad træningsprogram målrettet på cuppen som troligt tikkede ind på mailen hver søndag for den kommende uge, blev der uge efter uge arbejdet hårdt på målet og endte med en samlet placering i ultracuppen som nummer 31 i tiden 22:28:13. Vi var 63 der kom hele vejen iført “gul nummerplade”. Stolt tillykke til os alle.  

Ultracup 2017 slutter her med to citater fra racedirector Moses som vil hænge ved længe efter. “det er stadig bare noget vi leger” & “hvis det var let – ville alle gøre det…” 

Keep moving… 

Resultater fra Ultraløbet Nordkysten 

Samlet resultat for Ultracup 2017 

 

Ultraløbet Gendarmstien

Here we go again. Det er nu tid til Ultracup’s 2. afdeling. Ultraløbet Gendarmstien.

Det var så hyggeligt at have hele familien med på Bornholm at man næsten bliver helt afhængig af at have dem med…

Heldigvis faldt cuppens anden afdeling sammen med at datteren blev 9 år – og hvad var så mere belejligt end at få arrangeret en familieudflugt med logi hos vores gode venner Rikkelee & Bjarke i Egtved og en heldags-fødselsdagstur til Legoland…. Sådan her forløb det hele.

Det er torsdag den 8. juni 2017, vi er faret hjem fra jobbet for at spise et hurtig måltid mad og så det afgang til Egtved. Udsigten til en hyggelig weekend i godt selskab kan kun gøre humøret en tand højere. Vel ankommet bliver det hurtigt besluttet at ungerne og fruen bliver indenfor og sover i varmen mens jeg ene mand tager Tipi-teltet.

Fredag står vi op til en skøn morgen. Ikke blot er det flot vejr, men lillepigen Gabriella bliver 9 år og så er alt vejr jo perfekt. Vi får det flotteste morgenbord og flaget går til tops, men intet kan måle sig med at dagen i dag skal stå på en længe ventet Legolandstur. De første par timer er vejret flot og så indtræffer skybruddet. Regnen vælter ned over parken. Men da vi først er gennemblødte er det alt sammen også ligegyldigt og vi har en fest. Vi er faktisk så heldige at alle nærmest har forladt Legoland så vi bliver bare i forlystelserne og får ekstrature igen og igen for der er ingen kø overhovedet. Gabriella havde en skøn dag. Så er mor og far jo glade.

Lørdag, klokken er 6 – lysvågen og med perfekt kriller i maven ligger jeg igen alene i det 8 mands store Tipi telt. Jeg har været noget pas på det hele og derfor knap så motiveret de sidste 14 dage grundet jobskifte mv. Men negles det skal den, den der Gendarmsti. Jeg vil med selvsyn ud og se om det kan være rigtig tysken ikke står på lur mere.

Bjarke er så sød at kører mig til Kruså hvor starten ligger, herfra går ruten langs Flensborg fjord med højre fod i vandkanten 58 kilometer til Sønderborg havn.

Efter Moses har aflagt racebriefing med den vanlige slut replik; ”det er bare noget vi leger…” (ingen sammenligning med dronningen her…) går starten. Jeg er fysisk klar på turen, men motivationen er nu ikke helt hvor den skal være. Synes faktisk at det virker til at blive en rigtig lang dag, altså som længere end lang. Men med bøjet hoved og den ene fod foran den anden kommer jeg afsted. Små tre kilometer ude skal vi lige slå et lille bue for at komme ned og highfive Ravn som står ved grænsestenen der skal have et kærligt klap og lige dér på returvejen ser jeg én fyr som allerede virker helt udkørt. Ikke jeg tænker nærmere over hans tilstand, men det giver mig et los bagi med tanken om du har det jo ikke værre end andre… Motivationen er på plads i skabet igen og jeg finder hurtig mit eget pace.

Med kontrol over tankerne og i højt humør får jeg sendt flere beskeder hjem. Ikke at de når frem for mangler konstant mobildækning. Så efter 1:40 tror fruen jeg kun er nået 8 km, men kan glædeligt meddele at jeg i mellemtiden er nået 17.

Omkring 2 timer efter start ruller jeg ind over broen i Egernsund og ned til depot 1. Jeg har en fest! Allerede på vejen ind har jeg klargjort flaskerne til genopfyldning og de bliver nærmest taget ud af hænderne på mig af én af de søde tøser fra ”verdens bedste crew” med ordnerne, ”hvad skal der i?”, jeg får fremstammer lidt forvirret; ”bare energi” og wupti så er der fyldt op. Jeg går herefter lige i buffeten og får 2 kopper cola/vand med snickers til. Så det ud af klappen med et smil på læben og højt humør.

Nu kører det… Aldrig tror jeg, jeg har befundet mig så godt på et race. Humøret er højt, vejret er perfekt, ”kollegaerne” i marken er søde, tilskuerne hepper på alle – what’s not to like…?

Omkring 35-37 døjer jeg med noget sidestik som sætter pace lidt ned. Jeg rammer depot 2 i Kragesand længe før jeg nok havde turde forvente. Igen stor tak til verdens bedste crew for fantastisk forplejning hvis jeg ikke fik sagt det på vejen ud af klappen.

Jeg møder marathon midt på et skønt strand stykke og det skal jo foreviges. Herfra begynder så de værste højdemeter turen har at byde på. Jeg møder et par ”kollegaer” der døjer med kramper og andre ting. Jeg får hjulpet dem så godt jeg kan. Omkring de 45-46 km tænker jeg, hold nu magle det kører jo i dag. Jo vist trætheden har meldt sig for længst, men lider jo ikke som sådan og tiden er jo helt vanvittig. Fatter det knapt nok selv…

Jeg får sendt de gode budskaber hjem til fruen som sidder standby i Egtved lige netop som de skal til at grille, at nu forventer jeg at være ”hjemme” om 1½ time. Altså langt foran planen. Rygtet vil vide de pludselig fik travlt med at komme i bilen og afsted mod Sønderborg.

Da jeg runder et sted omkring 52 km melder problemerne deres ankomst. Jeg får nogle grimme kramper i lysken og lidt i lårene når det går opad. Så herfra bliver der gået/løbet/gået/løbet (hvis man kan kalde det løb…) Men faktum er de sidste 5-6 kilometer bliver rigtig rigtig lange.

Men godt det samme for da jeg render ind i Sønderborg og løber under Christians d. X bro ruller familien samtidig ind på p-pladsen ved Syddansk universitet og de når lige at stige ud af bilen og se mig tage opløbet. Hvor var det stort!! Jeg løber i mål med et billede af Sebastian med sit lange hår på nethinden…

Efter kontrol af obligatorisk udstyr får jeg udleveret mit bevis på ultraløbet Gendarmstien er besejret.

Jeg noterer mig for en tid på 06:33:44 og en plads som nummer 61 af 201.

Glad og super tilfreds med mit til dato bedste ultrarace trods lidt skidt opstarts motivation er jeg nu klar til at fortsætte træningen henimod mødet med den 3. og sidste afdeling af Ultracuppen løb nemlig finalen Ultraløbet Nordkysten, nu iført den ”gule nummerplade” i kampen om af nå det ”sorte bælte i ultra”

Keep moving…

Ultraløbet Fyr til Fyr 2017

Så blev det endelig tid – ultraløbet fyr til fyr – det har jeg ventet længe på. Der er langt i selen til en lille familieferie på Bornholm. Et af de små eventyrer man så typisk også ender med at se tilbage på. Og det er jeg sikker på også gør sig gældende her.

Turen starter allerede torsdag eftermiddag med at rejse derover efter job, skole og børnehave. Vinden er frisk så fruen har sine udfordringer på BornholmerFærgen der vugger i bølgerne mellem Ystad og Rønne. Men båden druknede ikke som fruen var bange for og vi ankom først på aftenen til det super skønne vandrehjem Nordly i Allinge med kig ned over Opalsøen. Her blev vi modtaget af det søde og yderst imødekommende værtspar Simone & Martin.

Fredagen blev brugt på vandretur rundt om opalsøen og selvfølge langs kystlinjen til Hammershus. Til eftermiddagen kørte vi til Rønne for at spise varm mad så alle depoter var godt fyldt op til lørdagens udfordring. Aftenen blev der hygget med TV og knas i TV-stuen på Nordly.

Klokken er 03.57 jeg har sovet elendigt. Jeg har sat to mobiltelefoner til at ringe hhv kl. 04:00 og 04:15. Ingen af dem fik lov at ringe. Jeg har sovet så uroligt af frygt for at sove over. Men nu gælder det… Alt det der er arbejdet på skal nu stå til trone. Klokken 5 bliver vi samlet op på p-pladsen ved Opalsøen og kørt til Dueoddde fyr.

Det lysner over Opalsøen

Det er koldt og det blæser voldsomt. Vinden er nok løjet lidt af, men det har virkelig været slemt igennem natten. Det er skyfrit og solen begynder at lysne himmelen mens vi sidder spændte i bussen på vej tværs over øen.

Der er den hyggeligste stemning i Dueodde. Forventningsfulde og urolige venter vi på at klokken skal slå 07:00 og Moses Løvstad lader kanonen affyrer til den 5. version af det 59 km lange ultraløb fyr til fyr.

Hånden på Dueodde fyr

Turen vil tage os fra Dueodde fyr, øst om øen gennem Nexø videre til Svaneke hvor 1. depot vil ligge dernæst til Gudhjem for 2. depot for til slut at smutte gennem kuperet terræn forbi Helligdomsklipperne videre til Allinge-Sandvig, ud forbi Hammeodde fyr, her er der så 2 km til mål på toppen når en træt krop slasker sammen og man klasker hånden i granitten på Hammer fyr.

Efter racebriefing går starten gennem klitterne på Dueodde strand og øst over mod Balka. Det er skønt at være i gang og vejret er perfekt. Vi ligger i læ og det bliver hurtig for varmt med jakken på. Jeg gør et kort holdt omkring 5 km og smider min jakke i vesten. Nyder virkelig turen på stranden i solopgangen.

Da vi kommer af stranden ved Snogebæk begynder vi at blive ramt af vinden. Ude af depotet i Svaneke efter 20 kilometer får vi vinden lige i smasken. Det er bidende koldt og jeg får hurtigt indset jeg skal have jakken på igen, men det er desværre for sent. Kulden har ramt mig og jeg lider i vinden med mange mavesmerter.

Depot 1 i Svaneke

Turen mellem 1. og 2. depot bliver rigtig rigtig lang, men husker mig selv på rigtig mange gange at nyde turen (det er jo stadig bare noget vi leger…) for det er fantastisk på kyststrækningen, hvor man ser naturen konstant ændre sig. Tror ikke der findes et sted i Danmark hvor det ændre sig så markant i løbet af så få kilometer.

Mellem Nexø og Gudhjem

Kort før depot 2 i Gudhjem møder jeg fuldstændig overraskende familien. Det er lige før jeg er ved at tude af glæde. Hvor var det bare SÅ stort. Det gav lige det adrealinkick der skulle til for at få tankerne væk fra at det bøvlede og ind på sporet igen.

40 kilometer og Gudhjem er nået og kan godt mærke, det er nu, der skal graves dybt for at finde det sidste frem, men da de første stigninger er overstået og vi er kommet lidt i læ af skoven kommer der ligesom gang i motoren igen. Jeg får hilst på nogle af mine medløbere. Det kører igen, det er ikke kønt men det kører. Da jeg ankommer i Allinge/Sandvig er jeg faktisk godt kørende, men i minus på alle konti. Får tilmed en supportkrammer på Allinge havn af en sød hepper der “lider” med os. Så det er sikkert “suset” der køres på de sidste kilometer forbi Hammerodde fyr, ud og runde Salomons Kapel og til slut op mod Hammer fyr.

Mel markering (øko-style) ved Hammerodde fyr

Da jeg når de 85 meter op af klippen står der en Marshall og siger; Peter! Der skal løbes i mål! – Jamen der er ikke mere, men alligevel får man fundet det frem og løber i mål – High five til Moses og så med hovedet i granitten klapper jeg fyret “velkomment”!

Velkommen til Hammer fyr

Det blev en usædvanlig hård dag på kontoret. Jeg kunne ikke have forberedt mig bedre. Træningen er forløbet perfekt, alt er klappet, har fået den bedste og sejeste support af familien og så bliver man ramt af hypotermi. Havde jeg ikke haft kontakten til Lisa undervejs, støtte af det super cool crew i depoterne og fået det totalt uventede heppekor ude omkring 38 km mærket, kunne jeg måske have fundet på at trække stikket. Tanken var der ganske flygtigt, men den vandt ikke – 59 laaange kilometer blev det til den 22. april 2017 og jeg ville ikke være foruden én eneste af dem. Alt i alt havde jeg en fantastisk og episk dag.

Tak for turen Moses & Ravn!

Fyr til fyr blev gennemført i tiden 07.57.23 – målet må nu være at gennemføre hele cuppen på under 24 timer.

Nu gælder det om at få restitueret ordentligt og så videre med Moses Løvstad‘s træningsprogram inden vi om 1½ måned (10. juni 2017) gør det hele igen og er klar til cuppens 2. afdeling Ultraløbet Gendarmstien

Keep moving

Det med at have et mål…

Det med at have et mål med det man gør er vel i virkeligheden det der driver værket. Det er vel også den devise jeg “løber” efter.

Jeg træner rigtig meget, nogle synes måske ikke det er alverden og andre synes det er det rene vanvid, men det hele skal vel blot ses ud fra ens egen perspektiv og hvad der giver mening for én selv.

Der er vel ikke et præcis korrekt svar, altså så længe man ikke går på kompromis med sit liv og lemmer.

For mig giver det den bedste mening at løbe ca. 70 km i gennemsnit pr. uge fordelt på 5 træningspas, sådan har det nu engang været de sidste godt 1½ år efter jeg trådte mine spæde skridt ind på ultra trail scenen.

Rekorder er ikke det jeg gør det i, er både for gammel og “tung” til rekorder, min filosofi er at det skal være en god og til tider udfordrende oplevelse. Og for alt i verden: det er jo bare for sjov!

Jeg er dybt fascineret af hvor “taknemlig” kroppen er og hvilken forunderlig motor vi er udstyret med. Næsten ligegyldig hvad man byder den arbejder den bare videre. Nå ja ind imellem klager den og skriger på opmærksomhed, men den arbejder bare videre og behandler man den med respekt kan man udrette den ene forunderlige ting efter den anden.

Men husk at behandle dem med respekt og lyt til den ellers bryder den ned.

Da jeg rundede de 3000 kilometer for første gang på ét årsværk nogensinde i løbeskoene her i december 2016, havde jeg det lidt ligesom med en gammel bil. Gad vist hvad der sker når triptælleren runder 300.000 km…. Men ak hverken skader, snublen eller en stor målportal med et kæmpe heppekor…. motoren fortsatte ufortrødent mod kilometer 3001.

Nu ser jeg bare frem til årets sidste løb som traditionen tro bliver Social marathon for 4. år i træk sammen med fruen. Et fantastisk vel arrangeret velgørenhedsløb på Amager til fordel for børne- og ungeprogrammet på Rigshospitalet. Her skal du læse om sidste år da vi bl.a. løb sammen med Per Larsen, den rare forhenværende chefpolitiinspektør og formand for børnerådet. Og lur mig om Warny Saurbrey ikke igen er holdkaptajn på hold 5 med kniv skarp præcision på tiden.

Jeg ved ikke hvad du vil i 2017, men min motor skal have mange flere oplevelser både til nye ultra løb, som i 2017 bl.a. vil bestå af Ultracup’en, men den skal bestemt også have det sjovt til de mange træningspas der går forud, ellers kan man jo lige så godt lade være.

Jeg er i en konstant stræben på at blive den bedste løber jeg kan uden af give alt for meget slip på mine “syndere” som jeg holder så meget af.

God jul & godt nytår

Keep moving…

Garmin Trailman ultra 25K

Aftalen var én af dem og valget stod jo mellem Dollerup Tral 60K eller Garmin Trailman ultra 50K som årets sidste ultra. Og har du fulgt med på bloggen ved du jo jeg fik pisk i Viborg. Efter en lille uges pause hvor læggen fik fred til at hele og der kom gang i stængerne igen begyndte det at prikke i kroppen igen.

trailman_logo

Det er uge 42, ungerne har efterårsferie og vi holder den sammen med dem. Hvor er det skønt. Vi har hver især fået lov at bestemme én dag hvad vi skal lave. Og vi ender med alt fra at se den nye TROLLS film til at være til “cirkus sjov og ballade” (citat; Zacharias 4 år) med klovneshow på Cirkusmuseet i Hvidovre.

Torsdag morgen sidder fruen og jeg og drikke morgenkaffe i køkkenet. Der er sådan lidt almindelig morgen stilhed og jeg får sagt noget i stil med; “det kunne oz være cool at køre Trailman på søndag”, der bliver om muligt lidt mere stille… Så nu kommer møgfaldet; “Du skal under ingen omstændigheder løbe 50 kilometer på søndag!  aftalen var enten Dollerup eller Hedeland. Du valgte Dollerup – du valgte selv! – Og i øvrigt kan din krop ikke holde til det! 

Med håret tilbagestrøget hvis jeg havde haft noget får jeg grinede fremstammet; “Der jo oz andre distancer, som 12, 25 og 80 kilometer”. “Nå ja, kun 25 kunne du vel godt klare…” lyder svaret og så blev der ikke talt mere om det…

Fredag morgen nogenlunde samme tid forsøger jeg mig så igen, for kan godt se der måske alligevel er en lille åbning for, at jeg kan få lov at tage en tur til Hedeland. “Ville det så være ok, hvis jeg tog til Trailman på søndag, og ja altså kun 25K?” Svaret var et, som kun fruen kan sende, et kærligt smilende “JA det er ok”.

/Yes, game on. Men prisen var at jeg sørgede for, at der var klargjort til flæskesteg med hele molevitten som hun blot skulle tænde for, så der ville være varm mad når jeg kom hjem kl. 12:30. For nå ja krav nr. 2 var det skulle gøres på 2½ time…

time-limit

Søndag, klokken er 05:00 den 23. april 2016. Det er race day og uden det var en planlagt en af slagsen. Min sæson er jo afsluttet og jeg har faktisk set lidt frem til at holde lidt “fri”. Men nu taler vi jo Garmin Trailman ultra som jeg jo kørte sidste år på 50K. Og er det bare halvt så godt som sidste år bliver det en fest.

Jeg får kørt flæskesteg, kartofler i stilling, så den varme frokost er reddet. Drukket kaffe i rigelig mængder og spist lidt brød til. Lisa er dukket op kort efter jeg stod op, hun vil nemlig gerne nå en tur på spinnerbiken inden jeg kører og der kommer for meget liv i huset.

Klokken er ca. 8 da jeg ruller ind på den store p-plads i Hedeland. Træsker i tilmeldingsteltet for at høre om man kan få lov til at lege med på 25K. Jeg er i god tid, så får gjort de sidste par ting klar, fyldt væske i vesten og skiftet til mine Salomon Speedcross 4, som skulle vise sig at være et godt valg den dag.

Der bliver holdt race briefing 8:40 og midt i denne kommer de første 80K løbere gennem depot. Det er altså en fantastisk oplevelse når man rammer pitten. Det giver lige det ekstra kick at få lidt tilråb og skulderklap som hjælper en videre i løbet. Ja fair nok, er nok selv lidt adrenalin junkie, men det er en uovertruffent fantastisk oplevelse hver gang.

Nå men idag stå den jo på bare “sølle” 25K som Lisa siger og det har jeg så fået en tidsgrænse på 2 timer og 30 minutter til at fixe den på. Det var dealen!

Kl. 9 sharp er vi ude på ruten og allerede efter 400-500 m drejer vi af grusvejen og går på single trail. Hvor er det skønt. Det har regnet godt de seneste dage så det tegner til at blive en dejlig “tung” dag på kontoret.

14856183_686138421552103_1228339060560834522_o

Team Tailwind har designet og markeret sporet i år og det er blevet til en væsentlig opgradering i forhold til sidste år, med flere højdemetre trods vi kun efter sigende skulle op af skibakken én gang, men det blev nu til to og så en masse mere single trail. Gruppen blev hurtig delt op i enkelte mindre smågrupper og jeg skifter lidt rundt mellem grupperne indtil jeg havner i en gruppe som holder et fint pace. Måske lige en anelse over hvad jeg ville, men jeg hægter på.

Jeg nyder virkelig turen i fulde drag i år – nok også velvidende jeg “kun” skal én runde. Og i godt følgeskab går det jo endnu bedre, selv på bakkerne i vinmarken som vi passere ude ved 10-11 kilometer kører det perfekt. Trods vi lige inden har fået rigelig våde fødder og mudderbakker i stor stil. Priser mig lykkelig for mine Salomon Speedcross 4, de hjælper en del til at kunne stå fast idag…

Vinmarken i Hedeland
Vinmarken i Hedeland

Vi kommer til den berygtede Hedeland skibakke efter små 14 km. Vi møder den fra syd og får lov at løbe øst om den og rundt søen for ligesom at nyde synet af den inden den skal forceres på den stejle øst side.

Skibakken Hedeland
Skibakken Hedeland

Uh jeg synes den var hård i år. Møg bakke, men op kommer man jo og så det ned igen ad nordsiden, hvor Team Tailwind holder depot for foden. Jeg tikker ind og napper en kop cola og her giver jeg slip på min gruppen som springer depotet over.

Efter skibakken står den på de skønneste single trail man kan tænke sig og det går op og ned af bakke og skøn mudder. Alt sammen som i en større symfoni. Men så alligevel skal det gå galt. Det er som om det bare forfølger mig, ja altså det med bonus kilometer.

Single trail rocks!
Single trail rocks!

Vi er lige kommet op at en skøn mudder bakke ud omkring 20 km og jeg løber nok lidt i min egen verden for at finde mig selv igen og så er det jeg overser markering går til venstre. Jeg fortsætter bare lige ud. Efter nogen tid går det op for mig jeg ikke har set et flag i en rum tid, nå ja så det jo omkring, tilbage og lede… det gav så lige en kilometers penge ekstra eller noget i bonus, men jeg klager nu ikke – det jo et skønt spor…

14692152_686703828162229_1764721485423755338_o

Da vi runder et sted ude omkring 23 km mærket lige efter vi har paceret skibakken for anden gang, kan jeg godt mærke stængerne er ved at være godt trætte. Det har været en en “tung” tur og skal ikke lægge skjul på Dollerup Trail nok stadig sad i benene. Bliver enig med mig selv om det var en rigtig god ide Lisa gennemtrumfede, at det kun måtte være 25K. En runde mere ville nok have endt skidt…

Glad og veltilfreds har jeg målgang efter 02:35:53. Lisa have sat en timelimit på 2½ time, men det var for 25K og jeg fik jo bonus, så betragter den som godkendt…

14610916_10154205721382408_5783647928612850672_n

Jeg træsker til bilen og skifter tøj og sætter kurs mod Amager igen. Og gues what! Da jeg rammer vores matrikel vi skal spise. Flæskesteg med hele svineriet. Kan dét blive en bedre søndag!? Tror jeg vist nok ikke det kan…

Keep moving…

Tusinde tak for tæv Dollerup Trailløb

Så blev det tid for den 5. ultra trail. Valget faldt på et sprit nyt trail løb – Dollerup Trailløb. 60 km i den skønneste natur i og omkring Dollerup bakker og Hald Ege ved Viborg. Og lad os bare holde det ved overskriften ”Tusinde tak for tæv Dollerup Trailløb”. Det var en kæmpe fest, men kan allerede nu afslører jeg græd de sidste få hundrede meter til mål.

Dollerup Trailløb vil til dato stå som den hårdeste prøvelse i min ultra tour. Og ikke kun fordi det var den længste…

Det startede ellers rigtig fint, jeg drog vest på fredag efter arbejde for at overnatte hos søde venner i Egtved lige uden for Vejle. Her blev der så ellers disket op med skøn mad og dessert. Ren carbo-loading.

Road trip – når en trail’er rykker vest på…

Lørdag, 8. oktober 2016, uret ringer 05:30 og jeg glider ud at Mathias seng som jeg har lånt for natten, føler mig ikke nødvendigvis veludhvilet ej eller super træt, nok bare som så mange andre morgener, når man endnu ikke har vænnet sig til det er mørkt uden for. Bjarke og Rikkelee har sørget for alt står klar til mig, havregryn, kaffe – ren luksus. Kaffe skal der til. Mens jeg sidder der ved køkkenbordet med havregryn som skylles ned med rigelig mængder kaffe gennemgår jeg dagens udfordring igen og igen.

Kaffe i rigelige mængder
Kaffe i rigelige mængder

Jeg er mentalt 100% klar og jeg ved efter de første små 2.500 km jeg har løbet i år er kroppen med mig og jeg ved præcis hvad den kan yde. Taktikken er lagt og gennemgår den igen og igen for ikke at lade mig rive med når skuddet er gået.

Forlader et sovende hus i Egtved lidt i 7 og skænker dem en kærlig tanke med tak for husly og forplejning da jeg sætter kursen mod Hald Ege Skole, lige syd for Viborg. Her skal slaget stå om Dollerup bakker.

Jeg ankommer til Hald Ege Skole lidt over 8 og der virker skræmmende stille, forberedelser er i gang med at få rejst start- og mål portal i skolegården, men ellers ligge skolen næsten øde hen.

Star- og mål område på Hald Ege skole
Star- og mål område på Hald Ege skole

Jeg får afhentet mit startnummer og chip i sportshallen får gearet op og får kassen i depot. Det regner… jeg hader når det regner inden start, når vi er i gang er det lige meget, men ikke inden start.. der bliver hurtig rejst en pavillon så vi kan komme i tørvejr og vi stimer sammen og hyggesnakker, faktisk så meget at løbsledelsen ender med at måtte opgive alt om mikrofon og højtaler for i stedet at komme over til os og give løbsbreifing… 30 stiller vi til start på 60k, 26 mænd og 4 seje kvinder.

Kl. 9 sharp er det gun-start fra skolegården og vi løber ud på første sløjfe. 21 km igennem den skønne natur i Dollerup bakker. Taget i betragtning af feltet ikke er større er vi faktisk relativt samlet. Jovist som perler på en snor, men der er fin samling, selvom alle ved det ikke vil holde hele dagen. Jeg tænker jeg ligger solidt placeret midt i feltet. Løber måske endda en anelse over det planlagte pace, men får det justeret henover de første 10-12 km. Pulsen er god – alt er faktisk som de siger Lego movie; ”Alt er er super duper

Vi rammer den formøse ”græsbakke” omkring 15 km. Her kommer der pludselig samling på feltet. Der er kludder i de ellers så super fine markeringer, men der mangler noget. Vi fandt aldrig øllet på toppen, men vi kom med fælles hjælp tilbage på ”sporet”.

Græsbakken når det går op
Græsbakken når det går op…

På nedløbet fra græsbakken sker det der absolut ikke må ske. Jeg får et smæld i venstre læg. Smerten jager gennem hele kroppen. Forsøger holde pace og hægte på de andre i håb om jeg kan løbe det væk, men må opgive og geare ned og ”rulle” til depotet på slow, mens der arbejdes mentalt på højtrykt med en ny plan for dagen.

2 timer og 13 minutter går der og jeg ruller ind i depotet og får en pause. Musklen er blevet bedre og er til at arbejde med, men helt godt er det ikke. Adrenalinen pumper og jeg nægter at give op, om ikke andet så bare marathon med. Ud af klappen igen efter have fået tanket væske og ikke mindst fruens skønne #losirøvenenergipandekagermedbananoghavregryn.

Jeg blev løbet ud af skolegården og vist vej af det der senere skulle vise sig at være den tilstedeværende læge, super fin fyr (tænker han har fået en del km i stængerne den dag også)

Så vi i gang, runde 2, 21-42 km. Turen går langs bredden af Hald Sø. Hvor er der er bare skønt og fik da også nydt min pandekage der i fulde drag ved søbredden. Jeg nyder turen selvom jeg døjer gevaldigt med læggen. Efter turen langs søbredden går det mod ”hestene”.

Brunch på søbredden af Hald Ege sø
Brunch på søbredden af Hald Ege sø

Ved Dollerup Bæk går turen ind på en hestemark og en gyselig bakke, den blev vist kaldt ”Dronningebakken”. Efter løbet sad løbsledelsen og talte om én der have taget den to gange… ”ja tak” det var så mig kunne jeg indrømme fra hjørnet…

Efter rundstrækningen hos hestene og dronningebakken ved Dollerup Bæk, krydser man bækken via nogle træbjælker der ligger i vand. Her glider jeg selvfølgelig og slår hovedet i bjælken og ligger ellers der og laver ”Billen”. Kommer på benene og ud i det fri til den store rødstensgård. Kan ikke se markering, men øjner én ovre til højre. Jeg løber højre og efter noget tid tænker jeg, ”Det er her galt vi skal ikke ind til hestene igen”. Vender om og løber retur for at finde ud af hvad der gik galt.

På vejen retur møder jeg så et par gutter der overbeviser mig om den er god nok. Det skulle jo så vise sig, jeg var foran dem og de selvfølgelig ikke havde været der før, men jeg fik da lige den møgbakke igen. Ja hestene var søde, men det var bakken bestemt ikke. Det ekstra loop gav mig virkelig noget at arbejde med psykisk.

Da jeg kom tilbage til ”Bille-stedet” ved bjælken gik jeg så ved siden af bjælkerne i vandet for ikke at styrte igen. Succes! Jeg kom igennem uden styrt og fandt den udtværede melpil der drejede venstre, som jeg så overså første gang.

Herfra går det så retur mod Hald Ege skole i skøn natur, men jeg er super presset på psyken og døjer med smerter fra læggen. Jeg er så meget bagud på tid at jeg også begynder at få følgeskab fra de andre ruter jo tættere vi kommer på mål. Det giver det ”bust” der skal til og får gang i motoren igen, for opgive det gør jeg ikke!

Fantastisk single trail spor i rigelige mængder
Fantastisk single trail spor i rigelige mængder

Træt og godt brugt kommer jeg i depot for anden gang efter 05:49:39. Det er her man afgør hvad man er støbt af. Jeg nægter at stoppe her. Festen er jo lige så godt i gang og det her er noget jeg har arbejdet for længe. Nu skal det være. Efter en kort pause med opfyldning fik jeg skiftet trøje. En af dagens største højdepunkter og igen blev jeg fulgt ud på ruten en den ”løbende hare” lægen.

3. sløjfe og de sidste 18 km forgår i det det skønneste MTB spor og skov i Langskov, Viborg Krat og Plantage. Hold nu op det var lækkert. Havde jeg ikke været så træt var jeg nok også udbrudt i sang på ruten… På den sidste etape blev der tydet til en del moralsk opbakning hjemme fra fruen. Jeg havde virkelig brug for et skulderklap og det får jeg altid her (altså når det er fortjent… ;))

Uret viser 07:50:03 da jeg ruder de magiske 60 km, men når ja du synes jo åbenbart ikke det er nok Peter, så vi snupper lige lidt mere dit kvaj!

77061a0a-d057-4db9-91ce-947dc3425da4

Jeg får sendt meldingen hjem om jeg nu har krydset de 60k og der kun er bonus kilometerne tilbage. Som standard kom det promte hjemmefra  ”Run Forrest Run” og når man kender hende, altså fru Nymark, ved man hvad hun mener. Trods der var massivt overtræk på alle konti får jeg skubbet gang i motoren, tilsidesat smerterne og løbet kører igen, næppe kønt, men løb.

Jeg får tilmed hentet to andre (sjovt nok de to gutter der lokkede mig med en ekstra tur hos ind til hestene…) og det giver det sidste der skal til. De sidste 4-500 meter mod mål går det op for mig at jeg render tuder. Jeg er SÅ glad. Det her har været den ”længste” dag på kontoret – ever, men en fantastisk dag alligevel trods alle problemerne.

ff5b7e6c-3cfd-44eb-9365-9ad6ac34e7f8

Jeg ruller i målgang i tiden 08:38:54 efter 65,78 kilometer.

fbb93650-ccb5-4e2e-b15a-a3c1d021f06c

I målgang er der næsten mennesketomt, men to kvinder der er kommet i mål efter marathon giver mig spontant kammer med stort tillykke og der er også krammer fra løbsledelsen.

Efter løbet er der Chili Con Carne og Kartoffelsuppe i Sportshallen. Det var kæmpe stort efter så lang en dag på kontoret, hvor al energi er opbrugt og lidt til. Fik til med bad i hallen inden jeg trillede ud i bilen og fik et par timers søvn før jeg kørte hjem til flade Amager.

Dagen bød på et skidt resultat, men en oplevelse rigere. En oplevelse jeg under inden omstændigheder ville være foruden. Den har lært mig meget om mig selv og ikke mindst hvad jeg er i stand til som jeg ikke vidste. Så trods lidt problemer med læggen efterfølgende er jeg kommet stærkere ud på den anden side.

Så som jeg har sagt til at starte med… Tusinde tak for tæv Dollerup Trailløb. Uden jer, ikke et stærkere jeg!

Jeg kommer nok desværre ikke tilbage næste år, da mine planerne for min ultra tour bærer mig andre steder hen. Men opstår muligheden siger jeg ikke nej tak. I har skruet et super fantastisk løb sammen og jeg kan kun på det varmeste anbefale det. Beundre virkelig jeres iver og flid i ligger i det

Dollerup Trailløb er et ener af et løb der tilbyder hele 4 distancer (10k, 21k, 42k & 60K). Stop fyldt med masser skønne højdemeter, single trail, MTB spor og den smukkeste natur. Og er man til det er der tilmed ITRA point at hente med hjem.

Keep moving…

 

Endure Dynafit Trail 50k – løbeberetning

Klokken er 5 og uret ringer, det er lørdag den 6. august 2016. Det kan kun betyde én ting: Vejrhøj – kick ass time! Endure Dynafit Trail here we go…

Det er tid for seriøs revanche fra sidste års premiere på Ndure. Der er kommet ny løbsledelse til og derfor det ændrede løbsnavn og bagved står North Cost Ultra. De har også indført en 25k distance for at tiltrække lidt flere “kunder” til løbet.

Nu det ikke fordi vi her har taler om en profit forretning. Endure Dynafit Trail er stadigværk og vil nok forblive et niche løb. Løbet er nemlig begrænset til 50 løbere på 100 og  50 km og så nu max 100 løbere på 25 kilometer, men al overskud fra løbet går stadig til Tuba.

Jeg er SÅ klar! Udstyrskassen blev pakket i går og man kan godt se det ikke er første gang jeg drager til ultraløb. Til premieren sidste år havde jeg så meget med af tøj, energi og andet skrammel at der nærmest skulle en sækkevogn til for at transportere kassen fra bilen og til pitten. Nu her på mit 4. ultraløb er det begrænset til et sæt skiftetøj og sko, et sæt tøj til efter race, lidt energi-gels (og som noget nyt en bolle med Nutella), en håndfuld lakridser, et håndklæde og min poncholiner hvis jeg begynder at fryse efter løbet.

Klokken er 7 og det er afgang hjemmefra. Fruen og ungerne skal have en hyggedag hos mormor og morfar mens jeg tager på ”arbejde”. Efter de er sat af i Hvidovre drager jeg videre mod Odsherred, nærmere bestemt p-pladsen ved Ordrup strand. Jeg tikker ind lidt i 9. Perfekt timing. Får afhentet mit nummer, sjovt nok nr. 90 og får sagt højt; ”det jo gamle Ole så det jo ok at være ”fejeblad”” vi griner og så har man jo ikke sat barren for højt. Jeg får stille og roligt gjort klar og bragt udstyrskassen i pitten og påfyldt væske i min INOV8 Race Elite vest og tjekker alt udstyr er pakken ordenligt i vesten og den sidder ordenligt.

7AA59510-BA3B-4796-AE34-4ADDCB3158DB

Klokken er 9:30 og vi står klar til afgang på 50K. Jesper Noer sender os afsted og ønsker os god ”mod”-vind :). Ned på stranden og bum der var vinden. Allerede efter 1,5 km på stranden vrider jeg om på foden. Det jager gennem hele kroppen. Jeg er slet ikke varm endnu, men fortsætter og slipper med skrækken. Ruten er lavet lidt om i år så det ikke er så meget frem- og tilbageløb på samme strækninger, til gengæld er der kommet en del mere strand, rullesten og MTB spor…

Efter uheldet på stranden er rystet af mig har jeg en fest. Allerede efter små 4-5 km finder jeg mig selv og tilpasser pace og puls. Pulsen ligger konstant mellem 145-150 bmp og pace omkring 5:45. Alt kører for mig og jeg er på toppen, har dog konstant tanken i baghovedet om der skal være plads til runde 2 så der skal sparres på ressourcerne.

Ordrup Næs indtages i fin stil og jeg tror snart ikke jeg kan løbe nogen som helst steder uden jeg løber på de dovne køer…

13923360_1752875094993635_8143515540632334942_o

Efter næsset fortsættes videre via stranden indtil vi drejer af ca. 8 km ude på ruten og gå ind i Kårup skov. Skønt at ramme lidt single trail og humøret bliver om muligt endnu en tand højere. Jeg får sågar sendt en lille video snas hjem til fruen af sporet.

Efter skoven går turen igen ned til vandet og ud på rullesten. Jeg tænker det da ikke så slemt som de havde gjort det til… Men jeg skulle blive klogere på runde 2…Men lige nu var det bare ”hyggeligt” og igen til tid til lidt video til fruen derhjemme

Vi drejer af stranden igen og nu går det op ad for alvor – det er nu tid til at vise hvad man er støbt af. Det er direkte op i himmelen via en tur op af Sukkenes dal og videre op på Vejrhøj. Jeg indtager højen stor smilende om end med noget højere puls og udråber mig selv som vinder af runde 1 i duellen. På vej ned igen bemærker jeg at jeg formentligt har fået vabler, det niver noget i trædepuderne, jeg slår det hen, men beslutter dog det niver for meget til jeg vil skifte sko i pitten. Det er formodentlig kommet af jeg allerede fik våde sko i starten ude på stranden og så friktion i skoene af op- og nedløb .

13680147_1753219444959200_2379492967006276873_o

Turen retur fra Vejrhøj går igen gennem Kårup skov hvor der et blevet lagt et nyt tvist ind på ruten – et dejligt MTB spor, nøj det var fedt 🙂 og på mit track ses også tydeligt jeg har hygget mig gevaldigt for pace siger markant her…

Jeg er retur i pitten efter 2 timer 44 minutter, jeg har kun et kort ophold hvor jeg får smidt en bolle med Nutella i vesten. Jeg springer opfyldning af væske over, for vurdere jeg har ligeligt til at nå vandposten ude i Kårup skov efter 8-9 km. Ud af klappen og ned på stranden igen og ved gud om jeg ikke vrider om igen nogenlunde samme sted, heldvis igen uden mén.

13919989_1753154411632370_2211092721124369854_o

Det er begyndt at nive rigtig godt i fødderne og bruger en del tid uden på næsset på at synge med på musikken i ørene for tvinge tankerne på noget andet end fødder der gør ondt. Det lange ”nye” strandstykke efter Ordrup Næs føles som uendeligt langt og jeg tager et godt hvil da jeg rammer vandposten i Kårup skov. Jeg får sendt status hjem for sidste gang og kravler derefter “ind i mig selv”.

13914073_1752876041660207_602205517474494257_o

Turen går nu igen ned mod stranden og det ”nye” stykke med rullesten. Av for ind i h… det var ikke rart. Fødderne skreg og jeg blev bare mere og mere gal indvendig. Godt det samme for straks herefter stod den jo igen på opturen via Sukkenes dal og på til toppen af Vejrhøj. Jeg indtog den, i knap så fin stil som runde et, men mener nu alligevel jeg vandt trods lidt krampeproblemer som jeg løste med at sætte pace ned.

WP_20160806_11_52_55_Pro

Herfra var der så bare turen retur via skoven med det skønne MTB spor, Det var bare ikke så kønt på anden runde. Da jeg ligger ude omkring de 45 km bliver jeg rigtig træt. Tror simpelthen alt i kroppen var brugt op på Vejrhøj og de sidste par km via sommerhuskvarteret til p-pladsen ved Ordrup strand husker jeg knap så tydeligt, men da jeg drejer ind på p-pladsen rammes jeg af lykkerus… Det der sker når man bliver klappet i mål er helt uvurderligt. Tusinde tak! I målgang står begge løbsdirektører Jesper Noer og Jacob Juul Hastrup fra North Coast Ultra og giver high five.

I FUC**** DID IT – jeg fik min revanche og jeg vandt. Ikke nok med jeg vandt en personlig sejr over Vejrhøj, jeg knækkede også de 6 timer på et 50K ultra trail løb. Jeg kom i mål som nr. 19 i tiden 05:57:32.

Jeg elsker simpelthen det her race. Jeg forstår godt hvorfor de siger det er et af Danmarks hårdeste trailløb. Om jeg kommer igen næste år er endnu usikkert, da jeg har andre ideer til hvordan min ultra trail tour skal udvikle sig, men hvis muligheden melder sig siger jeg bestemt ikke nej. Endure Dynafit Trail er et must for en løber det vil prøve grænser inden for ultra trail.

Keep moving…

 

 

Epilog – Tour de France 2016 udfordringen

Hvad er det der gør, at man drives til at gøre de mest vanvittige ting?

Ved et tilfælde falder jeg engang i juni over et indlæg på Facebook skrevet af TrailGnu’en Martin Köppä – en god kending fra trailmiljøet. Lad os lege en leg. Vi løber 10% af Tour de France. Etaperne skal overholdes i distance hverken mere eller mindre, hviledage skal overholdes og sidst men ikke mindst – det er kun en leg, lyt til kroppen – vi er alle seje.

Jeg tænker straks det jo sindsygt! – som i sindsygt nok til det vil jeg prøve…

Nogle vil nok tænke; “ham dér – han er jo skrub tosset”. Og igen andre, som dem jeg møder til mine løb tænker; “fedt projekt dér”

Jeg forligger ideen for overkommandoen hjemme, for kan godt se det kommer vist også til at gå bare lidt (måske meget) ud over dem, hvis jeg skal løbe 354 km fordelt på 21 etaper og tilmed hen over vores sommerferie.

Nu er Lisa (heldigvis) som jeg bidt af sport og elsker sin spinnercykel og løbesko. Så det eneste svar jeg får er “Run Forrest, run” Det vælger jeg at tolke som et grønt lys.

mailL&P_tour

Vi kører mod Gardasøen i slutningen af juni og det kommer til at betyde jeg skal løbe de første 7 etaper i og omkring dette område. Vi afholder ferien på vestsiden af søen, hvilket gør jeg får muligheden for at få en masse højdemeter i stængerne. Utroligt kærkomment. Jeg har nemlig en hot date en Vejrhøj på Endure Dynafit Trail 25/50/100 km den 6. august, hvor jeg kræver oprejsning fra min premiere sidste år i ultra trail.

WP_20160704_07_59_25_Pro

Det er skønt at løbe ved Gardasøen og varmt. Det var “desværre” først efter min 5. etape Lisa fortæller hun lige bader i søen for at blive afkølet inden hun løber de sidste 5-600 m tilbage til campingpladsen. Hvorfor røbede hun ikke det noget før… det gjorde jeg så også derefter… Wau det var fantastisk!

WP_20160707_06_51_08_Pro

Jeg stod op kl. 04 på etape 7 for at kunne nå at løbe sidste etape i bjergene inden vi skulle forlade campingpladsen ved Gardasøen. Hvis man gør det! Så er man ikke længere motionist, så er man passioneret i min optik. Vi forlod Italien og efter et familieråd i bilen et sted i Østrig besluttede ungerne, at nu ville de gerne hjem. Det betød så at vi kørte non stop hjem – en rejse der endte med at tage 22 timer alt incl.  Ca. 40 timer efter jeg stod op og løb etape 7 ved Gardasøen løber jeg så etape 8 på Amager 1.500 km væk. Det var lidt surrealistisk.

De resterende 14 etaper blev løbet på pandekage flade Amager med en enkelt afstikker til Hvidovre.

Når jeg nu sidder her og tænker tilbage, virker det som uendelig lang tid siden projektet startede og hvor er det mærkeligt det hele nu er slut. Det er lidt som om det, altså tour’en er hverdag, altså det at man den ene dag løber 21 km for så to dage med 18 km hver osv.. Og nu er der så ikke mere…

Jow tak jeg har fået små 360 km i stængerne på 23 dage. Det er omkring 20% mere end jeg nogenside før har løbet på en hel måned, men nu var det jo ligesom “bare” hverdag og det bliver lidt mærkeligt at ligge det fra sig igen… Sjov, men alligevel også lidt skræmmende vi er indrettet sådan som mennesker at vi “bare” affinder os…

Jeg har gennem hele projektet været forskånet for skader ej heller andre problemer. Der har været dage hvor det har været svært at komme afsted og her skylder jeg min fantastiske kone mange roser for at være dén der lossede mig ud og igang. Så projektet var ikke kun mit, men vores i sidste ende.

Jeg husker ikke der var etaper hvor jeg som sådan havde problemer med motivation, der var etaper der var mere “kedelige” end andre, men sådan er det jo bare. Jeg oplevede især til sidst på Tour’en, at min formkurve var voldsomt forbedret. Jeg har løbet flere etaper i et gns. pace jeg tidligere kun har drømt om at kunne. Så de mange kilometer har også bidraget til noget rigtig godt. Bl. a. bød tour’en på hele 3 personlige rekorder.

Hvad angår udstyr var det aldrig gået uden min INOV-8 Race Elite vest, da jeg løb i Italien, det var simpelthen nødvendigt at have rigeligt med vand i varmen, herhjemme klarede jeg mig fint igennem med Salomon Hydro 45 compact bæltet. Jeg var dog så uheldig at mine nyerhvervede 3. par af Skechers GoRun Ride 4 sko viste sig at have en dårlig limning i sålen og måtte i al hast ud og skaffe nye sko allerede efter etape 2. Til al held var der udsalg i Italien og fik mig et par Nike Zoom Pegasus 32 som har  båret mig gennem ca. 75% af tour’en. Grundet manglende dataforbindelse i Italien løb jeg her med mit Garmin Forerunner 310XT, som jeg typisk kun bruger til de lange ultra løb, mens herhjemme er de enkelte etaper tracket med mit Garmin Vivoactive.  Ellers vil jeg kun fremhæve mine to trofaste følgesvende, min INOV-8 solskærm og mine SwissEye Outbreak solbriller – uden dem havde jeg ikke fundet vej… 😉

20160724_102223

Det har været et fantastisk projekt at være med i og jeg håber næsten at blive udfordret igen til næste år eller af noget der er mindst ligeså tosset…. Vi får se hvad tiden byder ind med…

En kæmpe tak til alle der på den ene eller anden måde har bidraget til at jeg har kunne få muligheden for at gennemføre dette tossede indfald 😉

Har du lyst at læse mere om mine Tour oplevelser har jeg skrevet et indlæg for hver etape som du kan læse her på siden.

Keep moving…

tour_udford