Tag-arkiv: ultra løb

Salomon Hammer Trail Winter Edition 2018

Endnu et af de løb jeg havde på min bucket list kan nu vinges af. Salomon Hammer Trail Winter Edition 50k. Episk var det! 

Det hele startede vel i virkeligheden mange måneder før, nærmere i maj 2017. En god tidligere kollega havde netop haft debut som ultraløber ved  North Cost Ultra. Lasse havde vist fået blod på tanden til mere og klikket sig som interesseret i Hammer Trails begivenhed på Facebook. Fik kommenteret hans opslag med, at det synes jeg vi skulle gøre en tur ud af. Og vi “sluderede” lidt om at køre 50 kilometer i januar 2018 og 50 miles i maj 2018, men hvor blev du af Lasse… 

Det var ligesom jeg ikke rigtig kunne lægge tanken fra mig, om endelig at være blevet voksen nok til at skulle “bestige” solskinsøen fra dens måske smukkeste side og med højrisiko for dårligt vejr. What’s not to like?! 

Men inden da skulle jeg jo så meget grueligt igennem først, for Ultracuppen var jo dårligt kommet i gang, vi havde jo kun lige været på Bornholm til Fyr-til-fyr. Og som du måske ved var det en hård prøvelse og forude lå både Gendarmstien og Nordkysten 

Ultracuppen var jo en fest uden lige og som det er med så meget andet, vil mer have mere.  Jow tak det er hårdt arbejde i nuet, men når man så er i mål og rush’et har lagt sig noget tid efter, kommer den naturlige tanke… hvad nu?  

Efteråret gik med at kigge mod triatlon og Team skranken.dk var jo til TIK 5-15-5 i sensommeren og det var supersjovt.  

Men min kærlighed til sport ligger nu nok, når alt kommer til alt mest i “trailer-livet”. “Sporet” er bare der jeg hører hjemme. Og omkring efterårsferien besluttede jeg, at nu skulle det være. Hammer Trail Winter Edition 2018 skal på CV’et. 

Med udgangspunkt i Moses træningsprogram fra ultracuppen, fik jeg strikket træningen sammen og efteråret forsvandt før det kom. Mørket og vinteren gav lidt psykisk pres, men med viljen og især en sublim støttende frue derhjemme, kom jeg ud ad døren og passede mine træningspas. Inden man fik set sig om, var julen forbi og 27. januar nærmede sig med hastige skridt. 

Jeg brugte en del tid på at få logistikken til at hænge sammen. Sebastian skulle til svømmestævne om søndagen, så var under tidspres for at komme hjem. Især når man ser det i forhold til, hvordan den offentlige trafik er på Bornholm. Så det blev hurtigt besluttet at tage sidste flyver hjem lørdag efter race. Så var den bagkant ligesom løst. Jeg rejste derover fredag eftermiddag med Bornholmerbussen, og det fungerer bare. Efter færgen stod den på offentlig trafik. Så i tyk tåge og med super hyggelige Brian bag rattet på linje 3, var det en smal sag at komme til Allinge/Sandvig med destination Nordly hos Simone & Martin.  

Jeg, eller vist hele vores lille familie, er faldet pladask for vandrehjemmet Nordly. Nordly har bare noget sjæl, man ikke finder ret mange andre steder. Og den ære står Simone & Martin til fulde for. Efter ankomsten ville jeg gå ned i Domen for at afhente mit startnummer, men straks kom Martin på banen og ville køre mig der ned. “Der er jo 2,5 km og der er jo rigeligt at tage af i morgen, så jeg kører – skal også ned og hilse på drengene alligevel…” Kom det fra en grinende Martin.  Så på ægte bornholmerstyle blev jeg transporteret til Domen. 

Natten gik som den plejer før race. Næsten ingen søvn og det jeg fik var konstant afbrudt. Også selvom jeg havde aftalt med Lisa, at hørte hun ikke fra mig inden kl. 6, skulle hun ringe indtil der var kontakt.  

Efter morgenmad og rigelige mængder kaffe, gik jeg de 2,5 km ned til Domen. Jeg nød mørket og stilheden og fik en sidste gang gennemgået dagens udfordring og mine målsætninger. Uvidende om hvad var forude, andet end rygter og historier havde jeg lagt baren på 8 timer.  

Mørkt på vej til Domen. Kun Hammerfyret lyser op

Klokken 8 blev vi kørt med bus til start på P-pladsen ved Hammersøen, halvvejs ude på ruten. Her var der racebreifing og kl 8.30 blev vi sendt afsted, så vi kunne få de hårdeste 8 km af ruten på Hammerknuden først og dermed tre gange på turen. 50 km ruten var en rundstrækning på 20 km fra Domen ud gennem Slotslygen, op rundt om Hammerhus, herfra til Hammerhavnen og videre ud og få stryg på Hammerkunden og retur til Domen. 

Cut off på første 10 km var 1½ time. Da jeg tikkede ind gennem depot i Domen sagde uret 1:14. Hele 16 min til cut off, det kan godt gå hen og blive en lang dag på kontoret tænkte jeg, men fint ude igen kom der godt flow i kroppen og måske endda lidt for godt. Ude af Slotslyngen fik jeg fortaget en videosamtale hjem til ældste knægten, der havde 17 års fødselsdag. Fuldt af overskud og 18 km ude, fik han også set Hammershus på hans dag. 

Med oprejst pande efter besøg i depot på Hammerhavnen, der både bød på en kop cola og krammer til den søde bartender, indtog jeg for anden gang Hammerknuden. Den sled godt i kroppen denne gang, men motoren kørte godt.  

Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg ville skifte trøjer, når jeg ramte Domen på 30 km. Men var så godt kørende, at jeg slog tanken hen, da jeg var der. Godt 300 meter ude af depotet igen, måtte jeg vende retur og skifte. Modvinden havde ramt mig og kunne mærke med det samme, at 8 km i den ville ende galt.  

Med tørre varme trøjer på var jeg i gang med sidste runde på dagens mudderbane. Vi sejlede rundt i mudder og vand. Ikke at jeg synes det er træls, at have våde fødder i timevis, men mudderet var så klæb og lergagtigt, at det var vanvittigt tungt arbejde. Ude af Slotslyngen nærmede jeg mig Hammershus for anden gang og fik det besejret. Mit Garmin Fenix 3 sagde 39 km.  Jeg havde en skyggeside der sagde det var tid til at få et motiverende skub. Og hvad er bedre end at ringe hjem til sin fantastiske hustru og nærmest tigge om at få en skideballe. Men det virker bare! Næsten ligeså godt som hendes bananpandekager med Nutella 

Ude af depotet på Hammerhavnen havde jeg ikke så meget i hovedet, at jeg nu skulle knuses på Hammerknuden, men mere fokus på den allersidste klippe, der skulle forceres inden vi kunne trille de sidste kilometer hjem til Domen. Jeg lod bare langsomt kroppen bestemme, hvordan vi kom igennem, mens mine tanker var på den møg klippe hele vejen. Jeg huskede dog traditionen tro, at stoppe op på marathon distancen og tage et billede, og kunne det være mere motiverende, end at stå og kigge ud over Hammersøen og så endda med kig til Nordly.

Med hovedet fuld af positive tanker, drev jeg det sidste ud af kroppen og der stod den så…. den forpulede klippe! Kønt var det ikke, jeg nærmest kravlede op og alt i kroppen krampede. På toppen stod jeg så med lammetævet krop og tårer i øjnene. 

Jeg fortsatte herfra med en faktisk lykkerus om at have gjort det! Fik kæmpet mig gennem de sidste kilometer med stigninger, en syndflod af mudder og nærmede mig Domen. Da målportalen tonede frem kunne jeg godt mærke følelserne var ved at løbe af med mig.  

I mål er det der både varm velkomst, medalje og bedst af alt ægte trail-krammer. 

Tænk, at man kan blive så lykkelig over, “at udsætte sig selv for den slags” vil de fleste nok tænke, men hertil kan jeg kun sige. Prøv det! Man kan meget mere, end man selv tror.  Og for mig giver det den bedste mening. 

Jeg havde sat baren på 8 timer, der var cut off på 9. Jeg stod i mål den dag på 07:13:21 med 1.887 HM i stængerne. Udmattet, lykkelig og lammetævet. Lirekassemand fik en helt ny dimension for mig den dag i januar. 

Morgenen efter morede fruen sig bekosteligt over, min helt egen facon i at komme ned af trapperne fra 1. sal. Men hvad det går jo over igen… 

Nu er vi så tilbage hvor vi startede. Målet blev nået og mer vil have mere. Jeg er i den heldige situation at jeg har fået “pladsen” til at gøre det hele en gang til. Og mit 2018 mål er nu sat.  

Natten mellem den 11-12 maj 2018 begiver jeg mig ud på mit 10. ultrarace og det skal i anledning af “jubilæet” være lidt ekstraordinært, så jeg hæver distancen og hårdheden en smule, når jeg vil står til start ved Danmarks nok hårdeste trailløb Hammertrail 2018 på 50 miles distancen. 

Keep moving… 

 

Tusinde tak for tæv Dollerup Trailløb

Så blev det tid for den 5. ultra trail. Valget faldt på et sprit nyt trail løb – Dollerup Trailløb. 60 km i den skønneste natur i og omkring Dollerup bakker og Hald Ege ved Viborg. Og lad os bare holde det ved overskriften ”Tusinde tak for tæv Dollerup Trailløb”. Det var en kæmpe fest, men kan allerede nu afslører jeg græd de sidste få hundrede meter til mål.

Dollerup Trailløb vil til dato stå som den hårdeste prøvelse i min ultra tour. Og ikke kun fordi det var den længste…

Det startede ellers rigtig fint, jeg drog vest på fredag efter arbejde for at overnatte hos søde venner i Egtved lige uden for Vejle. Her blev der så ellers disket op med skøn mad og dessert. Ren carbo-loading.

Road trip – når en trail’er rykker vest på…

Lørdag, 8. oktober 2016, uret ringer 05:30 og jeg glider ud at Mathias seng som jeg har lånt for natten, føler mig ikke nødvendigvis veludhvilet ej eller super træt, nok bare som så mange andre morgener, når man endnu ikke har vænnet sig til det er mørkt uden for. Bjarke og Rikkelee har sørget for alt står klar til mig, havregryn, kaffe – ren luksus. Kaffe skal der til. Mens jeg sidder der ved køkkenbordet med havregryn som skylles ned med rigelig mængder kaffe gennemgår jeg dagens udfordring igen og igen.

Kaffe i rigelige mængder
Kaffe i rigelige mængder

Jeg er mentalt 100% klar og jeg ved efter de første små 2.500 km jeg har løbet i år er kroppen med mig og jeg ved præcis hvad den kan yde. Taktikken er lagt og gennemgår den igen og igen for ikke at lade mig rive med når skuddet er gået.

Forlader et sovende hus i Egtved lidt i 7 og skænker dem en kærlig tanke med tak for husly og forplejning da jeg sætter kursen mod Hald Ege Skole, lige syd for Viborg. Her skal slaget stå om Dollerup bakker.

Jeg ankommer til Hald Ege Skole lidt over 8 og der virker skræmmende stille, forberedelser er i gang med at få rejst start- og mål portal i skolegården, men ellers ligge skolen næsten øde hen.

Star- og mål område på Hald Ege skole
Star- og mål område på Hald Ege skole

Jeg får afhentet mit startnummer og chip i sportshallen får gearet op og får kassen i depot. Det regner… jeg hader når det regner inden start, når vi er i gang er det lige meget, men ikke inden start.. der bliver hurtig rejst en pavillon så vi kan komme i tørvejr og vi stimer sammen og hyggesnakker, faktisk så meget at løbsledelsen ender med at måtte opgive alt om mikrofon og højtaler for i stedet at komme over til os og give løbsbreifing… 30 stiller vi til start på 60k, 26 mænd og 4 seje kvinder.

Kl. 9 sharp er det gun-start fra skolegården og vi løber ud på første sløjfe. 21 km igennem den skønne natur i Dollerup bakker. Taget i betragtning af feltet ikke er større er vi faktisk relativt samlet. Jovist som perler på en snor, men der er fin samling, selvom alle ved det ikke vil holde hele dagen. Jeg tænker jeg ligger solidt placeret midt i feltet. Løber måske endda en anelse over det planlagte pace, men får det justeret henover de første 10-12 km. Pulsen er god – alt er faktisk som de siger Lego movie; ”Alt er er super duper

Vi rammer den formøse ”græsbakke” omkring 15 km. Her kommer der pludselig samling på feltet. Der er kludder i de ellers så super fine markeringer, men der mangler noget. Vi fandt aldrig øllet på toppen, men vi kom med fælles hjælp tilbage på ”sporet”.

Græsbakken når det går op
Græsbakken når det går op…

På nedløbet fra græsbakken sker det der absolut ikke må ske. Jeg får et smæld i venstre læg. Smerten jager gennem hele kroppen. Forsøger holde pace og hægte på de andre i håb om jeg kan løbe det væk, men må opgive og geare ned og ”rulle” til depotet på slow, mens der arbejdes mentalt på højtrykt med en ny plan for dagen.

2 timer og 13 minutter går der og jeg ruller ind i depotet og får en pause. Musklen er blevet bedre og er til at arbejde med, men helt godt er det ikke. Adrenalinen pumper og jeg nægter at give op, om ikke andet så bare marathon med. Ud af klappen igen efter have fået tanket væske og ikke mindst fruens skønne #losirøvenenergipandekagermedbananoghavregryn.

Jeg blev løbet ud af skolegården og vist vej af det der senere skulle vise sig at være den tilstedeværende læge, super fin fyr (tænker han har fået en del km i stængerne den dag også)

Så vi i gang, runde 2, 21-42 km. Turen går langs bredden af Hald Sø. Hvor er der er bare skønt og fik da også nydt min pandekage der i fulde drag ved søbredden. Jeg nyder turen selvom jeg døjer gevaldigt med læggen. Efter turen langs søbredden går det mod ”hestene”.

Brunch på søbredden af Hald Ege sø
Brunch på søbredden af Hald Ege sø

Ved Dollerup Bæk går turen ind på en hestemark og en gyselig bakke, den blev vist kaldt ”Dronningebakken”. Efter løbet sad løbsledelsen og talte om én der have taget den to gange… ”ja tak” det var så mig kunne jeg indrømme fra hjørnet…

Efter rundstrækningen hos hestene og dronningebakken ved Dollerup Bæk, krydser man bækken via nogle træbjælker der ligger i vand. Her glider jeg selvfølgelig og slår hovedet i bjælken og ligger ellers der og laver ”Billen”. Kommer på benene og ud i det fri til den store rødstensgård. Kan ikke se markering, men øjner én ovre til højre. Jeg løber højre og efter noget tid tænker jeg, ”Det er her galt vi skal ikke ind til hestene igen”. Vender om og løber retur for at finde ud af hvad der gik galt.

På vejen retur møder jeg så et par gutter der overbeviser mig om den er god nok. Det skulle jo så vise sig, jeg var foran dem og de selvfølgelig ikke havde været der før, men jeg fik da lige den møgbakke igen. Ja hestene var søde, men det var bakken bestemt ikke. Det ekstra loop gav mig virkelig noget at arbejde med psykisk.

Da jeg kom tilbage til ”Bille-stedet” ved bjælken gik jeg så ved siden af bjælkerne i vandet for ikke at styrte igen. Succes! Jeg kom igennem uden styrt og fandt den udtværede melpil der drejede venstre, som jeg så overså første gang.

Herfra går det så retur mod Hald Ege skole i skøn natur, men jeg er super presset på psyken og døjer med smerter fra læggen. Jeg er så meget bagud på tid at jeg også begynder at få følgeskab fra de andre ruter jo tættere vi kommer på mål. Det giver det ”bust” der skal til og får gang i motoren igen, for opgive det gør jeg ikke!

Fantastisk single trail spor i rigelige mængder
Fantastisk single trail spor i rigelige mængder

Træt og godt brugt kommer jeg i depot for anden gang efter 05:49:39. Det er her man afgør hvad man er støbt af. Jeg nægter at stoppe her. Festen er jo lige så godt i gang og det her er noget jeg har arbejdet for længe. Nu skal det være. Efter en kort pause med opfyldning fik jeg skiftet trøje. En af dagens største højdepunkter og igen blev jeg fulgt ud på ruten en den ”løbende hare” lægen.

3. sløjfe og de sidste 18 km forgår i det det skønneste MTB spor og skov i Langskov, Viborg Krat og Plantage. Hold nu op det var lækkert. Havde jeg ikke været så træt var jeg nok også udbrudt i sang på ruten… På den sidste etape blev der tydet til en del moralsk opbakning hjemme fra fruen. Jeg havde virkelig brug for et skulderklap og det får jeg altid her (altså når det er fortjent… ;))

Uret viser 07:50:03 da jeg ruder de magiske 60 km, men når ja du synes jo åbenbart ikke det er nok Peter, så vi snupper lige lidt mere dit kvaj!

77061a0a-d057-4db9-91ce-947dc3425da4

Jeg får sendt meldingen hjem om jeg nu har krydset de 60k og der kun er bonus kilometerne tilbage. Som standard kom det promte hjemmefra  ”Run Forrest Run” og når man kender hende, altså fru Nymark, ved man hvad hun mener. Trods der var massivt overtræk på alle konti får jeg skubbet gang i motoren, tilsidesat smerterne og løbet kører igen, næppe kønt, men løb.

Jeg får tilmed hentet to andre (sjovt nok de to gutter der lokkede mig med en ekstra tur hos ind til hestene…) og det giver det sidste der skal til. De sidste 4-500 meter mod mål går det op for mig at jeg render tuder. Jeg er SÅ glad. Det her har været den ”længste” dag på kontoret – ever, men en fantastisk dag alligevel trods alle problemerne.

ff5b7e6c-3cfd-44eb-9365-9ad6ac34e7f8

Jeg ruller i målgang i tiden 08:38:54 efter 65,78 kilometer.

fbb93650-ccb5-4e2e-b15a-a3c1d021f06c

I målgang er der næsten mennesketomt, men to kvinder der er kommet i mål efter marathon giver mig spontant kammer med stort tillykke og der er også krammer fra løbsledelsen.

Efter løbet er der Chili Con Carne og Kartoffelsuppe i Sportshallen. Det var kæmpe stort efter så lang en dag på kontoret, hvor al energi er opbrugt og lidt til. Fik til med bad i hallen inden jeg trillede ud i bilen og fik et par timers søvn før jeg kørte hjem til flade Amager.

Dagen bød på et skidt resultat, men en oplevelse rigere. En oplevelse jeg under inden omstændigheder ville være foruden. Den har lært mig meget om mig selv og ikke mindst hvad jeg er i stand til som jeg ikke vidste. Så trods lidt problemer med læggen efterfølgende er jeg kommet stærkere ud på den anden side.

Så som jeg har sagt til at starte med… Tusinde tak for tæv Dollerup Trailløb. Uden jer, ikke et stærkere jeg!

Jeg kommer nok desværre ikke tilbage næste år, da mine planerne for min ultra tour bærer mig andre steder hen. Men opstår muligheden siger jeg ikke nej tak. I har skruet et super fantastisk løb sammen og jeg kan kun på det varmeste anbefale det. Beundre virkelig jeres iver og flid i ligger i det

Dollerup Trailløb er et ener af et løb der tilbyder hele 4 distancer (10k, 21k, 42k & 60K). Stop fyldt med masser skønne højdemeter, single trail, MTB spor og den smukkeste natur. Og er man til det er der tilmed ITRA point at hente med hjem.

Keep moving…

 

Trailman ultra 50/50

Det er lørdag den 17. oktober og ungerne er afleveret hos mormor og morfar. Nu skal den står på hyggemiddag for mor og far. Vi ender på Dalle Valle på Fisketorvet og nærmest foræder os. Hjemvendt efter en skøn hyggelig middag smider vi os på sofaen og sætter en god film på. Der gik ikke længe fra vi var gået i gang til jeg lægger mærke til larmen ude fra udestuen. Det regner – meget!! Pyy det bliver tungt i morgen.

En film bliver til to og igen kommer jeg alt for sent i seng. Uret er sat til 04:30 og der er sat et ekstra til for at være sikker på jeg ikke bare slukket for det. Sover rigtig uroligt hele natten, sikkert af nervøsitet for ikke at høre uret. Men det ringer og jeg kommer op. Vand i ansigtet, solid morgenmad og masser kaffe. Gennemgår udstyrskassen en sidste gang og får skrevet indhold på nogle af poserne så jeg ikke skal bruge for meget tid i depot på at lede efter grej.

05:45 vækker jeg fruen og siger farvel. Jeg får et søvndrukkent “held og lykke eller hvad det nu hedder” med på vejen ud af døren.

GPS’en er sat, adressen siger Vindingevej 201, Roskilde (Hedeland Naturlegeplads). Der er helt mørk og meget fugtigt i luften på parkeringspladsen. Der er lidt lys i de opsatte telte opsat og der spilles højt musik fra et højtalersæt der har det med at gå i overgang. Men stemningen på pladsen er høj. Rundt om går deltalere med pandelamper tændt for at finde rundt og få gearet op og sat udstyrskasser klar i depot.

Morgen hygge på Vindingevej 201 Roskilde
Morgen hygge på Vindingevej 201 Roskilde

80 km er i gang med prolog da jeg ankommer og vi får klappet dem ud da de løber gennem startområdet og ud på den lange rute.

Trailman ultra 50 km skal løbes med en enkelt prolog på 2 km og der efter to runder af 24 km.

Kl 07:15 er der løbsbriefing og kontrol af obligatorisk udstyr. Vi får besked om at vi skal forcere skibakken tre gange pr. runde og der vil være depot på toppen. Men ingen besked om, hvornår på ruten forceringerne vil ligge. Med lidt hurtig hovedregning kunne man jo nemt regne ud at skibakken ville melde sin ankomst efter 12 km, men kun for at skulle forcere den en enkelt gang. De to sidste gange havde man “heldigvis” gemt til 20 og 45 km mærket – tak for det!!

Løbsbriefing inden afgang
Løbsbriefing inden afgang

Starten gik rigtig godt, havde masser overskud. Det var rigtig godt med en fælles prolog med arrangøren i spidsen, for at mærke sporet og ikke mindst hvor mudderet der i virkeligheden ville være derude. Efter prolog kom vi igennem målområdet og ud af vagten til den to runder, jeg kom hurtig ind i en 4 mands gruppe hvor pace passede mig rigtig godt. Jeg fik dog efter 10-15 km lidt udfordringer med at styre pulsen, det kuperede terræn, med konstante op-/nedløb fik den til at gå helt amok, men jeg har masser energi i stængerne og resten af kroppen og humøret var helt i top.

Starten er gået til Trailman ultra 50/50
Starten er gået til Trailman ultra 50/50

På vej mod depot efter første runde træffer jeg beslutningen om at slippe gruppen, hvis jeg skal holde hele vejen hjem skal der mere kontrol over pulsen og dermed skal pace ned. Jeg vælger ikke at skifte tøj i depot selvom det var planen, men føler mig ok varm nok selvom en del af første runde foregik i regnvejr. Jeg får flydt op med gels og får tanket vand i væskeblæren og så det afgang.

Ude på 30 km får jeg vanen tro sendt standard status til fruen. Det går stadig rigtig godt om end noget langsommere end 1. runde. Pulsen der lidt mere under kontrol, men kan godt mærke trætheden begynder så småt i benene, men humøret fejler ikke noget.

Mellem 30-40 km sker der ikke det store. Jeg får hentet nogle og de henter mig. Sådan kører det hele vejen i enkeltmands præstation. Jeg husker det især var billeder af Gabriella på nethinden der holdt humøret oppe alt imens stængerne blev tungere og tungere som kilometrene forsvandt. Fra 40-45 traf jeg beslutningen om at sætte pace helt ned, hvis jeg skulle overleve skibakken to gang med humøret i behold og ikke mindst energi til den sidste del af turen hjem skulle der spares på ressourcerne.

12108819_521464344686179_6978819946866420605_n
Fuld af overskud

Vi løber ud af rutens nok mest mudderet terræn, mine Salomon speedcross er smut ind i mudder og føles som beton. Der står den så. Skibakken! Jeg kan slet ikke beskrive turen op, ved faktisk ikke hvordan det lykkes, men op kom jeg. Straks et nedløb som gik helt kanon. Rundt om bakken og op at bakken for sidste gang på den stejleste side. Jeg kæmpede med alt hvad der var tilbage og var lige ved at vende maven på vrangen på vejen op, men op kom jeg – helt flad rallede jeg hen i depotet og greb en RedBull. Tænkte bare – 5 km hjem! Nu skal der kickstarter energi på motoren. Er i øvrigt ellers ikke normalt til den slags. Jeg nøjes til High5 energy gels og vand, men her skulle noget ekstra til.

Denne vej op af skibakken på 2. & 5. tur
Denne vej op af skibakken på 2. & 5. tur

Jeg var HELT flad! Fik sendt sms hjem og meddelt jeg nu var på 45 km og helt i hegnet. Svaret kommer prompte: “Det gider jeg ikke høre på. 5 igen… Hvor svært kan det være!! Du kan slappe af når du bliver gammel eller ældre :)”. Kan man andet end elske hende højere end højt 🙂 Jamen så der jo ikke andet at gøre end tømme dåsen og tilbage på “kontoret”.

Skibakken besejret for 6. gang
Skibakken besejret for 6. gang

Hold nu inde der var langt hjem…. det er længe siden 5 km har føltes så lange… jeg har ca. 2 km hjem så bibber telefonen igen. “Kan du så komme i mål, NU!!” Står der i displayet. Tror måske man i virkeligheden kunne løbe sygt langt på fruens sms’er.

Op ad bakke og der – dér er den. Målporten!! Ca. 1000 meter væk, bare lige rundt her, ned ad bakke og op igen så er vi der…. der var langt, men her er det som altid ren adrenalin man løber på og i ét stod jeg i målporten og fik finisher medaljen om halsen. 05:45:37 sagde tiden. Lykkerus!!

20151018_133215

En vild intens dag i Hedeland var slut og det samme gjaldt for kroppen, jeg frøs og rystede over hele kroppen. Mens jeg skiftede begyndte stængerne at krampe op og lige meget hvad man forsøgte krampede en ny muskel bare op.

Trailman ultra 50/50 var så mit andet ultra trail løb i bagagen og jeg er sikker på der kommer flere til.

Det her er ikke noget men gør fordi man kan, men fordi man har lyst!!

I’m still a rookie

Lidt stemning fra da 80 km løb prolog

 

Stor tak til Trailman Danmark for en fantastisk dag