Tag-arkiv: ultraløb

Det med at have et mål…

Det med at have et mål med det man gør er vel i virkeligheden det der driver værket. Det er vel også den devise jeg “løber” efter.

Jeg træner rigtig meget, nogle synes måske ikke det er alverden og andre synes det er det rene vanvid, men det hele skal vel blot ses ud fra ens egen perspektiv og hvad der giver mening for én selv.

Der er vel ikke et præcis korrekt svar, altså så længe man ikke går på kompromis med sit liv og lemmer.

For mig giver det den bedste mening at løbe ca. 70 km i gennemsnit pr. uge fordelt på 5 træningspas, sådan har det nu engang været de sidste godt 1½ år efter jeg trådte mine spæde skridt ind på ultra trail scenen.

Rekorder er ikke det jeg gør det i, er både for gammel og “tung” til rekorder, min filosofi er at det skal være en god og til tider udfordrende oplevelse. Og for alt i verden: det er jo bare for sjov!

Jeg er dybt fascineret af hvor “taknemlig” kroppen er og hvilken forunderlig motor vi er udstyret med. Næsten ligegyldig hvad man byder den arbejder den bare videre. Nå ja ind imellem klager den og skriger på opmærksomhed, men den arbejder bare videre og behandler man den med respekt kan man udrette den ene forunderlige ting efter den anden.

Men husk at behandle dem med respekt og lyt til den ellers bryder den ned.

Da jeg rundede de 3000 kilometer for første gang på ét årsværk nogensinde i løbeskoene her i december 2016, havde jeg det lidt ligesom med en gammel bil. Gad vist hvad der sker når triptælleren runder 300.000 km…. Men ak hverken skader, snublen eller en stor målportal med et kæmpe heppekor…. motoren fortsatte ufortrødent mod kilometer 3001.

Nu ser jeg bare frem til årets sidste løb som traditionen tro bliver Social marathon for 4. år i træk sammen med fruen. Et fantastisk vel arrangeret velgørenhedsløb på Amager til fordel for børne- og ungeprogrammet på Rigshospitalet. Her skal du læse om sidste år da vi bl.a. løb sammen med Per Larsen, den rare forhenværende chefpolitiinspektør og formand for børnerådet. Og lur mig om Warny Saurbrey ikke igen er holdkaptajn på hold 5 med kniv skarp præcision på tiden.

Jeg ved ikke hvad du vil i 2017, men min motor skal have mange flere oplevelser både til nye ultra løb, som i 2017 bl.a. vil bestå af Ultracup’en, men den skal bestemt også have det sjovt til de mange træningspas der går forud, ellers kan man jo lige så godt lade være.

Jeg er i en konstant stræben på at blive den bedste løber jeg kan uden af give alt for meget slip på mine “syndere” som jeg holder så meget af.

God jul & godt nytår

Keep moving…

Tilmeldt NDURE trail 50/100 km

Fik den anden dag en opdatering fra Christian Madsen som er indehaver af ULTRARUN.com og arrangør af NDURE trail 50/100 om at der nu var solgt 40% af pladserne til NDURE trail 50/100 på 50 km distancen.

Gik lidt i panik for hvad nu hvis den sidste af de eftertragtede 50 pladser blev solgt lige for næsen af mig – det ville ikke være til at bære. Så snupti – jeg er nu tilmeldt og glæder mig over at have et nyt mål med træningen. Træningen går ligesom i stå når jeg ikke har noget af “løbe” efter… og især når det er koldt, vådt og blæser…

Har et opgør med et par bakker eller 3 fra sidste år på min debut tur i ultra trailløb…

Vejrhøj & Dødens dal  here I come – vi ses den 6. august 2016

I’m still a rookie

10892010_420041644814411_6173055379766090424_n

 

Lille video fra ruten i 2014 (dengang hed løbet bare Winforce)

 

Løbsberetning fra NDURE Ultra Trail 50 km

Lørdag den 8 august 2015 var en helt speciel  morgen, også selvom den startede som så mange andre weekend dage gør her hos os. Uret ringede 5:30 jeg slukkede efter en god nats søvn selvom jeg på forhånd ikke havde regnet med at sove ret godt, var det gået over al forventning. Men nåede også kun lige at åbne øjnene så kom suset igennem kroppen med det sammen. I dag er dagen! NDURE ultra trail 50 km.

Morgenkaffen blev indtaget i stilhed ikke fordi jeg ikke gerne ville tale om dagens udfordringer, men mere fordi fruen får horn og hugtænder hvis man spørger for meget inden hun har fået den første liter kaffe 🙂

Da jeg ville være væk det meste af dagen skyndte Lisa sig på spinnerbiken får at nå at få lidt træning. Jeg husker ikke at være nervøs og morgens gik bare med visualisering af dagen og så et hurtig bad til at få øjnene på gled. Panikken opstod dog en ½ time før afgang. Morgenmad!!! Har aldrig været den store morgenmadsspiser, men lige i dag var nok en dårlig ide at springe over. Lidt hurtig havregryn i skuffen og så ud i bilen.

Jeg har i højt humør. Hørte høj musik på motorvejen til Ordrup, Fårevejle og sang selvfølgelig med efter bedste evne (måske meget godt familien ikke var med på tur :)) Ingen nervøsitet, kun spænding. Vejret var fint, nå ja lige indtil jeg ramte Holbæk som startede regnen. Der var heldigvis et ophold da jeg kom frem til startområdet lige indtil jeg fik placeret min udstyrskasse i teltet som kom der regn for alvor. Husker bare jeg tænkte nej nej nej ikke nu – kan det ikke bare vente til vi kommer i gang så det lige meget, men næ nej, løbsbriefing blev holdt under teltdugen og våde var vi da vi løb afsted.

Sikke en følelse jeg havde da starten lød og jeg stemplede ind på mit Garmin 310XT hvor ruten var indlagt med GPS track. 50 km og 1.100 højdemeter hvad tænker du på Peter… Men det at løbe ud af startområdet, ned til stranden og videre i sandet langs vandet i samlet flok, fik det ligesom at give mening, et fællesskab uden at kende en eneste af de 50 deltagere på 50 km distancen.

Efter en 10-15 minutter efter start stoppede regnen og der var lagt op til perfekt løbevejr. Et par km på stranden så gjaldt det Ordrup Næs. Her begyndte feltet at splitte op og løberne gik ligesom i sig selv for at finde rytme og pace til den lange krævende rute.

Efter Ordrup Næs er der ikke lagt før stigningerne begynder at melde deres ankomst. Jeg havde aftalt to ting med mig selv. 1 hold pace nede på første runde og 2 gå på alle opstigninger. Efter første stigning som aftalt med mig selv blev taget i powerwalk stødte jeg sammen med en lille gruppe på 5 personer. Denne gruppe holdt hele vejen rundt på første runde. NDURE løbes på en rundstregning af 25 km.

Første runde var super spændende for jeg anede jo ikke hvad der ville ske lige henne om ”hjørnet”. Det var så vild en oplevelse. Og så have jeg et fantastisk flow, alt kørte som det skulle, men var da også glad for at se depot efter de første 25 km. Til løbsbriefing blev der talt en del om stigningen til Vejrhøj (rutens højeste punkt) og noget de kaldte dødens dal. Måske det var derfor jeg var så glad for at se depotet. Hold nu inde de var lede.

I depot nåede jeg kun lige at få min INOV8 RaceUltra vest af så var der en bagfra der sagde. Er det det gule vi skal ha’ i. Fik kun lige stammet ”ja” og så overtog han opgaven med at fylde min

væskeblære. Han spurte også nysgerrigt ind til hvordan det gik og om jeg var klar på en runde mere. Om jeg var – jeg var så høj. Ja tak trætheden var begyndt at melde sin ankomst, men mit hoved var helt klart. Hvilket det var under hele turen. Min største frygt havde hele tiden været en mental krise og ikke så meget fysisk træthed. Men mentalt var jeg ovenpå under hele turen.

Nå men hurtigt over i kassen og få fyldt op med High5 gels og et par Pingvin poletter i munden bare lige for at slippe af med den søde smag af gels og så ud af vagten. På vej ned til stranden aftaler jeg med mig selv, når stranden er ovre og jeg rammer de 30 km så er det på sin plads at Lisa får en statusmelding.

Efter stranden ude på Ordrup Næs sætter jeg kadencen voldsomt ned. Kan godt mærke at hvis jeg skal holde hjem skal farten ned. Omkring de 30 km får jeg sms’et hjem om det går fantastik både i stænger og på ”første salen”. Det holdt dog ikke længe. Det skulle vise sig at anden runde skulle være en tur i helvede og tilbage igen for så lige at tage en tur mere. Omkring de 32 km rammer jeg den første regulære stigning på anden runde. Her bliver jeg ramt at voldsom krampe i læggen, i forsøg på at få den ”løst” kramper fodled op i modsatte fod og sådan bliver det ved. Fra 32 til 40 km forsætter det sådan. Løb/gang, løb/gang. Tænker hvis nogle har set mig; ”Ham der ligner da en spasser der har skidt i bukserne”. Kønt syn har det ikke været, men det holdt. Vejrhøj bliver dog indtaget i fin stil, men i dødensdal begynder kramperne at vise tænder igen på opstigningen. Jeg husker bare de sidste 4 km var meget lange. Men jeg havde hoved med mig så udfordringen var kun stængerne.

På sidste stigning sendte jeg et fint udsigtsbillede hjem til Lisa og der kom bare et tørreste svar; ”Jeg vil ikke se natur jeg vil se målstreg!” Så da jeg drejede ind på p-pladsen ved målområdet stoppede jeg op og tog et fint billede af målporten på afstand og sendte hjem og så løb jeg i mål. Sikken en målgang. Super træt og monster glad krydsede jeg stregen og her stod løbsarrangør Christian Madsen fra http://ultrarun.com og gav kæmpe krammer og den velfortjente medalje om halsen.

2

Mange måneders hård træning ikke blot med kilometer i stængerne men også med vægten for at kunne holde distancen er nu forløst. NDURE Ultra Trail 50/100 km http://ultrarun.com/ndure-trail/ var den helt rigtige debut i ultraløb for mig. Det er et super velorganiseret løb med et fantastik crew bagved Christian. Alt spiller max. Der bliver virkelig kræset om de max 100 deltagere der må være med.

3

Også en MEGET varm tanke til familien som har holdt mig ud gennem de sidste mange måneder og ikke mindst til min fantastiske kone der har presset på især på de dårlige dage. NDURE var ikke bare min sejr, men vores sejr.  Hvad siger du søde kone, nu er vi jo lige så godt i gang skulle det så ikke være http://ultracup.dk til næste år…. 🙂

1