Ultraløbet Fyr til Fyr 2017

Så blev det endelig tid – ultraløbet fyr til fyr – det har jeg ventet længe på. Der er langt i selen til en lille familieferie på Bornholm. Et af de små eventyrer man så typisk også ender med at se tilbage på. Og det er jeg sikker på også gør sig gældende her.

Turen starter allerede torsdag eftermiddag med at rejse derover efter job, skole og børnehave. Vinden er frisk så fruen har sine udfordringer på BornholmerFærgen der vugger i bølgerne mellem Ystad og Rønne. Men båden druknede ikke som fruen var bange for og vi ankom først på aftenen til det super skønne vandrehjem Nordly i Allinge med kig ned over Opalsøen. Her blev vi modtaget af det søde og yderst imødekommende værtspar Simone & Martin.

Fredagen blev brugt på vandretur rundt om opalsøen og selvfølge langs kystlinjen til Hammershus. Til eftermiddagen kørte vi til Rønne for at spise varm mad så alle depoter var godt fyldt op til lørdagens udfordring. Aftenen blev der hygget med TV og knas i TV-stuen på Nordly.

Klokken er 03.57 jeg har sovet elendigt. Jeg har sat to mobiltelefoner til at ringe hhv kl. 04:00 og 04:15. Ingen af dem fik lov at ringe. Jeg har sovet så uroligt af frygt for at sove over. Men nu gælder det… Alt det der er arbejdet på skal nu stå til trone. Klokken 5 bliver vi samlet op på p-pladsen ved Opalsøen og kørt til Dueoddde fyr.

Det lysner over Opalsøen

Det er koldt og det blæser voldsomt. Vinden er nok løjet lidt af, men det har virkelig været slemt igennem natten. Det er skyfrit og solen begynder at lysne himmelen mens vi sidder spændte i bussen på vej tværs over øen.

Der er den hyggeligste stemning i Dueodde. Forventningsfulde og urolige venter vi på at klokken skal slå 07:00 og Moses Løvstad lader kanonen affyrer til den 5. version af det 59 km lange ultraløb fyr til fyr.

Hånden på Dueodde fyr

Turen vil tage os fra Dueodde fyr, øst om øen gennem Nexø videre til Svaneke hvor 1. depot vil ligge dernæst til Gudhjem for 2. depot for til slut at smutte gennem kuperet terræn forbi Helligdomsklipperne videre til Allinge-Sandvig, ud forbi Hammeodde fyr, her er der så 2 km til mål på toppen når en træt krop slasker sammen og man klasker hånden i granitten på Hammer fyr.

Efter racebriefing går starten gennem klitterne på Dueodde strand og øst over mod Balka. Det er skønt at være i gang og vejret er perfekt. Vi ligger i læ og det bliver hurtig for varmt med jakken på. Jeg gør et kort holdt omkring 5 km og smider min jakke i vesten. Nyder virkelig turen på stranden i solopgangen.

Da vi kommer af stranden ved Snogebæk begynder vi at blive ramt af vinden. Ude af depotet i Svaneke efter 20 kilometer får vi vinden lige i smasken. Det er bidende koldt og jeg får hurtigt indset jeg skal have jakken på igen, men det er desværre for sent. Kulden har ramt mig og jeg lider i vinden med mange mavesmerter.

Depot 1 i Svaneke

Turen mellem 1. og 2. depot bliver rigtig rigtig lang, men husker mig selv på rigtig mange gange at nyde turen (det er jo stadig bare noget vi leger…) for det er fantastisk på kyststrækningen, hvor man ser naturen konstant ændre sig. Tror ikke der findes et sted i Danmark hvor det ændre sig så markant i løbet af så få kilometer.

Mellem Nexø og Gudhjem

Kort før depot 2 i Gudhjem møder jeg fuldstændig overraskende familien. Det er lige før jeg er ved at tude af glæde. Hvor var det bare SÅ stort. Det gav lige det adrealinkick der skulle til for at få tankerne væk fra at det bøvlede og ind på sporet igen.

40 kilometer og Gudhjem er nået og kan godt mærke, det er nu, der skal graves dybt for at finde det sidste frem, men da de første stigninger er overstået og vi er kommet lidt i læ af skoven kommer der ligesom gang i motoren igen. Jeg får hilst på nogle af mine medløbere. Det kører igen, det er ikke kønt men det kører. Da jeg ankommer i Allinge/Sandvig er jeg faktisk godt kørende, men i minus på alle konti. Får tilmed en supportkrammer på Allinge havn af en sød hepper der “lider” med os. Så det er sikkert “suset” der køres på de sidste kilometer forbi Hammerodde fyr, ud og runde Salomons Kapel og til slut op mod Hammer fyr.

Mel markering (øko-style) ved Hammerodde fyr

Da jeg når de 85 meter op af klippen står der en Marshall og siger; Peter! Der skal løbes i mål! – Jamen der er ikke mere, men alligevel får man fundet det frem og løber i mål – High five til Moses og så med hovedet i granitten klapper jeg fyret “velkomment”!

Velkommen til Hammer fyr

Det blev en usædvanlig hård dag på kontoret. Jeg kunne ikke have forberedt mig bedre. Træningen er forløbet perfekt, alt er klappet, har fået den bedste og sejeste support af familien og så bliver man ramt af hypotermi. Havde jeg ikke haft kontakten til Lisa undervejs, støtte af det super cool crew i depoterne og fået det totalt uventede heppekor ude omkring 38 km mærket, kunne jeg måske have fundet på at trække stikket. Tanken var der ganske flygtigt, men den vandt ikke – 59 laaange kilometer blev det til den 22. april 2017 og jeg ville ikke være foruden én eneste af dem. Alt i alt havde jeg en fantastisk og episk dag.

Tak for turen Moses & Ravn!

Fyr til fyr blev gennemført i tiden 07.57.23 – målet må nu være at gennemføre hele cuppen på under 24 timer.

Nu gælder det om at få restitueret ordentligt og så videre med Moses Løvstad‘s træningsprogram inden vi om 1½ måned (10. juni 2017) gør det hele igen og er klar til cuppens 2. afdeling Ultraløbet Gendarmstien

Keep moving

2 tanker om “Ultraløbet Fyr til Fyr 2017”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *